I 2005 udgav Katrine Marie Guldager ”Pigen der var bange for at være ond”, der er en billedbog for de større børn illustreret af Cato Thau-Jensen.
Historien udspiller sig hos en farmerfamilie i Afrika, der består af far, mor og familiens øjesten, pigen. Pigen plages af tanken om, at hun er ond, men når hun spørger sine forældre, svarer de, at hun er den sødeste pige i hele Afrika. Hun tror dog ikke på deres svar og tænker så meget på, om hun er ond, at hun ikke kan sove om natten, fordi hun har mareridt.
25756819
Til sidst begiver pigen sig ud i den vi(l)de verden for at søge svar. Hun spørger det ene dyr på savannen efter det andet, men uden held. Alle siger, at hun virker som om hun er en god lille pige. Lige indtil hun møder slangen. De to har en intens stirrekonkurrence, der vækker ondskaben i pigen. Det er en kamp på liv eller død, som pigen ender med at vinde. Hun vinder ikke kun over slangen, men også over sine mareridt, for nu ved hun, at hun har andet end kun godhed i sig.
Fortællingen er bygget op omkring en hjemme–ude–hjem–model, som man kender fra eventyrerne. Det vil sige, at historiens hovedperson, pigen, i starten befinder sig i trygge rammer (hjemme), for dernæst at drage afsted for at løse en problematik, i dette tilfælde spørgsmålet om, hvorvidt hun er ond (ude). Til sidst hun tilbage til udgangspunktet, klogere, lykkeligere eller mere afklaret (hjemme igen).
Katrine Marie Guldagers historie kredser om temaerne ondskab og godhed, om det at kende sig selv, at blive et helt menneske og om at frygte det ukendte. Den beskriver, hvordan det er at være i konflikt med sig selv og med den opfattelse, andre mennesker har af en. Men den handler også om at acceptere sig selv, på godt og på ondt.