Søvncyklen

Citat
”Der falder et lysskær ind i aflukket. Dér står et udstoppet hestehoved som griner skævt til mig fra gulvet, og så da jeg kigger den anden vej, vrinsker den uden forudgående varsel. Jeg kigger skarpt på den igen, men intet sker. (…) ”Vrinsk du bare,” sagde jeg lavt.”
”Søvncyklen”, s. 68.

Gyrðir Elíassons korte roman fra 1990, ”Svefnhjólid” (”Søvncyklen”, 1995), er en udfoldet spøgelseshistorie i tre dele. I romanens begyndelse ankommer en forfatter til sin fars gamle hytte på landet og lægger an til at skulle opholde sig der i en længere periode for at skrive på sin medbragte Kolibri skrivemaskine. Allerede mens jeg-fortælleren går og slår husets skodder op, aner man, at det ikke er et helt almindeligt univers, forfatteren – og læseren – er havnet i: Ude fra havet forekommer det ham, at der ligger to øjne og stirrer på ham. Om natten vågner han ved, at der står et skællet uhyre uden for hans vindue og fnyser. Da han næste aften skal til bal i byen, er det iført hvide hugtænder i plastik i en mærkelig betydningsladet stemning.

I slutningen af første del falder fortælleren i søvn i et badekar for i anden del at vågne op i et andet badekar i et andet hus et andet sted på Island. Her fortsætter de mærkelige hændelser, sporadiske møder med små piger og gamle mænd og en underliggende usikkerhed om, hvem der måtte være død, levende eller genganger. Den lumske islandske natur figurerer på højde med de andre karakterer i romanen med sit påtrængende og omsluttende væsen. Drøm, vågen og søvn overlapper umærkeligt, og når det endvidere er uklart, på hvilken side af døden, karaktererne befinder sig, forbindes skæbnerne i en tyk, midtatlantisk tåge. ”Vi er de eneste over jorden på kirkegården,” som der står på side 88.

Romanen er dyster, hemmelighedsfuld og har en tæt kontrakt med døden. Men der er en forsonende lunefuldhed i romanen, som trækker det mest alvorlige ud af den. Selv fortæller Elíasson om romanen: ”Jeg var en meget ung mand, da jeg skrev ’Søvncyklen’, som er langt tungere i tonen, men bruger man humoren ret, trækker den ikke alvorligheden ud af en tekst. Måske har jeg lært noget af en af mine yndlingsforfattere, Knut Hamsun, på det punkt. Hvordan man blander humor med alvor.” (Tine Maria Winther: Prisvindende forfatter: ”Jeg håbede virkelig, at telefonen ikke ville ringe”. Politiken, 2011-09-03)

Sproget er underspillet og tilbageholdt, men fuld af betydning og usynligt drama.