Gyrðir Elíasson

Artikel type
voksne
cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Main image
Gyrðir Elíasson
Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Den islandske forfatter Gyrðir Elíasson er en af de mest roste og anerkendte forfattere i sin generation og vandt fuldt fortjent Nordisk Råds Litteraturpris i 2011 på baggrund af novellesamlingen ”Mellem træerne”. Hans forfatterskab rummer digte, noveller og romaner, og til fælles har hans bøger en interesse for det sted, hvor hverdagen tipper over i drøm og fantasi, hvor liv og død interagerer med hinanden. I et komprimeret sprog fortæller Gyrðir historier fra grænselandet mellem det vi kan se, og det vi kun kan ane. Den islandske natur er klangbund og ramme for de fortællinger, der ofte har den lille mand som hovedperson.

29399417

Blå bog

Født: 4. april 1961 i Reykjavik på Island.

Uddannelse: Har arbejdet som fuldtidsforfatter det meste af sit liv.

Debut: Svarthvít axlabönd. Óskráð, 1983.

Litteraturpriser: DVs litteraturpris 1997, Halldór Laxness litteraturpris 2000, Den islandske litteraturpris 2000, Nordisk Råds Litteraturpris 2011.

Seneste udgivelse: Ved Sandåen. En pastoralsonate. Torgard, 2012.

Inspiration: Knut Hamsun, Richard Brautigan, Jorge Luis Borges, William Heinesen og Bruno Scholz.

 

 

Baggrund


”Det var August Strindberg.
Strindberg, som havde frygtet helvede mere end noget andet og havde skrevet om denne sin frygt, men nu var havnet her efter døden, i Ikea på Island.”
”Inferno”, ”Mellem træerne”, s. 10.

Gyrðir Elíassons forældre stammer fra Østfjordene på Island, men han er opvokset i Sauðárkrókur på Nordisland. Her gik han både i folkeskole og på gymnasiet. I en periode har han boet i Borgarnes og Akranes i det vestlige Island, men er nu bosat i forstaden Grafarvogur udenfor Reykjavik med sin kone og deres tre børn.

Gyrðir har været fuldtidsforfatter næsten hele sit voksne liv og har udgivet en lang række digtsamlinger, romaner og novellesamlinger. Udover sit eget skønlitterære virke har Gyrðir Elíasson oversat bøger hovedsagligt af og om den amerikanske urbefolkning. Han er oversat til flere sprog og har i 2011 opnået særlig meget anerkendelse og opmærksomhed efter at have vundet Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen ”Mellem træerne.”

Elíasson fortæller om sin arbejdsmetode: ”Jeg er meget interesseret i at forsøge at befri mine tanker og lade det flyde, ikke at tænke for meget, men bare skrive. Normalt planlægger jeg ikke noget, før jeg begynder at skrive. I de fleste tilfælde skriver jeg som man læser, jeg lader tingene komme efterhånden som historien udfolder sig. I nogle tilfælde har jeg formet historien på forhånd, men ikke særlig ofte. Jeg lægger ikke vægt på at lave et plot, plottet udvikler sig efterhånden som jeg skriver.” (Jakob Aahauge: ”Eliasson: »Jeg ville egentlig være maler«.” Kulturkontaktnord.org, 2011-05-09.)

Dette portræt omhandler de af Elíassons bøger, der er udkommet på dansk.

Papirskibsregnen

”Bittesmå kom de (søvnvæsenerne) dalende ned fra lysekronen i en usynlig tråd og landede blødt på min dyne, jeg viftede dem lige så hurtigt ned på gulvet hvorfra de flygtede ind under sengen og ind i en glaskasse hvor fugleæg lå i vat.”
”Antennerne” i ”Papirskibsregnen”, s. 56.

Gyrðir Elíassons første novellesamling, ”Bréfbátarigningin” fra 1988 (Papirskibsregnen, 1991), består af fire historier, hvoraf tre foregår på Island og en Danmark.

Den længste af novellerne, ”Træfisken”, handler om den aldrende Axel og Heida, der formodentlig er hans barnebarn og på sommerophold hos ham. I en lidt uhyggelig grundstemning fortælles om deres stille, men betydningsladede dage på landet tæt ved kysten. Tågen ligger tæt omkring huset, og om natten går de begravede franskmænd fra et forlis igen. Hedda bruger tiden til at snitte en træfisk og binde et blylod i den, og det bliver hendes ulykke. Da Axel en dag kommer hjem fra Købstaden, er der ikke andre spor af Hedda end fiskens nylonsnor på søens bred.

I ”Antennerne” er en lille drengs bedstefar død, og også her er grænserne mellem liv og død uklare. De døde går igen, og drengen Frederik har febervildelser og er på grænsen til at forsvinde – enten i drømmen eller i døden. Fortælleren ved mere, end han muligt kan vide, og flere elementer i novellen rækker ud over vores normale verden: stofblomsterne på moderens forklæde har lukket sig, og drengen vifter søvnvæsener væk. Da drengen og hans far en dag ser billeder fra dengang, de besøgte Axel og Heida, fornemmer man, at børnene efter hendes død er forbundne gennem drømme.

I ”Vingemanden” har en jeg-fortæller bygget et sæt vinger til sig selv, og flyver rundt om natten og ser på livet, som det udspiller sig i byen. Han kigger blandt andet ind ad vinduet til en lille dreng, der vifter søvnvæsener væk, og byen er den samme som i de tidligere noveller. Skellene mellem nutid og fortid, liv, død og drøm viskes ud, og det er uklart, om vingemanden i virkeligheden er den kvinde, som Frederik i ”Antennerne” drømte om; om vingemanden er død; om drengen er ham selv som barn. I novellens univers forekommer disse usikkerheder logiske og naturlige.

”Sommerhuset” er henlagt til Danmark, hvor den nu voksne Frederik er på ferie med sin kæreste. Han er bange for alt det, der kan gemme sig under vand, og stemningen er mørk og fuld af hemmeligheder.

Novellerne kredser om det uforklarlige, det drømmende og det usynlige, der optræder som en nærmest fysisk og konkret del af hverdagen for karaktererne. Overnaturlige hændelser sker på niveau med dagligdags gerninger som kaffebrygning og avislæsning, hvilket nok tilfører novellerne et uhyggeligt præg, men samtidig skaber et barnligt univers, hvor fantasi og virkelighed naturligt smelter sammen.