Gyrðir Elíasson
Foto: Morten Langkilde

Gyrðir Elíasson

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2012.
Top image group
Gyrðir Elíasson
Foto: Morten Langkilde
Main image
Gyrðir Elíasson
Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Indledning

Den islandske forfatter Gyrðir Elíasson er en af de mest roste og anerkendte forfattere i sin generation og vandt fuldt fortjent Nordisk Råds Litteraturpris i 2011 på baggrund af novellesamlingen ”Mellem træerne”. Hans forfatterskab rummer digte, noveller og romaner, og til fælles har hans bøger en interesse for det sted, hvor hverdagen tipper over i drøm og fantasi, hvor liv og død interagerer med hinanden. I et komprimeret sprog fortæller Gyrðir historier fra grænselandet mellem det vi kan se, og det vi kun kan ane. Den islandske natur er klangbund og ramme for de fortællinger, der ofte har den lille mand som hovedperson.

 

47435242

Blå bog

Født: 4. april 1961 i Reykjavik på Island.

Uddannelse: Har arbejdet som fuldtidsforfatter det meste af sit liv.

Debut: Svarthvít axlabönd. Óskráð, 1983.

Litteraturpriser: DVs litteraturpris 1997, Halldór Laxness litteraturpris 2000, Den islandske litteraturpris 2000, Nordisk Råds Litteraturpris 2011.

Seneste udgivelse: Det gule hus. Torgaard, 2019. (Gula húsið, 2018). Oversætter: Björn Sigurbjörnsson. Noveller.

Inspiration: Knut Hamsun, Richard Brautigan, Jorge Luis Borges, William Heinesen og Bruno Scholz.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund


”Det var August Strindberg.
Strindberg, som havde frygtet helvede mere end noget andet og havde skrevet om denne sin frygt, men nu var havnet her efter døden, i Ikea på Island.”
”Inferno”, ”Mellem træerne”, s. 10.

Gyrðir Elíassons forældre stammer fra Østfjordene på Island, men han er opvokset i Sauðárkrókur på Nordisland. Her gik han både i folkeskole og på gymnasiet. I en periode har han boet i Borgarnes og Akranes i det vestlige Island, men er nu bosat i forstaden Grafarvogur udenfor Reykjavik med sin kone og deres tre børn.

Gyrðir har været fuldtidsforfatter næsten hele sit voksne liv og har udgivet en lang række digtsamlinger, romaner og novellesamlinger. Udover sit eget skønlitterære virke har Gyrðir Elíasson oversat bøger hovedsagligt af og om den amerikanske urbefolkning. Han er oversat til flere sprog og har i 2011 opnået særlig meget anerkendelse og opmærksomhed efter at have vundet Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen ”Mellem træerne.”

Elíasson fortæller om sin arbejdsmetode: ”Jeg er meget interesseret i at forsøge at befri mine tanker og lade det flyde, ikke at tænke for meget, men bare skrive. Normalt planlægger jeg ikke noget, før jeg begynder at skrive. I de fleste tilfælde skriver jeg som man læser, jeg lader tingene komme efterhånden som historien udfolder sig. I nogle tilfælde har jeg formet historien på forhånd, men ikke særlig ofte. Jeg lægger ikke vægt på at lave et plot, plottet udvikler sig efterhånden som jeg skriver.” (Jakob Aahauge: ”Eliasson: »Jeg ville egentlig være maler«.” Kulturkontaktnord.org, 2011-05-09.)

Dette portræt omhandler de af Elíassons bøger, der er udkommet på dansk.

Papirskibsregnen

”Bittesmå kom de (søvnvæsenerne) dalende ned fra lysekronen i en usynlig tråd og landede blødt på min dyne, jeg viftede dem lige så hurtigt ned på gulvet hvorfra de flygtede ind under sengen og ind i en glaskasse hvor fugleæg lå i vat.”
”Antennerne” i ”Papirskibsregnen”, s. 56.

Gyrðir Elíassons første novellesamling, ”Bréfbátarigningin” fra 1988 (Papirskibsregnen, 1991), består af fire historier, hvoraf tre foregår på Island og en Danmark.

Den længste af novellerne, ”Træfisken”, handler om den aldrende Axel og Heida, der formodentlig er hans barnebarn og på sommerophold hos ham. I en lidt uhyggelig grundstemning fortælles om deres stille, men betydningsladede dage på landet tæt ved kysten. Tågen ligger tæt omkring huset, og om natten går de begravede franskmænd fra et forlis igen. Hedda bruger tiden til at snitte en træfisk og binde et blylod i den, og det bliver hendes ulykke. Da Axel en dag kommer hjem fra Købstaden, er der ikke andre spor af Hedda end fiskens nylonsnor på søens bred.

I ”Antennerne” er en lille drengs bedstefar død, og også her er grænserne mellem liv og død uklare. De døde går igen, og drengen Frederik har febervildelser og er på grænsen til at forsvinde – enten i drømmen eller i døden. Fortælleren ved mere, end han muligt kan vide, og flere elementer i novellen rækker ud over vores normale verden: stofblomsterne på moderens forklæde har lukket sig, og drengen vifter søvnvæsener væk. Da drengen og hans far en dag ser billeder fra dengang, de besøgte Axel og Heida, fornemmer man, at børnene efter hendes død er forbundne gennem drømme.

I ”Vingemanden” har en jeg-fortæller bygget et sæt vinger til sig selv, og flyver rundt om natten og ser på livet, som det udspiller sig i byen. Han kigger blandt andet ind ad vinduet til en lille dreng, der vifter søvnvæsener væk, og byen er den samme som i de tidligere noveller. Skellene mellem nutid og fortid, liv, død og drøm viskes ud, og det er uklart, om vingemanden i virkeligheden er den kvinde, som Frederik i ”Antennerne” drømte om; om vingemanden er død; om drengen er ham selv som barn. I novellens univers forekommer disse usikkerheder logiske og naturlige.

”Sommerhuset” er henlagt til Danmark, hvor den nu voksne Frederik er på ferie med sin kæreste. Han er bange for alt det, der kan gemme sig under vand, og stemningen er mørk og fuld af hemmeligheder.

Novellerne kredser om det uforklarlige, det drømmende og det usynlige, der optræder som en nærmest fysisk og konkret del af hverdagen for karaktererne. Overnaturlige hændelser sker på niveau med dagligdags gerninger som kaffebrygning og avislæsning, hvilket nok tilfører novellerne et uhyggeligt præg, men samtidig skaber et barnligt univers, hvor fantasi og virkelighed naturligt smelter sammen.

 

Mellem træerne

”Jeg kom ind i en noget speciel musikbutik forleden dag. Det var ganske vist ikke »dag «; det var nat, og jeg snorksov, mens besøget stod på. Men i drømmen var jeg lysvågen og kom gående hen ad Vesturgata i aftensol om foråret.”
”Musikbutikken”, ”Mellem træerne”, s. 61.

Elíassons novellesamling ”Milli trjánna” fra 2009 (”Mellem træerne”, 2011) blev i 2011 tildelt Nordisk Råds Litteraturpris med begrundelsen ”Det drejer sig om stilistisk højtstående ordkunst som skildrer indre og ydre trusler i dialog med verdenslitteraturen.” (Gyrðir Elíasson vinner Nordisk råds litteraturpris 2011. Norden.org, 2011-04-12).

Samlingen består af 47 små noveller, der både i form og indhold ligner hinanden indbyrdes. I en humoristisk ramme fremskriver novellerne situationer, der balancerer på kanten mellem liv og død, mellem drøm og vågen. Udgangspunktet for alle novellerne er en velkendt hverdagsscene, der i mange tilfælde krydser over i det ukendte, det usynlige.

28900694

Indledningsnovellen ”Inferno” skildrer humoristisk en mand, der af sin kone bliver tvunget med i IKEA for at købe en ny stol. Stolen er udsolgt, og da de kommer ned i cafeteriet for at få en omgang köttbullar, sidder selveste August Strindberg bøjet over en øl ved et bord ved vinduet. På bare fem og en halv side laver Elíasson hvas kritik af forbrugersamfundet, afslører ubalancerne i et ægteskab, laver sjov med sure koner og hilser på et af litteraturhistoriens største koryfæer.

Titelnovellen rummer mange af samlingens karakteristika. En jeg-fortæller sidder bøjet over avisen, alene og mistrøstig over verdens tilstand. Der er et mat lysskær fra vinduet og et røgslør fra hans cigaret. Manden har været ude for en bilulykke og går derfor med stok, da han går en tur ud i det øde landskab med udsigt til en hastigt vigende gletscherrand og det blygrå hav; han går forbi en kyllingefarm med en mærkelig graffiti på muren og ind i et skovdyrkningsområde. Inde mellem træerne opdager han en død hund, der ligger forladt. På vej tilbage ser han, at graffitien netop er malet over.

Novellen er et katalog over samlingens mange fællestræk: karakteren har været udsat for en ulykke, der er en hilsen fra det hinsides, der sker uforklarlige ting, der er mange træer, mat lys i vinduer, kommentarer til klimakrise, finanskrise og andet tidstypisk stof. Personen er ensom, og historien foregår i en af døgnets overgange – i daggry eller skumring.

Livets forgængelighed er undertone i alle novellerne, der udforsker grænselandet mellem kendt og ukendt, liv og død. Samtidig med den tunge alvor og de eksistentielle emner er der en lethed og en humor, der får novellerne til at blomstre.

Selv sagde Elíasson om bogen: ”Den blev til som en ensartet novellesamling, teksterne er tænkt til at høre sammen, som en helhed. Jeg er ikke sikker på, at det faktisk er noveller, man kan måske mere beskrive dem som skitser, nogle er mere digte end noveller.” (Elin Viksten/TT Spektra: ”Nordens prestigepris till Eliasson.” Dagens nyheter, 2011-04-12.)

 

Søvncyklen

”Der falder et lysskær ind i aflukket. Dér står et udstoppet hestehoved som griner skævt til mig fra gulvet, og så da jeg kigger den anden vej, vrinsker den uden forudgående varsel. Jeg kigger skarpt på den igen, men intet sker. (…) ”Vrinsk du bare,” sagde jeg lavt.”
”Søvncyklen”, s. 68.

Gyrðir Elíassons korte roman fra 1990, ”Svefnhjólid” (”Søvncyklen”, 1995), er en udfoldet spøgelseshistorie i tre dele. I romanens begyndelse ankommer en forfatter til sin fars gamle hytte på landet og lægger an til at skulle opholde sig der i en længere periode for at skrive på sin medbragte Kolibri skrivemaskine. Allerede mens jeg-fortælleren går og slår husets skodder op, aner man, at det ikke er et helt almindeligt univers, forfatteren – og læseren – er havnet i: Ude fra havet forekommer det ham, at der ligger to øjne og stirrer på ham. Om natten vågner han ved, at der står et skællet uhyre uden for hans vindue og fnyser. Da han næste aften skal til bal i byen, er det iført hvide hugtænder i plastik i en mærkelig betydningsladet stemning.

I slutningen af første del falder fortælleren i søvn i et badekar for i anden del at vågne op i et andet badekar i et andet hus et andet sted på Island. Her fortsætter de mærkelige hændelser, sporadiske møder med små piger og gamle mænd og en underliggende usikkerhed om, hvem der måtte være død, levende eller genganger. Den lumske islandske natur figurerer på højde med de andre karakterer i romanen med sit påtrængende og omsluttende væsen. Drøm, vågen og søvn overlapper umærkeligt, og når det endvidere er uklart, på hvilken side af døden, karaktererne befinder sig, forbindes skæbnerne i en tyk, midtatlantisk tåge. ”Vi er de eneste over jorden på kirkegården,” som der står på side 88.

Romanen er dyster, hemmelighedsfuld og har en tæt kontrakt med døden. Men der er en forsonende lunefuldhed i romanen, som trækker det mest alvorlige ud af den. Selv fortæller Elíasson om romanen: ”Jeg var en meget ung mand, da jeg skrev ’Søvncyklen’, som er langt tungere i tonen, men bruger man humoren ret, trækker den ikke alvorligheden ud af en tekst. Måske har jeg lært noget af en af mine yndlingsforfattere, Knut Hamsun, på det punkt. Hvordan man blander humor med alvor.” (Tine Maria Winther: Prisvindende forfatter: ”Jeg håbede virkelig, at telefonen ikke ville ringe”. Politiken, 2011-09-03)

Sproget er underspillet og tilbageholdt, men fuld af betydning og usynligt drama.

Genrer og tematikker

Gyrðir Elíassons værker bevæger sig ubesværet i grænselandet mellem en genkendelig virkelighed og det usynlige, der gemmer sig i drømmen, i fantasien eller døden. Selvom hans sprog er mere antydende end udpenslende, er hans værker meget billedskabende og stemningsfulde. Måske er det netop fordi udfoldelsen af scener foregår i læserens hoved, at billederne bliver så meget stærkere.  

Konstant i bøgerne er en vekslen mellem humor og deprimeret tragisk prosa, og Elíasson har fortalt, at de to ting hænger uløseligt sammen for ham.

Elíasson fortæller videre, at han hverken har teknik eller udholdenhed til at skrive lange romaner, men føler sig hjemme i den korte genre. Al hans tekstproduktion udspringer af lyrik, både fordi det er det, han er er god til og fordi det er det, han interesserer sig for. Elíasson, der er blevet kaldt Islands anorektiske forfatter, siger i et interview: ”Den kortere form, der nogen gange kan fremtrylle glimt af billeder, der bliver hos en i lang tid, har altid appelleret til mig. Måske fordi jeg er lige så inspireret af billedkunst som af litteratur. Jeg voksede op med maleri [Elíassons far var den islandske kunstner Elías B. Jónasson] og jeg var egentlig på vej til at blive kunstner, men fandt ud af, at jeg ikke havde talent for det. Men jeg tog måske ubevidst noget derfra med over i min skrivning.” (Davíð Kjartan Gestsson: Gyrðir Elíasson. www.sagenhaftes-island.is, 2011.) 

Den sproglige akkuratesse kombineret med evnen til at fortælle store historier med få ord gør Elíasson til en enestående billedskaber. Hans noveller bevæger sig mellem det hverdagslige og det fantastiske, og der går kun en hårfin – for det meste usynlig – grænse mellem drøm og virkelighed. Fordi hans fortællinger er så tydeligt forankret i en genkendelig virkelighed med referencer til tid og sted, accepterer man som læser de magiske indbrud, der sker. De til tider absurde og uhyggelige hændelser bliver af fortællerne ikke mærkeliggjort, men blot lakonisk noteret og erfaret. Den kølige og registrerende tone gør novellerne til udsagn om, at livet er mere, end det blotte øje kan registrere, og at der er en forbindelse til det hinsides, som man ikke kan ignorere eller underkende. Alle livets dimensioner optræder på samme tid og samme niveau, og ting der sker i drømme, i fremtiden eller i døden har indflydelse på nutiden i en art omvendt kausalitet. I fortællingerne overskrides tid, rum og fysiske love med stor naturlighed. Hele tiden er den storslåede islandske natur baggrundstæppe for handlingen og samtidig et spejl for karakterernes sindstilstand.  

Bøgerne hænger også sammen på tværs af forfatterskabet: De døde sætter ingen spor, hverken den afdøde bedstefar ”Antennerne” i Papirskibsregnen eller novellen ”Opvågnen” i ”Mellem træerne”. Nogle af de samme billeder bliver brugt på langs i forfatterskabet: i ”Papirskibsregnen” står der: ”Så hvordan dråberne bredte sig mellem efterretningerne om brand, sprængstofattentater, valg i Finland.” (s. 18) og i ”Mellem træerne”: ”Jeg bar nogle brændestykker ind og lagde dem i brændeovnen, tilføjede nogle aviser fra i fjor, tændte op i en pind og så flammerne slikke op omkring gamle nyheder om dødsfald, krig og banksager”. (s. 37).

 

Beslægtede forfatterskaber

Der er i islandsk litteratur en helt særlig tradition for at inddrage over- eller ekstranaturlige elementer i fiktionen. Hos Gyrðir Elíasson viser det sig i de mange uforklarlige, men naturligt optrædende indbrud af andre verdener, der er i hans noveller og romaner. Hos hans samtidige forfatterkollega Einar Kárason foregår der også mange uforklarlige ting på en helt naturlig måde, og hos Einar Már Guðmundsson optræder overnaturlige væsener på linje med almindelige mennesker. 

”Som islandsk forfatter har jeg altid været interesseret i forholdet mellem drøm og virkelighed. En interesse der kommer fra de islandske sagaer, som selvfølgelig har påvirket mig, men jeg har faktisk været mere påvirket af folkeeventyr, der blev samlet i det 19. århundrede. De har også en meget stærk og mærkelig blanding af den barske virkelighed og fantasi. De er nedskrevet fra en mundtlig tradition, der stammer fra en vanskelig tid i nationens historie. Disse samlinger betød meget for mange generationer af mennesker, næsten på samme måde som sagaerne.” (Jakob Aahauge: ”Eliasson: »Jeg ville egentlig være maler«.” Kulturkontaktnord.org, 2011-05-09.) 

Gyrðir Elíasson trækker ifølge litteraten Erik Skyum-Nielsen også på en arv fra Franz Kafka, Jorge Luis Borges og Raymond Carver (Peter Nielsen: ”Nordisk skizofreni.” Information, 2011-04-07.) og laver med sine magiske indslag en kobling til den sydamerikanske magiske realisme. Hos Elíasson er der måske nærmere tale om magisk minimalisme.  

”Jeg beundrer Carver, men jeg har ikke tænkt på nogen ligheder mellem ham og mig. Jeg beundrer også forfattere som Borges, som jeg vil mene, jeg er tættere på end Carver. Vi har begge det magiske element. Men selvfølgelig opfandt Borges ikke fantasien. Jeg har søgt inspiration i mit arbejde fra mange forskellige forfattere, og fra mange forskellige slags tekster over hele verden. Den polske forfatter Bruno Schulz har skrevet nogle noveller, som jeg finder meget inspirerende. Også han er ikke langt fra Borges i forhold til at blande virkelighed og fantasi.” (Jakob Aahauge: ”Eliasson: »Jeg ville egentlig være maler«.” Kulturkontaktnord.org, 2011-05-09.) 

Der er et tydeligt slægtskab mellem Elíasson og den danske forfatter Charlotte Weitze. Weitze skriver også noveller, der rummer det fantastiske i sig og udspringer af en genkendelig hverdag. Mellem enhver busks mørke blade gemmer der sig en hemmelighed, og personerne har uanede dyb i sig. Modsat Elíassons kølige karakterer er der dog hos Weitze en masse fortrængt begær på spil. Til fælles har de to forfattere en interesse for det overnaturlige og det, der er usynligt for det blotte øje, men synligt for den følsomme og imødekommende sjæl.

 

Bibliografi

Digte

Gyrðir Elíasson:
Svarthvít axlabönd. Óskráð, 1983.
Gyrðir Elíasson:
Tvíbreitt (svig)rúm eða Póesíbók númer eitt komma tvö. Mál og menning, 1984.
Gyrðir Elíasson:
Bak við maríuglerið. Höfundur, 1985.
Gyrðir Elíasson:
Einskonar höfuð lausn. Mál og menning, 1985.
Gyrðir Elíasson:
Blindfugl/Svartflug. Norðan niður, 1986.
Gyrðir Elíasson:
Haugrof. Mál og menning, 1987.
Gyrðir Elíasson:
Tvö tungl. Mál og menning, 1989.
Gyrðir Elíasson:
Vetraráform um sumarferðalag. Mál og menning, 1991.
Gyrðir Elíasson:
Mold í skuggadal. Mál og menning, 1992.
Gyrðir Elíasson:
Indíánasumar. Mál og menning, 1996.
Gyrðir Elíasson:
Tvífundnaland. Mál og menning, 2003.
Gyrðir Elíasson:
Upplitað myrkur. Mál og menning, 2005.
Gyrðir Elíasson:
Nokkur almenn orð um kulnun sólar. Uppheimar, 2009.

Noveller

Gyrðir Elíasson:
Papirskibsregnen. Rosinante, 1991. (Bréfbátarigningin. Mál og menning, 1988.)
Gyrðir Elíasson:
Heykvísl og gúmmískór. Mál og menning, 1991.
Gyrðir Elíasson:
Tregahornið. Mál og menning, 1993.
Gyrðir Elíasson:
Kvöld í ljósturninum. Mál og menning, 1995.
Gyrðir Elíasson:
Vatnsfólkið. Mál og menning, 1997.
Gyrðir Elíasson:
Trésmíði í eilífðinni og fleiri sögur. Mál og menning, 1998.
Gyrðir Elíasson:
Gula húsið. Mál og menning, 2001.
Gyrðir Elíasson:
Steintré. Mál og menning, 2005.
Gyrðir Elíasson:
Mellem træerne. Torgard, 2011. (Milli trjánna. Uppheimar, 2009.)
Gyrðir Elíasson: Kobbermark. Vandkunsten, 2016. (Koparakur, 2014). Oversætter: Erik Skyum-Nielsen.
Gyrðir Elíasson: Det gule hus. Torgaard, 2019. (Gula húsið, 2018). Oversætter: Björn Sigurbjörnsson.

Romaner

Gyrðir Elíasson:
Gangandi íkorni. Mál og menning, 1987.
Gyrðir Elíasson:
Søvncyklen. Rosinante, 1995. (Svefnhjólid. Mál og menning, 1990.)
Gyrðir Elíasson:
Trésmídi í eilífdinni. Mál og menning, 1998.
Gyrðir Elíasson:
Næturluktin. Mál og menning, 2001.
Gyrðir Elíasson:
Hótelsumar. Mál og menning, 2003.
Gyrðir Elíasson:
Sandárbókin. Mál og menning, 2007.
Gyrðir Elíasson:
Ved Sandåen. En pastoralsonate. Torgard, 2012 (Sandárbókin, 2007).
Gyrðir Elíasson: Vinduet mod syd. Vandkunsten, 2018. (Suðurglugginn, 2018). Oversætter: Erik Skyum-Nielsen.

Om forfatteren

Skyum-Nielsen, Erik:
En sejr til digtekunsten. Information, 2011-04-12.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Gyrðir Elíasson

Kilder citeret i portrættet

Davíð Kjartan Gestsson:
Gyrðir Elíasson. www.sagenhaftes-island.is, 2011.
Information, 2011-04-07.
Aahauge, Jakob:
»Jeg ville egentlig være maler«. Kulturkontaktnord.org, 2011-05-09.