Det tog Garth Risk Hallberg seks år at skrive den 1000 sider lange ”City on fire” fra 2015 (”Byen brænder”, 2016), der undervejs eksperimenterer med både typografi, layout og synsvinkler. Alle fortællere er skrevet i tredje person, og læseren har med hver centrale karakters fortællerstemme et dybt indblik i personens tanker, følelser og komplekse forviklinger med bogens øvrige karakterer. Overklassekvinden Regan Hamilton-Sweeney ligger eksempelvis i skilsmisse fra sin mand Keith, der har haft en affære med den grænsesøgende teenager Samantha. Vi følger Regans tanker omkring hendes rige fars forfald, hans manipulerende kone Felicia og dennes udspekulerede bror ”Djævlebroderen” minutiøst, og da Samantha skydes nytårsnat, står Regan ikke langt derfra i eksistentialistisk samtale med den potrygende, sorte engelskunderviser Mercer Goodman. Mercer, der både er kæreste med Regans heroinmisbrugende lillebror og som underviser Regans børn.
Handlingen er centreret omkring to afgørende begivenheder: Nytårsaften 1976, hvor en ung kvinde skydes, og den store strømafbrydelse i New York i juli 1977. Her udnyttede mange grupper de manglende tyverialarmer og strømafbrydelsens anonymiserende mørke til at begå hærværk og indbrud i butikker, og i løbet af bogens sidste kapitler beskrives den destruktive rus, som mange af bogens karakterer befinder sig i under strømafbrydelsen.
52205972
”Byen brænder” myldrer med over 30 karakterer – heriblandt medlemmer fra det anarkistiske og internt rivaliserende punkband Ex-Nihilo, de to rodløse forstadsteenagere Samantha og Charlie, en polioramt kriminaldetektiv, en anorektisk overklassekvinde i skilsmisse og en sort, homoseksuel underviser, der drømmer om at skrive den næste store amerikanske roman. Sammen repræsenterer de det amerikanske samfund anno 1976/1977 med alle dets modsætninger, og den socialrealistiske stil brydes undervejs af indlagte mellemspil. Mellemspillene er udformede som f.eks. et punk-fanzine, sort/hvide fotos af New York og grålige breve fra bogens karakterer, og de fungerer både som stilmæssige konstruktionsbrud mellem bogens mange synsvinkler og som vidnesbyrd fra romanens mange miljøer.
Garth Risk Hallberg skriver realistisk på grænsen til journalistisk, men med et dybdepsykologisk indblik i hver af sine fortællerkarakterer. Personportrætterne er komplekse, og på trods af den virkelighedstro skrivestil indhylles byen New York i et drømmelignende og filmisk lys.