Den kolde krigs oprustning af atomvåben er afsættet for Laxness’ satiriske samfundsroman ”Atómstöðin” (”Organistens hus”, 1952), der udkom på islandsk i 1948. På grund af politiske interesser blev den danske oversættelse ”Atomstationen” i første omgang udskudt og senere omdøbt til ”Organistens hus”.
”Atomstationen” adskiller sig fra mange andre af forfatterens bøger ved at være skrevet i 1. person. Fortælleren er den unge bondepige Ugle, der selv er helt bevidst om sin manglende boglighed og borgerlighed. Hun kommer fra en lille flække på landet og drømmer om at lære at spille harmonium. Derfor opsøger hun Organisten i hans hus, der er mødested for en sær flok af folk. Kommunister, guder, politibetjente, en prostitueret, der kaldes Kleopatra, og Organistens gamle mor drikker kaffe og spiser tørre wienerbrødsrester hos den diplomatiske og rummelige klaverlærer, der altid giver Ugle blomster og gode råd.
Ugle er flyttet til Reykjavik for at arbejde som tjenestepige i huset hos politikeren Bue Arland. Han er gift med statsministerens søster, og der holdes jævnligt hemmelige møder med uniformerede amerikanere i hjemmet. Men den aristokratiske familie er i opløsning. Moren er jaloux og rejser efter flere hysteriske anfald til Amerika. Børnene har hver deres måde at skeje ud på. Datteren holder vilde burleske fester, og sønnerne kan, grundet deres navn, lave den ene kriminelle drengestreg efter den anden, uden at det får konsekvenser. Ugle bliver et jordnært holdepunkt i deres tilværelse, men da hun bliver gravid med en genert betjent, hun har mødt hos Organisten, flytter hun tilbage til sin familie på landet for at føde.
Handlingen forløber over et år og vender den klassiske hjem-ude-hjem formel fra dannelsesromanen på hovedet. Ugles oplevelser følger formen ude-hjem-ude, og hovedstaden med dens kaos, samt frie og frivole mennesker, bliver i sidste ende stedet, der muliggør hendes ambitioner om et liv som frit, selvstændigt og socialt bevidst individ. Fortællingen er ironisk, men selvom karaktererne har et komisk præg, er alvoren alligevel allestedsnærværende. Truslen om atomkrig lurer bag den ironiske facade og alle opfører sig, som var de i undtagelsestilstand.