Nogle mener, at Halldór Laxness’ litterære status i Island er på højde med de islandske sagaers. Uanset om man er enig i denne påstand eller ej, er det sikkert at disse romanlignende fiktioner fra 1100-1400-tallet betød meget for Laxness. Sagaernes helte er baseret på historiske personer, og flere af Laxness’ romanfigurer er på lignende vis inspireret af fortidens virkelige digtere og lærde.
Laxness har lagt kimen for Island som litterær nation. Mange af de yngre islandske forfattere er inspireret af hans forfatterskab. Eksempelvis skrev Hallgrímur Helgason i 2001 bogen ”Hofundur Íslands” (”Islands forfatter”, 2005), der med en kærlig ironisk distance er en allegori over Halldór Laxness’ liv og værk. Kristín Marja Baldursdóttirs socialrealistiske og samfundskritiske gennembrudsroman ”Karítas án titils” fra 2004 (”Karitas uden titel”, 2007) er blevet kaldt en kvindelig pendant til Laxness. Baldursdóttirs kvindelige hovedperson deler styrke og overlevelsesinstinkt med karakterer som Salka Valka, Snæfrídur og Ugle. Ligesom den bukseklædte fiskerpige Salka Valka udkæmper Karitas sin egen kvindekamp og nægter stædigt at affinde sig med samfundets normer og diskrimination. Af andre skandinaviske forfattere, der har skrevet socialrealistiske romaner om religiøse fiskerfamilier, fattige bønder, uægte børn, revolutionære sind og lignende, kan bl.a. nævnes danske Hans Kirk, Martin Andersen Nexø og den færøske Wilhelm Heinesen.
Halldór Laxness blev næsten 100 år, og i sit liv mødte han selv personligt mange af sin samtids internationalt anerkendte forfattere. Flere af disse møder har han beskrevet i erindringsessaysamlingen ”Skádatími” fra 1963 (”En digters opgør”, 1964), hvori han også gør sig følgende tanker om James Joyces hovedværk ”Ulysses”: ”Forskellen på James Joyce og andre surrealister er ganske simpelt den, at han overgår dem alle og med sit format har udryddet alle sine kolleger, så at der af hele denne retnings høst kun er blevet én bog tilbage, ”Ulysses”, der virker på et nutidsmenneske som noget helt unikt. Dette forsøg er da også i sin natur så enestående, at enhver, der prøver på at efterligne et sådan mirakel, nedværdiger sig; eller rettere afliver sig som forfatter.” (Halldór Laxness: En digters opgør. Gyldendal, 1964. S. 53).