I ”Hið ljósa man” (”Den lyse mø”, 1947), der udkom i 1944, er hovedpersonen den smukke Snæfrídur Bjórnsdóttir Eydalín. Hun er ud af en fin familie. Hendes far Eydalín er lovmand på Thingvellir, der var det sted, hvor det islandske Alting mødtes og vedtog love, løste konflikter og dømte forbrydere.
Snæfrídur har som ung, mod sin faders vilje, giftet sig med junkeren Magnús Sigurdsson, og sammen bor de på den misholdte hovedgård Brædratunga. Magnús er afhængig af brændevin, og deres samliv er præget af hans utilregnelighed og humørsvingninger. Ofte forsvinder han i flere dage, hvor han drikker sig fra sans og samling, slås, horer, skalter og valter med deres penge, før han må slæbes forslået og medtaget hjem. Her vasker og plejer Snæfrídur utrætteligt hans tømmermænd, og gang på gang tilgiver hun ham hans dumheder.
Graden af Magnús’ udskejelser tager til, men selv da han i en brandert sælger sin kone til to mænd for en tår brændevin, håndterer Snæfrídur konflikten med sindsro. Først da Magnús en nat forsøger at dræbe hende med en økse, fordi hun ikke vil udlevere sine arvesmykker til ham, får hun nok. Hun flytter midlertidigt til Skálholt, hvor hendes søster bor sammen med sin ægtemand, biskoppen.
Samtidig ankommer den lærde Arnas Arnæuis til Skálholt. Han leder efter gamle islandske dokumenter til sin samling i København. Da den lyse mø, som Snæfrídur også kaldes, var 15 år, forærede Arnas hende en ring, og hun forelskede sig hovedkulds ham. Siden er de begge blevet gift til anden side, og at indlede en affære under biskoppens tag er skandaløst. Alligevel besøger Snæfrídur Arnas om natten, og da Magnús, med hjælp fra den lokale præst, får nys om det, anklager han offentligt Arnas for utroskab.
I romanen udstiller Laxness fanatisk fromhed, bl.a. ved at lade præsten og bispefamilien være nogle af bogens største hyklere. De dilemmaer, som kærlighed og ægteskab kan medføre i en kristen kontekst, er de centrale tematikker, og Snæfrídur, der er lige så snu som hun er smuk, lytter hellere til sit hjerte end til Guds ord.