”Íslandsklukkan” (”Islands klokke”, 1946) er titlen på den første roman i Laxness’ romantrilogi om retfærdighed, social deroute og nationalisme. Trilogien består, ud over ”Íslandsklukkan” fra 1943, af ”Hið ljósa man” fra 1944 (”Den lyse mø”, 1947) og ”Eldur i Kaupinhafn” fra 1946 (”København brænder”, 1948). Romanerne foregår i slutningen af 1600-tallet og starten af 1700-tallet. Island var på det tidspunkt underlagt Danmark, og Christian den 4. havde givet danske borgere eneret på al handel med Island. Rammen om de tre fortællinger er historisk, men Halldór Laxness præciserer indledningsvis, at romanernes ”personer, begivenheder og stil retter sig udelukkende efter selve værkets egne love” (s. 4). Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, men persongalleriet er overlappende, og de tre hovedpersoners skæbner er flettet ind i hinanden.
I ”Íslandsklukkan” er hovedpersonen den fattige Jón Hreggvidsson, der i indledningsscenen hjælper danskerne med at slå den gamle klokke på Thingvellir i stykker. Netop denne klokke blev brugt til at ringe, når nogen var blevet dømt til døden på Altinget, men på kongens befaling skal alt kobber og malm nu bruges til at genopbygge det krigshærgede København. Under arbejdet kvæder Jón et kvad, der fornærmer kongen, og han idømmes fireogtyve piskeslag for det. Herefter anklages han for at have slået den bøddel ihjel, der piskede ham. Bødlen findes død i en mose, men der er ingen beviser på, at Jón har myrdet ham. Med den smukke adelskvinde Snæfrídurs hjælp flygter Jón fra sin dødsstraf, først til Holland og Tyskland og derfra videre til Danmark. Han søger om benådning hos den lærde Arnas Arnæuis i København, hvilket Snæfrídur har rådet ham til.
Laxness skildrer et retssystem i opbrud og kritiserer gennem sin fiktion danskernes hensynsløse måde at fratage islændingene deres kultur og tradition på. Selve klokken fremstår som et symbol på dødsstraf, men budskabet bliver antivoldeligt, da klokken først slår revner og siden hen destrueres, så den ikke længere kan ringe. Derved rejser romanen det evigt aktuelle spørgsmål om, hvem der har ret til at dømme et andet menneske til døden.