”Eldur i Kaupinhafn” fra 1946 (”København brænder”, 1948) foregår i årene frem til Københavns brand i 1728. Handlingen udspilles primært i København blandt kongens embedsmænd. Den lærde islænding Arnas Arnæuis er netop blevet dømt for at have været sin danske kone utro med den islandske Snæfrídur, som han stadig elsker. Giftemålet med danskeren foretog han udelukkende af økonomiske grunde, så han kunne sikre sig økonomisk frihed til sit arbejde med at indsamle gamle islandske skrifter. Arnas er den mest magtfulde islænding i København, men samtidig er hans indflydelse og ære under pres. Ved et kongeligt jagtbal afslører en nordtysk handelsmand, at den danske konge gladeligt vil sælge Island til tyskerne for at finansiere flere royale fester og en forestående krig mod Sverige. Arnas bliver tilbudt at indgå i denne handel ved selv at blive regent, men han frasiger sig tilbuddet med det argument, at hans hjemland ikke er til salg.
Samtidig rejser Snæfrídur til den danske hovedstad for at genrejse den retssag, der fratog hendes far sin ære. Pesten har hærget i Europa, og hun er den eneste overlevende fra sin slægt, der går tilbage til sagatidens helte og heltinder.
Da branden bryder ud, går mange af de værdifulde håndskrifter, som Arnas har brugt hele sit liv på at spore, indsamle og bevare, til i ilden. Professoren er grundet kærlighedssorger desillusioneret, og da han betragter sit livsværk gå op i røg, er hans eneste kommentar: ”Der er de bøger som man aldrig og ingen steder får magen til lige til dommedag.” (s. 339).
Karakteren Arnas Arnæuis er inspireret af den lærde islænding Árni Magnússon, der i sit liv indsamlede en betydelig mængde islandske håndskrifter. Hans samling, der i dag er på UNESCOS liste over verdenskulturarv, blev først tilbageleveret til Island i 1970’erne. Kritikken af at islandsk kultureje skulle være i danske hænder, er romanens primære omdrejningspunkt. Trilogien ”Islands klokke” blev da også skrevet i tiden omkring 1944, da Island blev udnævnt til en uafhængig republik, og kolonimagters kyniske forvaltning og kampen for national selvstændighed løber som en rød tråd gennem alle tre romaner.