– Jeg er ligeglad med hvad folk siger.
– Det går det nu ikke an at være, lille du.”
Halldor Laxness fik sit internationale gennembrud med de to romaner ”Þú vínviður hreini” (”Du vinstok, du rene” – 1. del i ”Salka Valka”, 1934) og ”Fuglinn í fjörunni” (”Måge hedder fuglen” – 2. del i ”Salka Valka”, 1934) om den fattige, viljestærke drengepige Salka. Den samlede danske udgivelse fik hovedpersonen Salvör Valgerdurs kælenavn ”Salka Valka”, da den blev oversat i 1934.
27285023
I starten af 1900-tallet ankommer den 11-årige Salka sammen med sin fattige mor Sigurlina til den afsides fiskerby Osøre. Stedet er mærket af sult, og de modtages koldt af dets beboere. Kun den fordrukne sømand Steintur forbarmer sig over dem og tilbyder husly. På eget initiativ får Salka arbejde i fiskeriet og egen bankkonto hos den rige købmand Johann Bogesen. Sigurlina drømmer om at starte et nyt liv i Osøre, men hendes tid der udgør en lang lidelse, ikke ulig den Jesus Kristus’ som hun fanatisk tilbeder. Hun forelsker sig inderligt i Steintur, der er bestialsk tiltrukket af Salka, som han forsøger at voldtage. Salka er ikke en almindelig pige. Hun går i bukser og stritter imod, hvilket kun ophidser Steintur des mere. Sigurlina derimod kan ikke modsige sig hans overgreb, og han gør hende gravid, hvorefter han stikker af. Da deres lille søn dør som spæd, opgiver Sigurlina livet og drukner sig i havet. Men der er også enkelte lyspunkter i Salkas barndom. Drengen Arnaldur lærer hende at læse og skrive. Hun forelsker sig i hans drømmende blik, men han forlader også pludselig Osøre.
I anden bog er Salka blevet voksen. Hun har skabt sig et lille hjem og arbejder som sekretær i Sømandsforeningen, hvorigennem hun kæmper for fiskernes rettigheder. Byen omdannes til en ideologisk kampplads, hvor kapitalister, kommunister, kristne og byens børn, gamle og særlinge alle inddrages. Johann Bogesen taber kampen til Steintur, der vender tilbage og opkøber fiskerbåde for en formue, han har tiltusket sig i udlandet. Også Arnaldur vender tilbage som dedikeret kommunist.
Portrættet, som bøgerne tegner, af den målrettede, selvstændige Salka gør kvinden til symbol på medmenneskelighed, omsorg og den kærlighed, der ifølge Arnaldur, er en forudsætning for at kunne bekæmpe fattigdom.