Døden er altid nærværende i Bent Hallers bøger. I ”Englens spor” (1988) erfarer Just, at det er svært at leve videre uden Rebecca. Livet giver ingen mening, mørket er sort og farligt, og kroppen gør knuder. I en drøm møder Just Rebecca igen, og sammen rejser de igennem sorgens univers, så Just kan få bearbejdet sin sorg og komme videre. Der er store følelser på spil.
Det er der også i ”Neondrengens profeti”, der udkom i 1993, hvor en gipsengel står og vakler på Saras reol. Sara skubber den i sikkerhed, mens hun tænker på sin drøm om neondrengen, der bringer bud om, at hun skal føde en søn. Den 10-årige pige føder vitterlig en søn, som hun kalder Sølnvan (=Navnløs). Den lille fyr spreder næstekærlighed, fred og livsglæde omkring sig blandt de narkomaner, pushere, alkoholikere og plattenslagere, der befolker storbyens slum. Der er undervejs mange henvisninger til Bibelen, og Sølnvan er en slags Jesus-skikkelse, der til sidst må dø for måske at genopstå. Det rå samfund er for en kort bemærkning præget af hans indflydelse, og en næsten paradisisk tilstand hersker.