Katamaranen

Bent Hallers romandebut kom med ”Katamaranen” i 1976, da han vandt forlaget Borgens børne- og ungdomsbogskonkurrence. Bent Haller boede i slutningen af 1970’erne i et stort betonbyggeri i Aalborg og beskrev livet i betonslummen som både voldeligt og afstumpet, og for bogens to hovedpersoner nytter det ikke meget at flygte på en katamaran for at søge efter et bedre eller i hvert fald et anderledes liv.

Den ubarmhjertige afdækning af velfærdssamfundets skyggeside blev fulgt op i ”Sabotage” (1977), hvor nogle unge udvikler sig fra fredelige demonstranter og protestgrupper til bypartisaner, der bruger vold for at nå et politisk mål. Så var der lagt i kakkelovnen til Bent Haller. En heftig debat og en følelsesladet offentlig diskussion udsprang fra disse to bøger, ikke mindst da de blev forvist fra Thisted Biblioteks børneafdelinger, og adskillige politikere ønskede dem hen, hvor peberet gror.