En del af Bent Hallers bøger kredser om fremtiden og om de forhold, børn kan komme til at leve under, hvis vi ikke passer på jorden. Der er vitterlig ikke meget håb at hente i ”Man smider da ikke børn i skraldespanden” (1984). Her skildres en barsk fremtidsversion af et Danmark i forfald, hvor omstrejfere og glubske hunde udgør en konstant fare for de få beboere i øde boligområder. To børn hutler sig igennem og finder en baby i en skraldespand, som de prøver at holde liv i. Viktoria kalder de barnet. Opgaven vokser dem over hovedet, og de ender med at overlade hende til et tilfældigt par de møder – måske hendes forældre.
”Man smider da ikke børn i skraldespanden” følges op af ”En grøn plet i himlen” (1987), hvor Victoria (nu skrives hendes navn med c) er stukket af hjemmefra. Sammen med David prøver hun at skabe sig et fristed og noget, der ligner en fremtid, på toppen af en forladt bygning. De får skabt en grøn plet, hvor der efterhånden kommer planter, fugle og dyr. Det grønne symboliserer i høj grad håbet. Victoria er gravid, formentlig misbrugt af sin stedfar, men selv om barnet er et resultat af et overgreb, symboliserer det fremtiden. Det optimistiske i tonen, der støttes af børnenes ømhed og livsglæde, har hårde odds imod sig i form af en rå og afstumpet verden uden for deres lille paradis.
Haller arbejder videre med temaet fra ”Man smider da ikke børn i skraldespanden” og ”En grøn plet i himlen”, da han i ”Forbudt for børn” (1989), fortæller historien om to børn, der får nok af livet i parcelhuset. Det er et kvælende overbeskyttet liv, som Frederik og lillesøsteren Margrete forlader. De drager ud i verden og oplever sult, krig, flykapring og flygtningelejre. Det er en anden form for fattigdom, de møder, men de vælger livets uforudsigelighed i stedet for den åndelige fattigdom og ligegyldighed, deres liv i parcelhuset var bygget på. En barsk anklage mod samfundsudviklingen og ikke mindst mod forældrenes omklamrende omsorg. Spørgsmålet er, om børnene overhovedet kan vende tilbage til den lilleputverden, de forlod, og hvor virkeligheden var ”forbudt for børn” ligesom på fjernsynet.