I ”Mig littel ponni” fra 1994 er hestene og ponyerne godt trætte af pigernes pylren om dem. Altid strigler og børster de hestene og pludrer om ridelærere, halm og konkurrencer. Hestene vil væk fra al den omsorg. De længes kort og godt efter friheden i form af andre græsgange og galop over store vidder, og en nat lykkes det for en lille gruppe at slippe væk fra den lune stald. I starten er de forsigtige og går lidt på må og få, og først da den mindste og stædigste pony overtager føringen, finder de friheden. Men i friheden er der koldt, og maden smager ikke nær så godt som hjemme i stalden. Ikke alle egner sig til livet i friheden, og de fleste vender da også mulen hjemad igen – ganske frivilligt. Bent Haller viser her, at han med et blink i øjet kan se den samme sag fra flere sider.
Sammen med Alice Haller har Bent Haller skrevet en fornøjelig serie om tvillingerne Mette og Marie. Der er foreløbig kommet fem bind i serien, som alle udkom mellem 1994 og 1996 og begynder med bogen ”Hvem gider heste?”, hvor Mette og Marie keder sig på en ferie i Sverige og derfor slæbes med på en rideskole af deres far. Marie kan ikke lade være med at kysse krikken, og så får de jo ikke lagt sadlen på de små ponyer, men det lærer de i løbet af de næste bøger.
Det er vitterlig ”kærlighed ved første hest”, det drejer sig om. Problemet er bare, at heste, rideskole og ridelejre koster penge, og far og mor har ikke mange af dem. Serien om Mette og Marie indeholder udover ”Hvem gider heste?” også ”Lige ved og hesten”, ”Hyp, alle mine heste” og ”Alle disse hestekræfter” og er letlæste. Haller har en god fornemmelse for småpigers længsel efter heste og ikke mindst deres stædighed for at opnå, hvad de har sat sig i hovedet. Samtidig viser han, at det kan lade sig gøre at skrive letlæste bøger af høj kvalitet, både hvad angår sprog og indhold.