Rasmus Halling Nielsens ”Vi elsker maskiner” fra 2013 er både udfordrende og genrekonventionsbrydende. Bogen starter som en kriminalroman om drabskommissær Pedersen, der får en opringning om et drab. Handlingen er konkret og sproget nøgternt, men allerede i tredje linje ændrer både handlingen og sproget karakter til at blive abstrakt og obskurt.
Derfra fortsætter teksten med et fortællende jeg i spidsen i et næsten manisk tempo, uden tegnsætning og pauser. Senere vender bogen tilbage til drabskommissær Pedersen, undervejs med parallelspor om Aladdin, Lis og Kis og et langt og poetisk galopperende afsnit om Dr. Quinn (fra ”Lille doktor på prærien”). Der klippes mellem de forskellige spor; indimellem væver de sig sammen og enkelte gange afbrydes de af skærmbilleder fra en internetblog. Alt sammen medvirkende til at udfordre fortællestilen og genren.
50790010
Jegets forhold til storbyen og forstaden udgør et tema i bogen. Jeget har for eksempel – ligesom Rasmus Halling Nielsen selv – et ambivalent forhold til den nordsjællandske forstad Allerød, hvilket skildres i teksten: ”Hvad kan Lillerød Allerød hvad kan den by kan den hoppe på ansigtet kan den danse med kroppen kan den forstå/ noget jeg tror ikke at den kan forstå noget” (s. 4).
Teksten maskinelle udtryk, der i sig selv udgør et tema, forstærkes i bogens anden halvdel, som er overstreget med sort ligesom censur af hemmelige dokumenter. Dog med undtagelse af de sidste sider og denne afsluttende kommentar: ”fuck det er forkert jeg savner dig jeg er en fremmed jeg er en fremmed på hænderne og fingrene skriver det her jeg vil være som vinden rejse susende smadre mod ruden” (s. 100). Citatet viser Rasmus Halling Nielsens optagethed af den person, som skriver – som en slags selvundersøgelse på skrift.
I sit forfatterskab er Rasmus Halling Nielsen optaget af at undersøge sine egne tekster for at udforske, hvad det er for en person, der skriver, som han gør.