I 1884 offentliggjorde Knut Hamsun en artikel om Mark Twain under navnet Knut Pedersen Hamsund. En sætternisse åd det sidste d. På den måde opstod det pseudenym, som han er blevet kendt under, Knut Hamsun.
Knut Hamsun er døbt Knut Pedersen i Lom i Guldbrandsdalen i Norge i 1859, hvor han boede de første fire år af sit liv. Hans forældre var fattige, og da en velhavende onkel tilbød dem at passe en af hans gårde, flyttede de til Hamarøy i Nordnorge. Onklen drev også et mindre posthus, og fem år senere tog han Hamsun ind som hjælper. Efter at være blevet tævet og sultet i seks år flygtede Hamsun i 1874. De næste femten år levede han af småjobs, udgav et par romaner, opholdt sig nogle år i USA og opbyggede en mening om livet i almindelighed og litteratur i særdeleshed. Det meste af tiden var han fattig og i perioder på den anden side af sultegrænsen. Den danske forfatter Thorkild Hansen har i “Processen mod Hamsun” fremhævet, at det er i lidelse og modgang, at Hamsun finder sin inspiration. Det er en hypotese, man kan fremsætte om mange kunstnere. Den forklarer en håndfuld inspirerede værker i halvfemserne, hvor Hamsun skrev på erfaringerne fra sine første hårde tredive leveår, og hvor alt, hvad han stod for som litterat, gik imod periodens hovedstrømninger. Den forklarer også mindre inspirerede værker i tider, hvor Hamsun sidenhen havde fred i sit liv.
Forfatterskabet falder i to overordnede perioder. De psykologiske romaner i halvfemserne og de sociale romaner, som udgør hovedparten af resten af forfatterskabet. Litteraturhistorisk er det de første, som har størst betydning og grundlægger hans berømmelse med en række greb, som indvarsler den højeksperimenterende stilperiode, vi kender som modernismen. I de sociale romaner når han sin fulde højde som realistisk fortæller med hovedværket “Markens Grøde”, som i 1920 indbragte ham nobelprisen.