Baggrund

Citat
“Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har fået mærker af den. Jeg ligger vågen på min Kvist og hører en Klokke nedenunder mig slaa seks Slag; det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at færdes op og ned i Trapperne. Nede ved Døren hvor mit Rum var tapetseret med gamle Numre af “Morgenbladet”, kunde jeg saa tydelig se en Bekendtgørelse fra Fyrdirektøren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende Avertissement fra Bager Fabian Olsen om nybagt Brød. Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tænke efter, om jeg havde noget at glæde mig til idag...”
“Sult”, s. 5.

I 1884 offentliggjorde Knut Hamsun en artikel om Mark Twain under navnet Knut Pedersen Hamsund. En sætternisse åd det sidste d. På den måde opstod det pseudenym, som han er blevet kendt under, Knut Hamsun.

Knut Hamsun er døbt Knut Pedersen i Lom i Guldbrandsdalen i Norge i 1859, hvor han boede de første fire år af sit liv. Hans forældre var fattige, og da en velhavende onkel tilbød dem at passe en af hans gårde, flyttede de til Hamarøy i Nordnorge. Onklen drev også et mindre posthus, og fem år senere tog han Hamsun ind som hjælper. Efter at være blevet tævet og sultet i seks år flygtede Hamsun i 1874. De næste femten år levede han af småjobs, udgav et par romaner, opholdt sig nogle år i USA og opbyggede en mening om livet i almindelighed og litteratur i særdeleshed. Det meste af tiden var han fattig og i perioder på den anden side af sultegrænsen. Den danske forfatter Thorkild Hansen har i “Processen mod Hamsun” fremhævet, at det er i lidelse og modgang, at Hamsun finder sin inspiration. Det er en hypotese, man kan fremsætte om mange kunstnere. Den forklarer en håndfuld inspirerede værker i halvfemserne, hvor Hamsun skrev på erfaringerne fra sine første hårde tredive leveår, og hvor alt, hvad han stod for som litterat, gik imod periodens hovedstrømninger. Den forklarer også mindre inspirerede værker i tider, hvor Hamsun sidenhen havde fred i sit liv.

Forfatterskabet falder i to overordnede perioder. De psykologiske romaner i halvfemserne og de sociale romaner, som udgør hovedparten af resten af forfatterskabet. Litteraturhistorisk er det de første, som har størst betydning og grundlægger hans berømmelse med en række greb, som indvarsler den højeksperimenterende stilperiode, vi kender som modernismen. I de sociale romaner når han sin fulde højde som realistisk fortæller med hovedværket “Markens Grøde”, som i 1920 indbragte ham nobelprisen.