Knut Hamsun siger i sin berømte, litterære programerklæring “Fra det ubevisste sjeleliv” noget i retning af, at han er træt af figurer, som alle og enhver kender fra fiskemarkedet. Han vil have komplekse, flerdimensionelle karakterer. Han vil ind under huden på sine personer. Han vil lave psykologiske portrætter. Til det formål rendyrker han op gennem halvfemserne den indre monolog, flashbacks (tilbageblik) og stream of consciousness (bevidsthedsstrømme – en litterær udgave af rablen) og beskriver hovedpersonernes drømme, hallucinationer og kunstneriske frembringelser i sine værker. Første gang i romanen “Sult” fra 1890 om en ung fattig mand ved navn Tangens trængsler i Oslo i slutningen af det nittende århundrede.
Handlingen er akkurat lige så fragmentarisk og episodisk som hovedpersonens liv. Tangen vakler rundt i Oslo uden meget andet end en forfatter i maven. Sulten er hans permanente og forræderiske vandringskammerat. Den forstyrrer hans tanker og hans sanser og kaster ham rundt mellem eufori og håbløshed. Han prøver at afsætte en artikel eller finde lidt forefalden arbejde. Han lader sig fængsle for at få et sted at sove. Han gir’ sine sidste penge væk. Han skriver på et drama. Han bliver forelsket. Han har ikke det store held. Normalverdenen smelter væk. Han kan ikke få det til at hænge sammen.
“Sult” har med årene opnået status af en kultroman. Hvis man sætter fremmedgørelse og sammenbrud ind i stedet for sult, aner man slægtskabet med moderne klassikere som “Den fremmede” og “The Catcher in the Rye”. Hvis man føjer stoffer og vold til forlænger tråden sig op til nyklassikere som “The Basketball Diaries”, “American Psycho” og “The Fight Club”. I forordet til en amerikansk udgave af “Sult” skrev forfatteren og selv nobelprismodtager Isaac Bashevis Singer om Hamsun: “Han er i enhver betydning far til den moderne skole indenfor litteratur – hans subjektivitet, hans fragmentering, hans brug af flashbacks, hans lyriske kvaliteter. Hele fiktionens moderne skole stammer i det tyvende århundrede fra Hamsun.”