Hovedpersonen i “Mysterier” fra 1892, Nagel, ankommer med dampskibet til en lille norsk kystby og gir’ sig med det samme til kende som en ekscentrisk størrelse. Han er iklædt et gult sæt tøj og har en pels med, selv om det er midt på sommeren. Han går heller ikke i land med det samme, men driver om på dækket indtil sidste øjeblik. Herfra vokser mysteriet om den besynderlige skikkelse. Han blander sig i det lokale liv, men mere som en elefant i en glasbutik end en mand, som forstår at hyle med de ulve, han er iblandt. Han slår sig ned på det lokale hotel og ødelægger med det samme en god lokal skik med at ydmyge den undseelige Minutten i hotellets restaurant; han kurtiserer den grå og fattige gammeljomfru Martha Gude, samtidig med at han gør klodset kur til den unge, smukke og allerede bortforlovede Dagny Kielland; han har et glas cyanid på sig, i fald han skulle få lyst til at forlade livet; han får besøg af en mystisk, udenbys dame, som tager af sted et par timer, efter hun er kommet; han har meninger, som man ikke er vant til: Det er ikke lægevidenskab, men tro og naturlig disposition, som helbreder folk; den fejrede engelske statsmand Gladstone er bigot; den endnu mere fejrede norske nationalstolthed, dramatikeren Ibsen, er en oppustet, huslig oprørstænker, der fører en nål som en lanse, Tolstoy er gammel og livssvag, osv. Man kan kende en del af Hamsuns kæpheste i disse argumenter, og Knut Hamsuns søn, Tore Hamsun, har hævdet, at Nagel er Knut Hamsun, ligesom de talentfulde, men rodløse, destruktive og marginaliserede hovedpersoner i Hamsuns psykologiske romaner i det hele taget låner mange træk, synspunkter og erfaringer fra deres forfatter.