“Victoria” fra 1898 er en lille kærlighedshistorie om den fattige møllersøn Johannes, som forelsker sig i herremandsdatteren Victoria. Som ung flytter han til Oslo for at opfylde en ambition om at blive forfatter, mens Victoria bliver tilbage for at opfylde sin fars ambition om at blive rigt gift. Den geografiske og sociale afstand imellem dem henviser Johannes’ kærlighed til de digte, han skriver, som kun handler om Victoria. Victoria er for sin part henvist til sin længsel og en kvist, som Johannes engang rørte ved.
Da Johannes’ succes og opstigen i samfundet endelig ser ud til at være af et omfang, der kan udligne kløften imellem dem, og Victoria er parat til at tage springet, kommer hans sind i vejen med en selvdestruktiv latens, som han deler med de andre hovedfigurer i Hamsuns psykologiske romaner (to begår selvmord, en går i landflygtighed).
21848522
Og han forlover sig med en pige, som han ikke elsker, og som ikke elsker ham. Det ender bedrøveligt med, at Victoria dør af en rædselsfuld sygdom: “Lev da vel, Johannes, og Farvel for altid. Og Tak endnu engang for hver eneste Dag og Stund. Jeg kan ikke mere.
Deres Victoria.
Nu har jeg faaet Lampen tændt, og det er meget lysere for mig. Jeg har ligget i Dvale og atter været langt borte fra Jorden.
Gudskelov, det er ikke saa uhyggeligt for mig som før, jeg hører endog lidt Musik, og frem for alt var det ikke mørkt. Jeg er saa taknemmelig. Men har jeg ikke Kræfter mere til at skrive. Farvel min elskede …” (s. 141),
skriver Victoria i sit afskedsbrev, som for perioden var afsindigt gribende, og med tanke på Hamsuns bundkonservative verdensopfattelse måske en vemodig afsked med det viktorianske kvindeideal, der var under voksende beskydning af udviklingen, og som den dydssirede herremandsdatter repræsenterer af navn såvel som af gavn.