Efterhånden som Hamsum bliver etableret med kone, børn og en stor gård, Skogheim i barndomssognet Hamarøy i Nordnorge, får outsideren og rebellen konkurrence om hans opmærksomhed (om end aldrig om hans sympati) med mere samfundstilpassede størrelser som Isak i hovedværket “Markens Grøde” fra 1917. Samtidig må den vilde natur, som hidtil har været idealiseret som et inspirerende fristed fra storby, industrialisering og ævl og kævl, dele pladsen i hans hjerte og bøger med landbrugslandet.
Isak er en simpel bonde, som skaber sig en tilværelse i ødemarken. Han opdyrker jorden fra grunden, får sig en kone og nogle børn og lægger efterhånden fundamentet til et lille samfund med savværk, skole, købmandsforretning og nabogårde. Men det sker selvfølgelig ikke uden modstand og tilbageslag. Bare besværet med at få en kone er lige ved at tage pippet fra ham. Han lader samerne, som under deres vandringer bragte nyt fra gård til gård og bygd til bygd, fortælle videre, at han står og mangler et kvindfolk på sin gård, men der går umindelige tider, før der endelig dukker en kandidat op. Køn er hun jo ikke, hun er skæmmet af et hareskår, men Isak er på det tidspunkt ikke så forfærdeligt nøjeregnende og for øvrigt heller ikke dummere, end han godt kan regne ud, at hareskåret nok også er grunden til, at hun overhovedet er interesseret i ham – han er jo gået og blevet lidt vildmandsagtig derude på myren, og faktisk er der jo heller ikke rigtigt et rigtigt hus på hans jord endnu, bare en rønne – og efter lidt tranedans rykker hun ind i sengehalmen, og Isak er egentlig ganske godt tilfreds. Da Inger, som hun hedder, nogle dage senere oven i købet bringer en ko til gården, er det ren og uforfalsket kærlighed.
“Den er tværs igennem vakker; mættet med visdom og humor og ømhed.” sagde den engelske forfatter H.G Wells (“Tidsmaskinen”, “Dr. Moreaus ø” m.fl.) om “Markens Grøde” og kaldte den en af de allerbedste romaner, han nogensinde havde læst. Den tyske nobelprisvinder Thomas Mann konstaterede, at det var en “Vidunderlig, helt fantastisk bog!” Tre år efter den udkom, udløste den en nobelpris, og ingen bør lade sig skræmme af, at sproget står, som det blev talt blandt bønderne. Tværtimod. Det føjer bare til musikken.