Peter Handke bliver ofte sammenlignet med den norske forfatter Knut Hamsun, der ligesom Handke splittede sine landsmænd med på den ene side sine æstetiske frembringelser og på den anden side sin politiske overbevisning. Hamsun støttede under Anden Verdenskrig åbenlyst det nazistiske styre i Tyskland og skrev en hyldest til Hitler efter hans selvmord. Ved krigens afslutning fik det den norske befolkning til at brænde hans bøger af i store bål på gaderne. Omvendt er Hamsun blevet fejret som en af Norges største forfattere, og han modtog i 1920 Nobelprisen i litteratur. Ligeledes kom Peter Handke i modvind, fordi han åbenlyst flere gange har taget Serbiens parti i Balkankrigen – senest da han dukkede op i Beograd ved Milošević's begravelse for at holde tale.
Sammenligningen mellem de to forfattere er derfor oplagt på grund af deres kontroversielle politiske holdninger, men også på den litterære front har de flere ting til fælles. Ligesom hos Peter Handke er vandreren et gennemgående motiv i Knut Hamsuns romaner. Vandreren dukker op som en fremmed skikkelse i en lille flække, eller han færdes fortumlet i storbyen. Særligt mellem Hamsuns ”Sult” fra 1890 og Handkes ”Målmandens frygt for straffespark” er der væsentlige paralleller. I begge romaner bliver hovedpersonen beskrevet som et menneske, der ikke formår at skabe sammenhæng i sit liv. Han er fremmedgjort i forhold til sine omgivelser, utilpasset og ude af stand til at forene sin subjektive psyke med verden udenfor.
Peter Handkes forfatterskab er også beslægtet med andre modernistiske forfattere som f.eks. James Joyce, hvor hovedpersonernes psyke får lov at accelerere i bevidsthedsstrømme, hvor følelsen af tid og rum er ophævet, og hvor individets forbindelse til omverdenen fremstår vilkårlig og meningsløs. Ligeledes nævnes Franz Kafka ofte i forhold til Peter Handkes litterære produktion. Når en fortælling er ”kafkask”, forsøger man ofte at beskrive oplevelsen af fremmedgørelse: det vil sige et menneskes oplevelse af, at sprog, rutiner og sociale konventioner pludselig fremstår meningsforladte, absurde og måske ligefrem mareridtsagtige. Med andre ord er menneskets egen psykologi ude af trit med omgivelserne.
Norske Jon Fosse er en nyere forfatter, der ligesom Peter Handke kredser om problemet med at kunne repræsentere verden autentisk. Ligesom Handke skriver han ikke kun prosa, men også skuespil, essays og digte, og så har de en interesse for sproget til fælles. Fosses undersøgende brug af sprogets mekanismer og strukturer er en eksistentiel ekspedition efter at finde et sprog, der er oprindeligt og rent.