Peter Handkes ”Don Juan (erzählt von ihm selbst)” fra 2004 (”Don Juan (fortalt af ham selv”), 2005) er en gendigtning af legenden om Don Juan, den mytiske kvindebedårer, som har været hovedperson i både Molières skuespil ”Don Juan” og Mozarts opera ”Don Giovanni”.
Don Juan dukker op hos en fransk kroejer på flugt fra et vredt kærestepar, som han har beluret. Mens han lader sig beværte af kroejeren, fortæller han over syv dage om sine mange erotiske eskapader, som altid ender med, at kvinden føler sig forrådt på grund af hans kun flygtige opmærksomhed.
Don Juans historier drejer sig om selve forførelsens magiske øjeblik, hvor han oplever at blive ét med det andet menneske. Han ønsker slet ikke at forføre kvinderne, men de tiltrækkes ubehjælpeligt af hans ensomhed. Han er en ”forældreløs” sjæl, der i sin sorg efter at have mistet sin søn flakker omkring – fra ørkenen omkring Damaskus til Norges kyster.
25870166
Forførelsen er en slags gentagelsestvang, et forsøg på igen og igen at kunne komme tættere på den søn, som han har mistet og dermed hele bruddet mellem sig selv og verden. Derfor bliver kvinderne også alle beskrevet ens – eller rettere: ved ikke at beskrive deres personlige karaktertræk eller individuelle udseende flyder kvinderne i hans beretning sammen til ét. De er alle et billede på det samme: forsøget på at føle sig ét med verden.
Don Juans utilpashed i verden udmøntes i, at han har et problem med tiden, og han føler sig gennemgående ”ude af takt med verden”. Han kan ikke forene detaljerne til et helt billede eller sammenkæde de enkelte begivenheder i en logisk og fremadskridende fortælling. Selvom det antydes i romanen, at en forsoning med verden er mulig – ikke kun igennem elskoven, men også i naturen – fremstår denne længsel også som en længsel mod noget utopisk. Don Juans ophold hos kroejeren beskrives som et ophold i noget, der ligner Paradisets Have, men det er samtidig kun midlertidigt – flygtigt som forførelsens øjeblik.