Baggrund

Citat
”'Forsvaret,' sagde hans institutleder. 'Hvad fanden ved du om forsvaret?'
'Ja, det er sådan lidt svært at forklare. Jeg har en bekendt fra min tid som værnepligtig, der gerne vil bruge min viden om etniske minoriteter. Du ved, hvordan rekrutterer man flere til forsvarets rækker, (...) og så videre.'
Morten brød sig ikke om at lyve, men da han skrev ansættelsespapirerne under på Kastellet, havde Bruun bedt ham være diskret.”
”Hypokonderens død”, s. 93.

Hans Davidsen-Nielsen er født i 1968 og er, som søn af psykoterapeut og forfatter Marianne Davidsen-Nielsen og sprogprofessor og tidligere formand for Dansk Sprognævn Niels Davidsen-Nielsen, vokset op i et akademikerhjem på Frederiksberg. Han er mellemste barn i en søskendeflok på tre, der også tæller de to søstre Marie Davidsen-Nielsen, der er børnepsykolog og Mette Davidsen-Nielsen, der er administrerende direktør for Dagbladet Information.

Frederiksberghjemmet blev i løbet af barn- og ungdommen for en tid erstattet af et toårigt ophold i USA og et etårigt i England. Hjemme igen startede han på Falkonergårdens gymnasium, hvorfra han blev student i 1988. Inden han i 1990 blev optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus, brugte han halvandet år som opvasker og pædagogmedhjælper. I 1994, samme år som han endte sin journalistiske uddannelse, blev han ansat på Weekendavisen.

Som journalist ved skiftende aviser står Davidsen-Nielsen bag en lang række publikationer – artikler såvel som faglitterære værker, der skildrer den politiske verden. I sit daglige virke på dagbladet Politiken beskæftiger han sig journalistisk med landets efterretningstjenester, og i et interview med Forfatterweb fortæller han, hvordan dette arbejde har resulteret i hans to faglitterære værker ”En højere sags tjeneste – PET under den kolde krig” og ”Spionernes krig” fra henholdsvis 2006 og 2008. I samme interview siger forfatteren om udviklingen af sit forfatterskab mod også at favne skønlitteratur: ”Det var under arbejdet med disse bøger, at jeg fik ideen til ”Hypokonderens død”.” (Karen Fjordside Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, marts 2015). Men selvom der altså kan tegnes en rød tråd fra det journalistiske arbejde til hans skønlitterære debut, har han mærket genreforskellene: ”[Den skønlitterære genre] stiller nogle helt andre krav til blandt andet dialog og miljøskildring, har jeg erfaret.” (Karen Fjordside Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, marts 2015).

Det er ikke blot sin egen professionelle dagligdag som journalist, der inspirerer forfatteren Davidsen-Nielsen. Han fortæller, hvordan han til udarbejdelsen af sin hypokondriske hovedperson i ”Hypokonderens død” også har haft god nytte af sin mors erfaring med alvorligt syge patienter.