På samme måde som det er tilfældet med Hans Davidsen-Nielsens faglitterære forfatterskab, vidner hans skønlitterære debut om hans indgående kendskab til det fagområde, værket har som omdrejningspunkt. Som forfatteren har udtrykt om hensigten med et af sine tidligere værker, ”En højere sags tjeneste – PET under den kolde krig”, fornemmes det, hvordan forsøget ”at udfylde nogle af hullerne og skildre en hemmelig verden,” (Kenneth Kølle: En højere sags tjeneste. Historienu.dk, set 2015-04-08) til dels følger med over i det skønlitterære univers – på trods af fiktionsrammen.
Det er en fornemmelse, der understøttes af den realismeverden, historien udspiller sig i. Davidsen-Nielsen trækker på læserens genkendelighed med miljøet, når han refererer til københavnske steder som Amagerafdelingen af Københavns Universitet, Loppen på Christiania og Bopa plads på Østerbro. Herved bliver det relaterbare København et genkendelighedsanker for den almene læser, når denne på lige fod med Morten præsenteres for den hemmelige og mere ukendte verden inden for forsvarets efterretningstjeneste.
Da størstedelen af romanen bruges på at give læseren et kendskab til karaktererne og et indblik i forsvarets efterretningstjenestes fagområde er det tydeligt, at karaktererne ikke blot er flade stereotyper, hvis eneste funktion er at drive historien frem mod plotafsløringen. De bliver plottet i sig selv. Således er det på sin vis en utraditionel måde, hvorpå Davidsen-Nielsen skriver sig ind i kategorien af krimiforfattere, når selve dramatikken, der hurtigt gennemspilles i den sidste tredjedel af værket, overskygges af persontegningerne og romanens oplysende funktion som det centrale.
Fortællingen berettes af en tredjepersonsfortæller, der med undtagelse af sidste kapitel tager Mortens synsvinkel. Via et slutteligt synsvinkelskift tydeliggøres skellet mellem fortællerens og Mortens stemme – et skel, der ellers flere steder er lettere udvisket, når fortælleren eksempelvis overtager Mortens hypokondriske tanker ved er at skrive dem ud: ”Men den slags (et godt helbred, red.) skal man ikke lulle sig i søvn af.” (s. 13). At det er fortælleren, der står for denne udtalelse og ikke Morten, eksemplificerer bogens sarkastiske tone og ironiske distance til ellers alvorlige emner som hypokondri, dødelig sygdom og terrorisme. Denne underliggende tone er et tydeligt gennemgående træk hos den fortællende instans.
Også højtideligheden omkring forsvarets inderkreds udsættes for fortællerens ironi, når det overdrevne hemmelighedskræmmeri fremhæves ved alt fra en hemmelighedsstemplet festsang til en ulv, der fejlagtigt bliver bytte under en jagtsession og hemmeligt begraves på baggrund af det uimodsigelige mantra: ”Skyd, grav, ti” (s. 85).