Fikkedik og Falderina

Citat
”To vrede hekse stirred' rasende på manden, / for i sidste ende holder hekse / altid med hinanden. / Med et sæt blev de glødende / tryllestave rettet / mod kineseren, der sagde: / 'Jeg skal li'e på toilettet. / 'Vel skal du ej, lille heksebiksepasser. / Hvis du griner, kan du bare prøve det selv, ja du ka' så.' / Fikkedik sagde: 'KLAR' og Falderina sa'e: 'PARAT.' / Manden sa'e: 'Be be,' men begge hekse råbte: 'START.'”
”Fikkedik og Falderina”, s. 15.

I 2004 debuterede Marianne Iben Hansen som børnebogsforfatter med hekserimene ”Fikkedik og Falderina”. Titlen dækker over navnene på to hekse, der i mangel på ”alt eller ca. deromkring” (s. 2) trodser regnen, hopper på kostene og tager på shoppetur til Kina. Der er langt til Kina, og derfor bliver de også utroligt skuffede, da de endelig når frem og finder ud af, at den ”super duper topmoderne heksebiks” (s. 4) ikke har de ting, de mangler. Til heksebiksens indehavers forsvar er det heller ikke helt almindelige ting som ”kaffe, kartofler og spaghetti” (s. 2), de to hekse er ude efter, men derimod: ”Larvefødder, drageblod og kejserens gebis. / Fedtestads og øregas og dyrepassertis. / Fugleklatter, uglefnat og endelig til slut / fire runkne rotter og en flagermuseprut.” (s. 2). Denne liste går igen som fortællingens omkvæd, og referencen til musikkens verden er ikke fejlplaceret i en historie som denne, der indbyder til rytmisk oplæsning.

25345045

Andre listeremser bidrager fortællingen igennem også til det musikalske udtryk, og en af disse er den stakkels heksebiksebestyrers alternative varelager, som han i mangel af bedre tilbyder heksene. Men klapperslangekys og maddiker med drys tilfredsstiller ikke de to krævende hekse, der i heftig heksekamp forvandler hinanden til alt fra pølsemandsprofet til klynkeundulat.

Historien bringer mange gode råd til den, der skulle løbe ind i et par hekse. Eksempelvis bør man ikke grine af dem, men det ved den lille kineser ikke, så da et latterbrøl undslipper ham, forvandles han som straf til noget, der er ligeså ubestemmeligt som en pølsemandsprofet.

Ubestemmeligt, ja. For hvordan ser sådan én ud? Hvordan ser alle de sære væsner, Marianne Iben Hansen maler frem fra fantasien, i det hele taget ud? Bodil Molich giver som bogens illustrator sit bud på, hvordan en gorillagiraf er udstyret med høj hat og pufærmer, mens en futteklovn udrustes med propelhale og elefanthoved. Tekstligt er det de fantasifulde ordforbindelsesvæsner, der er i centrum, og det understøtter Bodil Molich visuelt ved at lade sine farverige fortolkninger af forfatterens fantasifulde påfund udhæve på en simpel, ensfarvet baggrund.