marianne iben hansen
Foto: Inger Ulrich / Gyldendal

Marianne Iben Hansen

stud.mag. Karen Fjordside Pontoppidan, iBureauet/Dagbladet Information, 2015. Opdateret af cand.mag. Julie Lystbæk-Hansen, Bureauet, januar 2020.
Top image group
marianne iben hansen
Foto: Inger Ulrich / Gyldendal
Main image
Hansen, Marianne Iben
Foto: Inger Ulrich

Indledning

Marianne Iben Hansen driver fordel af sin kropsorienterede uddannelse, når hun skriver sine bøger. For hende er sprog og krop direkte forbundet, og glæden ved sproget skal helst kunne mærkes fysisk. Derfor er hendes mål, hver gang hun påbegynder et nyt værk, at skabe vibrationer, spændstighed og elektricitet, hvad enten dette skal fremkaldes via rytme eller tema. Værkernes kropslige forankring mærkes ved den musikalitet og det flow, der er central for hovedparten af hendes bøger.

 

47922976

Blå bog

Født: 1961 i Virum.

Uddannelse: Uddannet i rytmisk gymnastik og dans ved Bjarnov Dance Institute. Terapeutuddannelse i kropsorienteret psykoterapi ved Bodynamic Institute.

Debut: Fikkedik og Falderina. Gyldendal, 2004.

Litteraturpriser: Gyldendals Børnebogspris, 2011.

Seneste udgivelse: Kom. Carlsen, 2020. (Carlsens Billednoveller).

Inspiration: Først og fremmest Halfdan Rasmussen: Mit yndlingsrim 'En kælling og en kylling og en killing, der var tvilling …' oplever jeg som en åbenbaring og et fundament, jeg skriver videre på.” Derudover Østkyst Hustlers: ”Sjovt, frækt, fermt, originalt, svingende og frem for alt ikke-selvhøjtideligt.” (Karen Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, maj 2015).

Hør Marianne Iben Hansen rappe et tekststykke af sin bog ”Av, det gør nas”.

Artikel type
boern

Baggrund

”En båre blev nu bygget, og da prinsen var lagt i den, / så rejste de med tjenere og hele molevitten / igennem mørke skove, over bjerge, under vand, / og langt om længe kom de til en by i men'skeland. / De gik igennem gaderne og folk blev hunderædde, / besvimede i bunker, så de nederste blev flade, / og firben tabte halerne, og heste slap en vind, / mens monsterflokken fandt et apotek og myldred ind.”
”Mirakelkuren”, s. 10.

Marianne Iben Hansen blev født i 1961 og voksede op i et arbejderhjem i Virum, med en revisorfar og en mor, der hjalp sin mand på kontoret. Allerede da hun var otte, flyttede hendes halvsøster hjemmefra, og hun benyttede sin status som enebarn til at skrue op for fantasien og rimene, der ellers ikke var kommet ind med ske: ”Min opvækst var hverken litterær eller musikalsk. Min mor var arbejderklassepige, og min far var bondesøn. Det eneste rim, jeg har hørt ham citere er dette: 'Den er fri som gør, ikke som han vil, men som han bør.'” (Karen Fjordside Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, maj 2015). Mens Marianne Iben Hansens far næppe mente, at det var børnerimene, hun burde 'gøre', mødte hun i skolen begejstring for sine rim – det første skrev hun i 3. klasse.

Skriveglæden holdt ved gennem gymnasiet og lå også under overfladen, mens hun uddannede sig inden for rytmisk gymnastik og dans og siden supplerede med massagekurser og en terapeutuddannelse i kropsorienteret psykoterapi. For hende er der en direkte kobling mellem hendes kropsligt orienterede uddannelse og hendes forfattervirke: ”Jeg beskæftiger mig med sprog, der ikke nødvendigvis skal igennem hovedet, men kan begribes direkte med kroppen, sprog, der bevæger kroppen, sanses i kroppen.” (Karen Fjordside Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, maj 2015).

Først som 40-årig tog Marianne Iben Hansen det endelige skridt ud i forfatterlivet og opsagde sit job som psykoterapeut. Det endelige udslag blev gjort af et professionelt samarbejde mellem hende og hendes daværende eksmand, der som musiker manglede en tekstforfatter. Samarbejdet førte til en finpudsning af forfatterindens skriveteknik og en genoptagelse af parforholdet. Begge dele holder ved endnu.

Et særligt vigtigt skub i retningen mod også at skrive mere frie rim fik hun i arbejdet med oversættelsen af den svenske forfatter Gunilla Bergströms rimede bog ”Lille Lulu Lykkepot” (2009): ”Hun bruger den rimede form løst, og jeg blev som oversætter nødt til at finde ind i hendes fornemmelse af flow. Det var en anden dør, der åbnede for mig og senere udfordrede jeg selv genre og form gennem min bog 'Fuglen'.” (Karen Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, maj 2015).

Fikkedik og Falderina

”To vrede hekse stirred' rasende på manden, / for i sidste ende holder hekse / altid med hinanden. / Med et sæt blev de glødende / tryllestave rettet / mod kineseren, der sagde: / 'Jeg skal li'e på toilettet. / 'Vel skal du ej, lille heksebiksepasser. / Hvis du griner, kan du bare prøve det selv, ja du ka' så.' / Fikkedik sagde: 'KLAR' og Falderina sa'e: 'PARAT.' / Manden sa'e: 'Be be,' men begge hekse råbte: 'START.'”
”Fikkedik og Falderina”, s. 15.

I 2004 debuterede Marianne Iben Hansen som børnebogsforfatter med hekserimene ”Fikkedik og Falderina”. Titlen dækker over navnene på to hekse, der i mangel på ”alt eller ca. deromkring” (s. 2) trodser regnen, hopper på kostene og tager på shoppetur til Kina. Der er langt til Kina, og derfor bliver de også utroligt skuffede, da de endelig når frem og finder ud af, at den ”super duper topmoderne heksebiks” (s. 4) ikke har de ting, de mangler. Til heksebiksens indehavers forsvar er det heller ikke helt almindelige ting som ”kaffe, kartofler og spaghetti” (s. 2), de to hekse er ude efter, men derimod: ”Larvefødder, drageblod og kejserens gebis. / Fedtestads og øregas og dyrepassertis. / Fugleklatter, uglefnat og endelig til slut / fire runkne rotter og en flagermuseprut.” (s. 2). Denne liste går igen som fortællingens omkvæd, og referencen til musikkens verden er ikke fejlplaceret i en historie som denne, der indbyder til rytmisk oplæsning.

25345045

Andre listeremser bidrager fortællingen igennem også til det musikalske udtryk, og en af disse er den stakkels heksebiksebestyrers alternative varelager, som han i mangel af bedre tilbyder heksene. Men klapperslangekys og maddiker med drys tilfredsstiller ikke de to krævende hekse, der i heftig heksekamp forvandler hinanden til alt fra pølsemandsprofet til klynkeundulat.

Historien bringer mange gode råd til den, der skulle løbe ind i et par hekse. Eksempelvis bør man ikke grine af dem, men det ved den lille kineser ikke, så da et latterbrøl undslipper ham, forvandles han som straf til noget, der er ligeså ubestemmeligt som en pølsemandsprofet.

Ubestemmeligt, ja. For hvordan ser sådan én ud? Hvordan ser alle de sære væsner, Marianne Iben Hansen maler frem fra fantasien, i det hele taget ud? Bodil Molich giver som bogens illustrator sit bud på, hvordan en gorillagiraf er udstyret med høj hat og pufærmer, mens en futteklovn udrustes med propelhale og elefanthoved. Tekstligt er det de fantasifulde ordforbindelsesvæsner, der er i centrum, og det understøtter Bodil Molich visuelt ved at lade sine farverige fortolkninger af forfatterens fantasifulde påfund udhæve på en simpel, ensfarvet baggrund.

Sex og det

”Hvordan skal jeg vide, hvad det betyder, når Emma siger: 'Selvfølgelig får jeg da orgasme.' [ ...] Eller når Rosa kigger på mig med sine dådyrøjne og siger: 'Mmm. Gør du da ikke?'
Piger lyver. Det gør de! Jeg ved det fra mig selv. Det er ikke fordi jeg vil lyve, det sker ligesom bare. Min mund pynter lidt på sandheden, så i stedet for at svare 'Nej, jeg har aldrig fået orgasme med en fyr,' siger den: 'Jo, jo ... bare ikke hver gang.'”
”Sex og det”, s. 100.

Marianne Iben Hansens novellesamling ”Sex og det” fra 2010 skiller sig ud fra størstedelen af hendes andre udgivelser ved ikke at være skrevet på rim og ved sit tema, der appellerer til teenagere – en ældre målgruppe end ellers. Om forholdet mellem sine rimbøger og denne novellesamling siger forfatteren selv: ”Jeg har en oplevelse af, at i min novellesamling 'Sex og det' erstattes den spændstighed, som jeg får fra rytmen, med den elektricitet, der bliver underliggende, når emnet er stærke følelser og sex. Jeg måtte arbejde meget med sproget – også her – for at beskrive det, der sitrer uden at det blev vulgært.” (Karen Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, maj 2015).

28483236

De atten noveller kredser alle om temaet sex, og titlens ”og det” rummer alle konnotationer i den sammenhæng; lige fra vibrationer i kroppen, fremkaldt af en sms-besked, til moralske kvaler ved hvorvidt det er okay at føle sig glad af forelskelse, når ens mor ligger syg af kræft.

Novellerne er af forskellige længder: beretningen om Sofie, der møder den meget ældre Michael og ikke kan finde ud af, om hun bør tage på date med ham, udfolder sig detaljeret som samlingens længste novelle, mens fortællingen om Hugo Skov begrænser sig til en tjekliste på blot en side.

Tjeklisten er et eksempel på, hvordan forfatteren benytter forskellige tekststrukturer til at give novellerne varierende udtryk. Eksempelvis sammenspiller form og tema i historien om Amalie og Gustav, hvor udformningen som en sms- og e-mailkorrespondance giver en tredje dimension til spørgsmålet 'hvordan siger man undskyld?'.

Fælles for novellerne er deres meget direkte karakter. Alle er de fortalt fra et jeg-perspektiv, og alle fortællere har et personligt budskab. Hvad end det handler om spirende lykke, jalousi, utroskab, frustration, homoseksualitet, ulykkelig kærlighed, 'den første gang' eller seksuelt overgreb, rammer sproget en ungdomsjargon, der gør karaktererne levende.

 

Mirakelkuren

”Mens monstermor og monsterfar bed negle på hinanden, / tog monsterlægen ungen op og banked ham på panden, / han vejed ham og drejed ham på kryds og tværs og skrås / og stak et termometer i hans minimonstermås. / Uha da, sagde lægen, han er meget syg, den lille, / forpestet af en farlig stillerolighedsbacille, / en meget sjælden sygdom med en meget sjælden kur, / som ikke findes her, vi må til men'skeland en tur.”
”Mirakelkuren”, s. 8.

I 2011 udkom Marianne Iben Hansens rimede ”monstersaga” ”Mirakelkuren”. Som det er med sagaer, stammer også denne fortælling fra 'gamle dage', og her – i monsterland anno 1418 – skal forklaringen på, hvorfor menneskebørn får besøg af monstre om natten, findes. Historien handler om en fortvivlet monsterfamilie, hvis fortvivlelse bunder i, at den nyfødte monstersøn ganske ulyksaligt slet ikke laver ballade – som et hvert rask monster ellers har for vane. Jagten på en kur til sønnen sættes ind, og det fører hele monsterfamilien til menneskeland.

Mange af Marianne Iben Hansens rimede bøger har en linje eller et vers, der gentages fortællingen igennem, og i ”Mirakelkuren” er det et gysende ”Og alle hvisked: Uh, hvad nu?”, der står som spændingsopbyggende element, inden der bladres til næste side. Det ildevarslende spørgsmål indgår som en del af illustrationerne og bliver en slags bagvedliggende kor af monsterstemmer, der, som handlingen skrider frem, udvikler sig til et ekstatisk udråb i Flintstone-stil: ”ja-ba-da-ba-doo, hvad nu?”

29039275

Spørgsmålet binder til slut en sløjfe på fortællingens indledende problem: hvad det er, monstre er ude på, når de dukker op på menneskebørnenes værelser midt om natten.

For hvad er årsagen i dag – hvad nu? Det afsløres på bogens sidste side med endnu et spøgefuldt spørgsmål, der er op til læseren selv at besvare.

Illustrationerne er begået af Bodil Molich, der også kan tilskrives den visuelle fortolkning af Marianne Iben Hansens debut, hekserimet ”Fikkedik og Falderina”. I ”Mirakelkuren” er alle illustrationerne, der afbilder monsterverdenen, holdt i sorte og grå nuancer, mens et farverigt menneskeland står for det spraglede modspil. Bodil Molichs sans for detaljen og hendes dynamiske streg gør, at læseren sent ser sig mæt på den enkelte side.

Violinspilleren

”Den følgende dag er det værre, hans toner er flade, og klangen er tom. / Han ved ikke, hvad han skal gøre, så han spiller vid're og lader som om. / Der' ingen der opdager noget, / og han tænker 'Pyh, sikket held!' / men hjemme i sengen har Theodor svært ved at holde det skjult for sig selv.”
”Violinspilleren”, s. 12.

Marianne Iben Hansens rimede bog ”Violinspilleren” fra 2015 begynder og ender det samme sted: ”Hvor vindene mødes og sangene fødes”. Altså der, hvor musikken lever, og dét i kraft af naturen. Derfor er det også her i naturen, den verdensberømte violinspiller Theodor til slut genvinder sit violinspils ellers tabte klang. Men hvad vil det sige, at en klang forsvinder? Med hjælp fra et gentagende ”Hvordan kunne det nu gå til?” bliver klangens forsvindingsnummer opklaret, inden læseren når fra begyndelsen til enden. Herimellem må Theodors violinklang nemlig grueligt meget igennem.

Fra at have været ”den lille undseelige dreng med det fænomenale talent” (s. 6), hvis violinspil kan få en drilagtig bror til at tie stille af benovelse, og solen til at stå op, bliver Theodor en rig og berømt violinspiller, der bor i et palads, ejer et fly og har tjenestefolk til at passe på sine dyrebare violinspillerhænder.

Men musikken trives ikke blandt ”titaniumspir [ ...], springvand og rullende trapper med gear” (s. 8), og Theodor mister sin klang. At det kun er Theodor, der kan høre, at klangen er væk, mens publikum troligt klapper videre, er humlen ved det hele. For hans talent er ikke blevet mindre af rigdommen og berømmelsen, men den naturlige glæde, han engang spillede med, er væk, og derved understreges bogens pointe: at klangen kommer af glæden ved at spille, ikke ved berømmelsen. Ryger glæden, ryger klangen.

Herved bliver også fortællerens udsagn, at Theodor ”har, hvad han ønsker sig, rigdom, berømmelse, rejser og dejlig musik,” (s. 9) mulig at se som forfatterens skjulte ironisering over lykkebegrebet.

51637194

Musikaliteten, der er gennemgående for Marianne Iben Hansens værker, er altså både repræsenteret indholds- og formmæssigt i ”Violinspilleren”. Sammenlignet med tidligere udgivelser som ”Mirakelkuren” og ”Fikkedik og Falderina”, synes tempoet i ”Violinspilleren” sat ned af de længere versstrukturer. Når klangen slutteligt vender tilbage til Theodor, bliver rytmen dog hurtigere, versene kortere, og dette underbygger den eskalerende ekstasefølelse ved klangens tilbagekomst. De tidligere bøgers universer af monstre og hekse er i ”Violinspilleren” erstattet af en mere realistisk scene, der i høj grad appellerer til eftertanke hos læseren.

Illustrationerne af Cato Thau-Jensen følger ved en svungen udførelse op på det musikalske tema. 

Av, det gør nas

”Men Anna er en engel, hun er ikke en kujon, og hun ku' / aldrig bare smutte fra sin vigtige mission, så på med / vanten, frem med kikkerten og lede-lede-lede, og hvor / heldig kan man være ... på en trappesten dernede er en / pige ved at tømme sin sandal, hun råber: 'Manner!' og ta'r / noget op i hånden, Anna ser, at det' en tand og kommer / ræsende i luften som et lynbombardement / og lander med en maveplasker ... / BANG”
”Av, det gør nas”, s. 15.

I firefjerdelsrytme rapper Marianne Iben Hansen sin fortælling ”Av, det gør nas” fra 2015. Med undertitlen ”en englerap” er det historien om englen Anna, hvis kiggen på stjerner, ”altså oppefra” (s. 1), bliver til en kiggen efter Peter, ”som hun synes er en lille smule sød” (s. 1). Da Peter styrter på sin cykel og taber sin bedste rokketand, sætter Anna vinger og glorie på spil for at finde tanden og aflevere den tilbage til Peter. På sin jagt kommer hun i karambolage med frække fugle, fodboldstøvler i fart, en flagstang, en sur, sulten borgmester og en hidsig mors hidsigt svingende dametaske.

Hver af bogens sider er tildelt en af disse udfordrende sammenstød, og Anna kommer uheldigt ud af situationen gang på gang. Alle siders refræn lyder da også: ”Av, det gør nas, det gør Annanas”. Men det er ikke kun de fysiske knubs, denne sætning – og selve rappens titel – refererer til. For da Anna endelig til slut står over for Peter og kan overrække ham trofæet, gør det også ”Annanas”: Hans ”tusind tak for tanden” efterfølges af et reelt ”Ærgerligt, vi bor så mange lysår fra hinanden” (s. 21), og så er det i Annas hjerte, det gør nas. Men hvor der er teknologi, er der en vej, så med hhv. kasket og glorie på sned kan Peter og Anna på sidste side sidde med hver deres hjemlige udsigt og tale i mobiltelefon med hinanden.

51625382

Marianne Iben Hansen blander i ”Av, det gør nas” himlens og jordens verden – og dét på mere end blot et tematisk plan. For også sprogbrugen afspejler sammenblandingen. Eksempler på dette er udtryk som ”gudhjælpemig” (s. 1), ”glorie på sned” (s. 1), ”engleboomerang” (s. 3), ”en sky, der står på klem” (s. 13) og ”trafikken på Vorherres vej” (s. 19), mens at ”smide vingerne og blive et par dage” (s. 21) bliver engleterminologiens pendant til at tage fri og gøre, som man vil.

Det er Tom Kristensens tegneseriestribe-inspirerede illustrationer, der på dynamisk og farverig vis akkompagnerer Marianne Iben Hansens englerap.

 

 

 

 

Fuglen

”Hun børsted dem af sig / men de kom tilbage / Hun bad dem forsvinde: / Gå væk! / Skrub af! / Men ordene sneg sig tilbage og lagde sig / lette som skygger, og pludselig en dag / så vågnede Alba og så på sin fugl / Den var slet ikke gylden / ik' engang gul / den var nærmere grå / det var det, Alba så / Den var grå”
”Fuglen”, s. 21.

Munterheden er ikke mange steder at finde i Marianne Iben Hansens poetiske fortælling ”Fuglen” fra 2015. Historien handler om Alba, der fra sin fødsel får en fugl som livsledsager. Fuglen er ikke en almindelig fugl, for den kan flyve gennem lukkede vinduer, ”som om den var lavet af måneskin” (s. 9) og bliver mest af alt til ”et spørgsmål / der landede / uden et svar” (s. 9). Fuglen følger Alba vokse, og Alba er glad i dens selskab, lige indtil en fremmed pige med sorte øjne sætter spørgsmålstegn ved fuglens værdi: ”Hvem gider eje et kedeligt dyr som dit?” (s. 19).

51625315

Selvom Alba kæmper imod de nye følelser af fornægtelse, pigens ord har fremkaldt i hende, ender det med, at Alba sender fuglen bort. Men fuglens forsvinden gør Alba ulykkelig, og hun beslutter sig for at gøre skaden god igen og tager ud for at lede efter fuglen. Beslutningen fører mange anstrengelser og overvindelser med sig, men de mange fysiske og mentale prøvelser gør hende kun stærkere i viljen på at få fuglen tilbage.

”Fuglen” behandler tematikker som svigt, tab, tilgivelse, håb og værdien af et venskab, og fortællingen er sammenlignet med mange af forfatterens andre udgivelser en meget alvorlig beretning.

Formmæssigt er fortællingen udtryk for forfatterens flirten med en løs form for rimet skrivestil, som hun blev bekendt med gennem arbejdet med sin oversættelse af svenske Gunilla Bergströms bog ”Lille Lulu Lykkepot”.

Det er Tea Bendix, der har stået for illustrationerne. Holdt i nedtonede nuancer og med brug af forskellige grafiske, male- og tegnetekniske metoder har Bendix skabt et dramatisk visuelt univers, der afspejler det ligeledes dramatiske handlingsforløb. Måden, hvorpå illustration og fortælling understøtter hinanden, er i følge Marianne Iben Hansen et resultat af et tæt samarbejde mellem illustrator og forfatter: ”I mit samarbejde med Tea Bendix var bølgelængden helt fantastisk. Vi inspirerede hinanden både med de store linjer og med cirka en million meget, meget vigtige detaljer.” (Karen Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, maj 2015).

Mørkemusen

”Der bli’r stille, musestille,/ og så står han bare dér,/ og han møder hendes øjne,/ og han kender det han ser./ Og de ænser ikke andet/ end hinandens mørke blikke,/ mens han helt forsigtigt rækker/ poten ned og la’r den ligge.”

”Mørkemusen”, s. 19.

Marianne Iben Hansens ”Mørkemusen” (2019) er skrevet i samme løst rimede stil som ”Fuglen” (2015). Fortællingen er opbygget af vers af varierende længde, der beretter om den lille, forsigtige mørkemus’ færd ind i verden fra museredens tætte og trygge rum. Mørkemusen bliver født som den sidste af et kuld på fem, og han er ”mindre end de andre/ og en lille smule blå” (s. 3). Hans mor og hans søskende må overtale ham til at komme ud i lyset og leve livet, for han er selv ikke meget for det.

Hovedversene er på flere af siderne akkompagneret af håndskrevne, urimede vers som del af Tea Bendix’ illustrationer. De fungerer som en slags kommentarspor til hovedfortællingen og skildrer Mørkemusens tanker og følelser, som da han er blevet lokket ud i lyset for at have det sjovt med sine søskende, og ”smilet strammer lidt i ansigtet” (s. 7). Fortællingens klimaks indtræffer, da Mørkemusens søster kommer lidt for tæt på kanten af en høj skrænt og falder ned. Hun klynger sig til et fremspring, og pludselig træder mørkemusen frem og møder hendes blik – ”Og så venter han til roen/ flyder ind i hendes krop/ og han venter til hun vover/ at gi’ slip og række op” (s. 19).

46413431    

”Mørkemusen” kan ses som en dannelseshistorie henvendt til små og halvstore børn, men den er også en fortælling om at være introvert og om den styrke der ligger i det. Mørkemusen overvinder sin tilbageholdenhed og træder i karakter, men han bruger samtidig sit stille gemyt til at berolige og redde sin søster. Hans søskende hjælper ham, og sammen vender de tilbage til morens trygge rede. Marianne Iben Hansen skildrer dobbeltheden i det at ville verden, men samtidig have brug for tryghed. For Mørkemusen står de to følelser side om side – ”for det ene ben vil gerne/ og det andet ben vil hjem” (s. 9).

Tea Bendix, som også illustrerede ”Fuglen”, har her med blyantstreg i primært grønne og grå nuancer skildret musene og deres omgivelser med både sarte, vilde og let udtværede streger. Illustrationerne afspejler mørkemusens rejse fra museredens mørke, hvor hele sideopslagets baggrund er sort, og ud i lyset, hvor baggrunden skifter til hvid.

Genrer og tematikker

Marianne Iben Hansen viser med sin omfattende bibliografi, at hun kan skrive til flere målgrupper. Mens størstedelen af hendes rim og vers er skrevet til børn i varierende aldre, er hendes novellesamling om sex målrettet et ældre klientel, nemlig teenagere. Ud over enkeltbøger og novellesamlingen har hun også skrevet julekalenderen ”Julens Helte” og produceret materiale til brug i undervisningsøjemed.

At værklisten også tæller undervisningsmateriale understreger et pædagogisk sigte i forfatterskabet, og om hendes bidrag til underviseres mission om at sprede glæden ved beherskelse af sproget har hun udtalt: ”Det må ikke gå hen og blive en frygtelig alvorlig sag, at man skal lære at læse.” (Marianne Iben Hansen: Sproget i kroppen. Skolestart nr. 4, 2014). En udtalelse, hun følger til dørs gennem sine bøger, der netop gør deres for at mindske læringens alvorlige side.

I Marianne Iben Hansens rimfortællinger er der en helt klar strategi for arbejdsprocessen: ”Rytme og omkvæd er altid det første, jeg skal have på plads, når jeg begynder på en ny historie.” (Marianne Iben Hansen: Sproget i kroppen. Skolestart nr. 4, 2014). Den måde, rytmen varierer fra værk til værk viser, hvor central en position, rytmen har i forfatterens bevidsthed. Eksempelvis er ”Violinspilleren” skrevet på valsetakt, mens ”Av, det gør nas” holder sig i en firefjerdedelstakt, der, inspireret af forfatteren selv, indbyder til at læse historien op som rap.

Når det på Youtube netop er muligt at opleve Marianne Iben Hansen læse sine rim op som rap, er det ikke en tilfældighed. For hende er der en uomgængelig musikalitet forbundet med ord, der rimer: ”Rim og remser befinder sig i krydsfeltet mellem sprog og musik, mellem betydning og sludder, mellem stram struktur og boblende begejstring, og når det er rigtig godt, koncentrerer det en hel masse energi på et meget lille sted. Vibrerende og spændstigt. Som forfatter elsker jeg at balancere lige der.” (Marianne Iben Hansen: Sproget i kroppen. Skolestart nr. 4, 2014).

Helt tydelig er forfatterens kærlighed til rimene og legen med sproget, der flytter læserens fokus fra sprogets indhold til dets form og lyd. Om rimformen, der udgør langt størstedelen af forfatterskabets værker, siger Marianne Iben Hansen: ”I den rimede form er der plads til sproget i alle dets former: Skønhed og vrøvl, lækre lyde og elektriske ordsammensætninger.” (Karen Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, maj 2015).

Beslægtede forfatterskaber

Børnerim og -remser er noget af det ældste børnelitteratur, vi kender til, og derfor er der selvsagt mange forfattere, der både før og siden Arne Ungermanns ”Okker Gokker Gummi Klokker” fra 1943 har prøvet kræfter med disciplinen at gå i børnehøjde, når det gælder ordvalg og -lyd. Ofte på en måde, så også voksne føler sig underholdt.

Sådanne forfattere er Rune T. Kidde, der står bag rimbogen ”På tippen af næsen der sidder majonæsen” (2012) og Halfdan Rasmussen, hvis omfattende repertoire af børnerim er samlet i forskellige udgivelser, eksempelvis ”Den store Halfdan for de små” (2011).

Også Lotte Salling skriver rim og remser og er som Marianne Iben Hansen heller ikke er bange for at tage alvorlige emner op – som for eksempel med den rimede billedbog ”Gud, Thor og Oldemor” (2008), der med undertitlen ”og de andre oppe i himlen” sætter fokus på døden.

Som Marianne Iben Hansen selv fremhæver, er særligt Halfdan Rasmussens måde at lege med ordene på en vigtig inspirationskilde for hende, og at hun som Rasmussen har skrevet både ABC-bøger og en julekalender vidner om, at hun også formmæssigt spejler sig i hans forfatterskab.

En anden forfatters virke, Marianne Iben Hansen nævner som afgørende for sit eget, er svenske Gunilla Bergströms. Hendes frie rimstrukturer er smittet af på Hansens skrivestil og danner fundament for ”Fuglen”.

Som Marianne Iben Hansen med novellesamlingen ”Sex og det” sætter ord på et for mange unge ømtåleligt område, gør også andre forfattere en dyd ud af at beskrive den pulserende ungdomstid. Et er eksempel Christine Lind Ditlevsens debutroman ”Fredag, lørdag, søndag” fra 2015, der beskriver en weekend af druk, sex, glæder og fortrædeligheder i en ung piges liv. Johanne Algrens romaner ”Louis” (2008) og ”Louis liv” (2011) er også fortællinger om unge, for unge – og behandler en ungdomsgeneration, hvis verden er infiltreret af vold, sex og stoffer. På samme måde som i ”Sex og det” kommer læseren helt ind på hovedpersonens følelsesliv i førstepersonsberetningerne om Louis. Fælles for de to forfattere er også deres sprogbrug, der spejler ungdommens ditto ved at inddrage sms'er og slang.

En forfatter, der har forsøgt sig med at formidle sextemaet til en yngre målgruppe er Marie Dysgaard Christiansen, der står bag bogen ”Til de nysgerrige: En bog om krop, sex og hvordan man får børn” (2013). Mens Marianne Iben Hansens ”Sex og det” henvender sig til unge, for hvem tanker om sex og seksualitet er højaktuelle, er ”Til de nysgerrige” til oplæsning for store børnehavebørn og sigter mod at skulle introducere børnene for et endnu ukendt tema.

Bibliografi

Børnebøger

Hansen, Marianne Iben:
Fikkedik og Falderina: hekserim. Gyldendal, 2004.
Hansen, Marianne Iben:
De Bandeglade Badutter. Gyldendal, 2005.
Hansen, Marianne Iben:
Ta' med i Zoo. Gyldendal, 2005.
Hansen, Marianne Iben:
Kan man ride på en høne? Gyldendal, 2005.
Hansen, Marianne Iben:
Kom så, Josefine. Gyldendal, 2006.
Hansen, Marianne Iben:
Nanna Nokkefår får nok. Gyldendal, 2006.
Hansen, Marianne Iben:
Julens helte: en kalenderhistorie. Gyldendal, 2006.
Hansen, Marianne Iben:
Axel elsker biler. Gyldendal, 2007.
Hansen, Marianne Iben:
Fino Badino Badulle. Gyldendal, 2007.
Hansen, Marianne Iben:
Palle P og Perlen. Gyldendal, 2010.
Hansen, Marianne Iben:
A, B, kom og C. Gyldendal, 2011.
Hansen, Marianne Iben:
Mirakelkuren: en monstersaga. Gyldendal, 2011.
Hansen, Marianne Iben:
Violinspilleren. Gyldendal, 2015.
Hansen, Marianne Iben:
Av, det gør nas: en englerap. Gyldendal, 2015.
Hansen, Marianne Iben:
Fuglen. Gyldendal, 2015.
Hansen, Marianne Iben: Min dag i vuggestue. Carlsen, 2016. Billedbog.
Hansen, Marianne Iben: Lille Frøken Pingelpot. Gyldendal, 2018. Billedbog.
Hansen, Marianne Iben: Mørkemusen. Gyldendal, 2019. Billedbog.
Hansen, Marianne Iben: Axels fødselsdag - verdens allerbedste bil. Gyldendal, 2019.
Hansen, Marianne Iben: Guds ABC. Bibelselskabet, 2020. Billedbog.
Hansen, Marianne Iben, Bo Odgaard Iversen og Jon Ranhei: Fem rappe rimfortællinger. Gyldendal, 2020.

Ungdomsbøger

Hansen, Marianne Iben:
Sex og det: historier fra hjertet og ned. Gyldendal, 2010.
Hansen, Marianne Iben: Kom. Carlsen, 2020. (Carlsens Billednoveller).

Undervisningsmaterialer

Hansen, Marianne Iben:
Hvad er en evighed. Dansklærerforeningen, 2011. Illustration af Bodil Molich.

Artikler

Hansen, Marianne Iben:
Sproget i kroppen. Skolestart, årg. 44, nr. 4, 2014.

Andre udgivelser

Hansen, Marianne Iben:
Fandango: bogstavkort med alfabetrim. Gyldendal, 2011.
Hansen, Marianne Iben:
Alfabetkuffert med rim og remser. Gyldendal, 2014. Illustration af Bo Odgård Iversen.

Om forfatteren

Links

Her findes blandt andet en oversigt over forfatterens udgivelser, trailere til flere af bøgerne, oplysninger om foredrag og workshops samt kontaktoplysninger.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Marianne Iben Hansen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Hansen, Marianne Iben:
Sproget i kroppen. Skolestart nr. 4, 2014. Læst på: http://marianneibenhansen.dk, 2015-04-20.
Pontoppidan, Karen:
Interview til Forfatterweb. Maj 2015.