Marianne Iben Hansen

Artikel type
boern
stud.mag. Karen Fjordside Pontoppidan, iBureauet/Dagbladet Information. 2015.
Main image
Hansen, Marianne Iben
Foto: Inger Ulrich

Indledning

Marianne Iben Hansen driver fordel af sin kropsorienterede uddannelse, når hun skriver sine bøger. For hende er sprog og krop direkte forbundet, og glæden ved sproget skal helst kunne mærkes fysisk. Derfor er hendes mål, hver gang hun påbegynder et nyt værk, at skabe vibrationer, spændstighed og elektricitet, hvad enten dette skal fremkaldes via rytme eller tema. Værkernes kropslige forankring mærkes ved den musikalitet og det flow, der er central for hovedparten af hendes bøger.

 

52231086

Blå bog

Født: 1961 i Virum.

Uddannelse: Uddannet i rytmisk gymnastik og dans ved Bjarnov Dance Institute. Terapeutuddannelse i kropsorienteret psykoterapi ved Bodynamic Institute.

Debut: Fikkedik og Falderina. Gyldendal, 2004.

Litteraturpriser: Gyldendals Børnebogspris, 2011.

Seneste udgivelse:  Min dag i vuggestue. Carlsen, 2016. Billedbog.

Inspiration: Først og fremmest Halfdan Rasmussen: Mit yndlingsrim 'En kælling og en kylling og en killing, der var tvilling …' oplever jeg som en åbenbaring og et fundament, jeg skriver videre på.” Derudover Østkyst Hustlers: ”Sjovt, frækt, fermt, originalt, svingende og frem for alt ikke-selvhøjtideligt.” (Karen Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, maj 2015).

 

Hør Marianne Iben Hansen rappe et tekststykke af sin bog ”Av, det gør nas”.

 

Baggrund

”En båre blev nu bygget, og da prinsen var lagt i den, / så rejste de med tjenere og hele molevitten / igennem mørke skove, over bjerge, under vand, / og langt om længe kom de til en by i men'skeland. / De gik igennem gaderne og folk blev hunderædde, / besvimede i bunker, så de nederste blev flade, / og firben tabte halerne, og heste slap en vind, / mens monsterflokken fandt et apotek og myldred ind.”
”Mirakelkuren”, s. 10.

Marianne Iben Hansen blev født i 1961 og voksede op i et arbejderhjem i Virum, med en revisorfar og en mor, der hjalp sin mand på kontoret. Allerede da hun var otte, flyttede hendes halvsøster hjemmefra, og hun benyttede sin status som enebarn til at skrue op for fantasien og rimene, der ellers ikke var kommet ind med ske: ”Min opvækst var hverken litterær eller musikalsk. Min mor var arbejderklassepige, og min far var bondesøn. Det eneste rim, jeg har hørt ham citere er dette: 'Den er fri som gør, ikke som han vil, men som han bør.'” (Karen Fjordside Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, maj 2015). Mens Marianne Iben Hansens far næppe mente, at det var børnerimene, hun burde 'gøre', mødte hun i skolen begejstring for sine rim – det første skrev hun i 3. klasse.

Skriveglæden holdt ved gennem gymnasiet og lå også under overfladen, mens hun uddannede sig inden for rytmisk gymnastik og dans og siden supplerede med massagekurser og en terapeutuddannelse i kropsorienteret psykoterapi. For hende er der en direkte kobling mellem hendes kropsligt orienterede uddannelse og hendes forfattervirke: ”Jeg beskæftiger mig med sprog, der ikke nødvendigvis skal igennem hovedet, men kan begribes direkte med kroppen, sprog, der bevæger kroppen, sanses i kroppen.” (Karen Fjordside Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, maj 2015).

Først som 40-årig tog Marianne Iben Hansen det endelige skridt ud i forfatterlivet og opsagde sit job som psykoterapeut. Det endelige udslag blev gjort af et professionelt samarbejde mellem hende og hendes daværende eksmand, der som musiker manglede en tekstforfatter. Samarbejdet førte til en finpudsning af forfatterindens skriveteknik og en genoptagelse af parforholdet. Begge dele holder ved endnu.

Et særligt vigtigt skub i retningen mod også at skrive mere frie rim fik hun i arbejdet med oversættelsen af den svenske forfatter Gunilla Bergströms rimede bog ”Lille Lulu Lykkepot” (2009): ”Hun bruger den rimede form løst, og jeg blev som oversætter nødt til at finde ind i hendes fornemmelse af flow. Det var en anden dør, der åbnede for mig og senere udfordrede jeg selv genre og form gennem min bog 'Fuglen'.” (Karen Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, maj 2015).

Fikkedik og Falderina

”To vrede hekse stirred' rasende på manden, / for i sidste ende holder hekse / altid med hinanden. / Med et sæt blev de glødende / tryllestave rettet / mod kineseren, der sagde: / 'Jeg skal li'e på toilettet. / 'Vel skal du ej, lille heksebiksepasser. / Hvis du griner, kan du bare prøve det selv, ja du ka' så.' / Fikkedik sagde: 'KLAR' og Falderina sa'e: 'PARAT.' / Manden sa'e: 'Be be,' men begge hekse råbte: 'START.'”
”Fikkedik og Falderina”, s. 15.

I 2004 debuterede Marianne Iben Hansen som børnebogsforfatter med hekserimene ”Fikkedik og Falderina”. Titlen dækker over navnene på to hekse, der i mangel på ”alt eller ca. deromkring” (s. 2) trodser regnen, hopper på kostene og tager på shoppetur til Kina. Der er langt til Kina, og derfor bliver de også utroligt skuffede, da de endelig når frem og finder ud af, at den ”super duper topmoderne heksebiks” (s. 4) ikke har de ting, de mangler. Til heksebiksens indehavers forsvar er det heller ikke helt almindelige ting som ”kaffe, kartofler og spaghetti” (s. 2), de to hekse er ude efter, men derimod: ”Larvefødder, drageblod og kejserens gebis. / Fedtestads og øregas og dyrepassertis. / Fugleklatter, uglefnat og endelig til slut / fire runkne rotter og en flagermuseprut.” (s. 2). Denne liste går igen som fortællingens omkvæd, og referencen til musikkens verden er ikke fejlplaceret i en historie som denne, der indbyder til rytmisk oplæsning.

25345045

Andre listeremser bidrager fortællingen igennem også til det musikalske udtryk, og en af disse er den stakkels heksebiksebestyrers alternative varelager, som han i mangel af bedre tilbyder heksene. Men klapperslangekys og maddiker med drys tilfredsstiller ikke de to krævende hekse, der i heftig heksekamp forvandler hinanden til alt fra pølsemandsprofet til klynkeundulat.

Historien bringer mange gode råd til den, der skulle løbe ind i et par hekse. Eksempelvis bør man ikke grine af dem, men det ved den lille kineser ikke, så da et latterbrøl undslipper ham, forvandles han som straf til noget, der er ligeså ubestemmeligt som en pølsemandsprofet.

Ubestemmeligt, ja. For hvordan ser sådan én ud? Hvordan ser alle de sære væsner, Marianne Iben Hansen maler frem fra fantasien, i det hele taget ud? Bodil Molich giver som bogens illustrator sit bud på, hvordan en gorillagiraf er udstyret med høj hat og pufærmer, mens en futteklovn udrustes med propelhale og elefanthoved. Tekstligt er det de fantasifulde ordforbindelsesvæsner, der er i centrum, og det understøtter Bodil Molich visuelt ved at lade sine farverige fortolkninger af forfatterens fantasifulde påfund udhæve på en simpel, ensfarvet baggrund.