Arne Ungermann

Artikel type
illustratorer
bibliotekar Kirsten Bystrup. 2003.
Main image
Ungermann, Arne
Foto: POLFOTO

Indledning

Ungermann står som den ene af ophavsmændene til det moderne gennembrud i den danske billedbog for børn. Det var i begyndelsen af 1940’erne, hvor han ved siden af Egon Mathiesen satte en ny dagsorden for billedbogen fx med værker som Palle alene i verden og bøgerne med børnerim.

Ungermann var også medarbejder ved tidsskrifterne Vild hvede, Hvedekorn, Aandehullet og Kulturkampen samt de satiriske julehæfter Blæksprutten og Svikmøllen – bl.a. som redaktør en årrække.

20230495

Blå bog

Født: 11. december 1892.

Død: 25. februar1981.

Uddannelse: litografuddannet i Odense 1916-22.
Medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen fra 1932.

Debut: Kaspar Knalds oplevelser 1925.

Priser inden for børnebogsområdet
1955 2. præmie i den store nordiske børne- og billedbogskonkurrence for Pusti, som hverken var fugl eller fisk.
1960 Kulturministeriets illustratorpris for Da solen blev forkølet.
1971 æresbevisning fra IBBY (The International Board of Books for Young People) for Det tossede land.

Uddannelse og anden baggrund
1916-22 Uddannet som litograf på Teknisk Skole i Odense.
1922-24: opgaver for den lokale avis Middagsbladet og Fyns Tidende.
1924 tilknyttet dagbladet Politikens reklameafdeling.
1930-62 ansat som tegner ved Politikens søndagstillæg Magasinet.
1946-52 billedredaktør ved Politikens søndagstillæg Magasinet.
1972 pensioneret fra sit job på Politiken.
1972-81 næsten daglig leverandør af tegninger til kronikken, anmeldelser og Dagens Tegning i Politiken.

Seneste udgivelse: Hanne Hansen - udvalgte episoder 1935-1945. 1980.

Ungermann og børnebogen

Bladtegningen var kun et af Ungermanns arbejdsområder. De andre var plakatkunsten og bogillustrationen. Udfra en kvalitetsmæssig vurdering kan man ikke sige, at det ene område var vigtigere end det andet. Det var karakteristisk for Ungermann, at han ikke blot kunne det hele, men også at han gjorde det hele godt. Således også børnebogen, hvor Ungermann står som den ene af ophavsmændene til det moderne gennembrud i den danske billedbog. Det var i begyndelsen af 1940’erne, hvor han sammen med Egon Mathiesen satte en ny dagsorden for billedbogen. Hvor Egon Mathiesen var maleren, var Ungermann grafikeren, der var i stand til at gribe både det hverdagslige og det fantastiske og absurde med sin karakterfulde og præcise streg. 

20230495

Palle alene i verden (1942) med tekst af Jens Sigsgaard og de to rimbøger Okker Gokker Gummiklokker : og andre børnerim (1943) og Abel Spendabel : og andre børnerim (1945) var banebrydende værker, da de udkom og er siden blevet til klassikere i dansk børnelitteratur.

I sine illustrationer til børnebogen opsummerede Ungermann sin viden som litograf, sin erfaring fra bladtegningen og fra plakaterne, sin forkærlighed for illustrationen til aforismen i et signifikant og unikt formsprog, der har inspireret og skabt en klangbund for de senere generationer af tegnere. Ungermanns billeder til børnebogen er blevet et stykke dansk kulturarv.

Jørgens hjul

Det er tegneserien, Kasper Knalds oplevelser fra 1925 der formelt set står som Ungermanns debut indenfor børnebogsområdet. Imidlertid er det ikke den, men billedbogen Jørgens hjul (1932), der bliver hans egentlige første børnebog. Samtidig bliver bogen den første indvarsler af den moderne billedbog i Danmark på grund af sit emne og sit eksperimenterende og grænseoverskridende billedudtryk. Den kalder i øvrigt også sig selv: en moderne billedbog for børn på omslaget! Der er tale om en billedbog med et fagligt indhold, idet den fortæller om moderne transportmidler før og nu, - som undertitlen siger det.

At bogen ikke blot har en positiv holdning til fremskridtets tekniske vidundere, fortæller allerede omslagsbilledet. Her er fascinationen til at få øje på både i synsvinkel og størrelsesforhold. Læseren ser sammen med Jørgen beundrende op på et hjul fra et lokomotiv, hvis væsentlighed fremhæves af dets størrelse. Jørgen og hans løbehjul fylder ikke meget ved siden af! Den moderne teknik lovprises ligefrem i opslag efter opslag, hvor de forskellige transportmidler vises dels i historisk, dels i moderne tilsnit. Idéen er god, billederne er flotte; det er bare kedeligt, at bogen stopper i 1932, og at teksten ikke rigtig kan følge trop med billedernes kvalitet.

Historien vil vide, at teksten kom til over en nat, skrevet af én fra Monde-gruppen, (den gruppe af venstreorienterede, der stod bag det politisk-kulturelle tidsskrift Monde, 1928-32). Forfatteren var ikke Edvard Heiberg - som kolofonen angiver det – derimod Hans Kirk. Under alle omstændigheder præsenterer bogen sig først og fremmest som en billedfortælling, som teksten knytter an til.

Et af de otte beskrevne transportmidler er motorcyklen. Selve opbygningen af opslaget med de historiske udgaver på venstresiden og den moderne på højresiden er karakteristisk for bogen, ligesom brugen af billedudtrykkene er det. Der er tale om to vidt forskellige udtryksformer, - venstresidens tegninger og litografiske tryk og højresidens fotomontager. Billederne viser, at Ungermann var vant til at tegne med litografisk kridt på den litografiske sten og til på øjemål at skille farverne ud og fordele dem på de 4 sten (gult, rødt, blåt og sort) således at de 4 afsmitninger på papiret tilsammen giver det farvede billede med alle blandingsfarverne.

Venstresiden og højresiden spiller netop ikke sammen, men kolliderer snarere, og derved skabes en spænding, en provokation og en bevægelse. Samtidig bemægtiger fotomontagen sig billedrummet med sine dristige beskæringer. Den hopper nærmest ud af billedet og op i øjnene på læseren. Det er råt og brutalt, det er flot og fascinerende.

Det er tydeligt, at Ungermann er stærkt inspireret af den banebrydende russiske avantgardekunst fra århundredets første årtier. Her var netop den fantasifulde og uortodokse tilrettelægning samt den slagkraftige enkelhed i visualiseringen karakteristisk, ligesom kombinationen af tegnede og malede elementer sat sammen med fotomontagen og collagen var det.

En større udstilling af sovjetiske plakater i Danmark fandt sted allerede i 1923, arrangeret af journalisten Anker Kirkeby i Politikens foredragssal. I 1930 kom Tegneforbundets udstilling af sovjetisk plakat- og tegnekunst. Men det er oftest boghandleren Asger Fischers udstilling i Illums bogafdeling i 1932 af nye sovjetiske plakater og børnebøger, der nævnes som inspirationskilden for bl.a. Ungermann og Aage Sikker Hansen (1897-1955). Udstillingen vakte opmærksomhed både i den borgerlige presse og i de kulturradikale og socialistisk-kommunistiske kredse.