Bladtegningen var kun et af Ungermanns arbejdsområder. De andre var plakatkunsten og bogillustrationen. Udfra en kvalitetsmæssig vurdering kan man ikke sige, at det ene område var vigtigere end det andet. Det var karakteristisk for Ungermann, at han ikke blot kunne det hele, men også at han gjorde det hele godt. Således også børnebogen, hvor Ungermann står som den ene af ophavsmændene til det moderne gennembrud i den danske billedbog. Det var i begyndelsen af 1940’erne, hvor han sammen med Egon Mathiesen satte en ny dagsorden for billedbogen. Hvor Egon Mathiesen var maleren, var Ungermann grafikeren, der var i stand til at gribe både det hverdagslige og det fantastiske og absurde med sin karakterfulde og præcise streg.
20230495
Palle alene i verden (1942) med tekst af Jens Sigsgaard og de to rimbøger Okker Gokker Gummiklokker : og andre børnerim (1943) og Abel Spendabel : og andre børnerim (1945) var banebrydende værker, da de udkom og er siden blevet til klassikere i dansk børnelitteratur.
I sine illustrationer til børnebogen opsummerede Ungermann sin viden som litograf, sin erfaring fra bladtegningen og fra plakaterne, sin forkærlighed for illustrationen til aforismen i et signifikant og unikt formsprog, der har inspireret og skabt en klangbund for de senere generationer af tegnere. Ungermanns billeder til børnebogen er blevet et stykke dansk kulturarv.