Martin A. Hansen skrev sine fiktive værker i en tid med stærke ideologiske spændinger og åben krig, der senere blev afløst af mørk efterkrigstid. Hos Martin A. Hansen mærkes en søgen efter andre værdier og ny livsmening for at udfylde et eksistentielt tomrum i lighed med mange andre af samtidens danske forfattere som f.eks. H.C. Branner og Paul La Cour og en fransk eksistentialistisk forfatter som Albert Camus.
Gennem det meste af sit forfatterskab undersøger Martin A. Hansen forskellige eksistentialistiske temaer med udgangspunkt i Søren Kierkegaards eksistensfilosofi. Dette præg har forfatterskabet nok også fået, fordi Martin A. Hansen var en del af kredsen omkring tidsskriftet ”Heretica”, der udkom i årene 1948-53, og som han en overgang var med til at redigere. Sammen med bl.a. forfatterkollegerne Thorkild Bjørnvig og Frank Jæger forsøgte han at gøre op med førkrigsideologierne til fordel for eksistentialisme, hvor den enkelte må tage ansvar for eget liv.
Med sine eksistentialistiske temaer kan forfatterskabet selvfølgelig sættes i forhold til f.eks. Kierkegaards ”Forførerens Dagbog” eller til franske eksistentialistiske værker som Camus’ ”Sisyfos-myten” eller ”Faldet” eller til Jean-Paul Sartres ”Kvalme”. Men udover de fælles temaer hører lighederne også op mht. fortællemåde, idet Martin A. Hansen ligesom f.eks. den færøske forfatter William Heinesen forsøger at genanvende traditionelle fortælleformer som den kristne myte i nye kombinationer via litterære eksperimenter. Om sin litterære position skriver Martin A. Hansen nemlig således i et brev, at han om sin position ” … i Litteraturen og Traditionen, vil karakterisere mig selv som en ’Genoptager.’” (Anders Thyrring Andersen: Kætterbreve. Gyldendal, 2004, s. 71).
Tradition, kristendom, følelse og bekendelse er således mere fremtrædende i Martin A. Hansens forfatterskab end hos de franske eksistentialistiske forfattere. Til forskel fra disse forfattere kan hans forfatterskab også læses ind i traditionen for bekendelseslitteratur (der i nyere dansk litteratur findes hos f.eks. Vita Andersen og Suzanne Brøgger), samt læses i forhold til den sentimentale roman pga. den megen lidelse i forfatterskabet. Både med hensyn til bekendelsesbehov af skyld og sentimentalitet kan Martin A. Hansens forfatterskab dermed også sammenlignes med den franske filosof Jean-Jacques Rousseaus ”Bekendelser” (1765-70) og ”Den nye Héloise” (1761).