Efter et par år i tavshed blev Martin A. Hansens sidste større fiktionsværk, ”Løgneren”, udgivet i 1950. Det er oprindelig skrevet som radioroman og har i dag fået klassikerstatus i dansk litteratur.
Handlingen foregår på den lille danske ø Sandø, hvor hovedpersonen og ”løgneren” Johannes Vig er skolelærer og degn. Her oprulles trekantsdramaet mellem ham og de to kvinder Annemari og Rigmor i forskellige hverdagslige situationer og samtaler. I løbet af romanen beskrives Johannes’ fremmedgørelse, f.eks. i kirken, da han skal holde sin prædiken, men det er først, da han efterfølgende opholder sig i sin skolestue, at den ”åbner” sig for ham, hvor han således erkender sit tilhørsforhold til øen. Det er altså i rollen som skolelærer og ikke som degn, han finder sit kald. Han vil nemlig ”erobre” øen med viden ved at beskrive den som en slags antropolog eller geograf, dvs. videnskabeligt som en oplysningens tjener. Sådan overvinder han delvist sin fremmedgørelse.
50571491
Men hvad med kærligheden til de to kvinder, og hvad med næstekærligheden over for øens øvrige befolkning? I hans forhold til Annemari viser det sig, at han i årevis kun har leget med hende, men kom for sent, da han endelig ville bekende sine følelser for hende. Hans forhold til Rigmor består mest af råt begær, hvor han efterfølgende ikke vover at indlede et kærlighedsforhold til hende, idet han mener, at han blot ville ”kvæle” hende. I løbet af romanen har han skyldfølelse over for Oluf (som man kan se som repræsentativ for hele øens befolkning), idet han kunne have afværget et bådforlis. Da Johannes i slutningen vil bekende sin skyld over for Oluf og få ham i tale, er det for sent: Oluf forbliver tavs. I slutningen bekender Johannes, at han ikke kan gro via kærligheden eller den rigtige gudstro og afslår dermed at vælge den. Hans livslod er herefter ensomhedens: Den er ”som Gud vil”, dvs. en lod som en anden Gudsplaget Job.
”Løgneren” lyver på to måder. Dels ved at fortælleren mod slutningen bekender, at han har skrevet begivenhederne i nutid, mens de i virkeligheden skete for ca. et år siden. Dels ved at Johannes blot har leget med de to kvinder på sin inautentiske, forførende måde uden nogen form for ægte kærlighed eller kristen næstekærlighed i forhold til f.eks. Oluf. Dermed er der tale om en roman, der via sin beskrivelse af antihelten Johannes peger ud over sig selv og på det, der bør vælges: følelsen og kærligheden. Og som en roman, der er skrevet med henblik på at blive læst op i radioen, er sproget mere afstemt og behersket end man ser i Martin A. Hansens tidligere fortællinger.