Umiddelbart efter Anden Verdenskrig udkom Martin A. Hansens ”Tornebusken” (1946) bestående af tre fortællinger, der med kristen tro forsøger at finde en vej ud af krisestemningens mørke. De kan læses som tre modernistiske eksperimenter, der afprøver nye fortællemåder og strukturer ved at indsætte fantastiske og mytiske elementer i novellerne, hvorved den almindelige, prosaiske virkelighed overskrides.
Den første er kærlighedshistorien ”Tornebusken”, der som i en kollektivroman ikke har nogen klart profileret hovedperson. I stedet tillægges synsvinklerne skiftevis alle historiens personer, og dermed glider læseren ubesværet ind og ud af alle personernes tankegange.
Novellen belyser kærligheden, dvs. hvor den opstår mellem de forskellige par, og hvor den ikke gør det, og i slutningen bliver det klart, at det er mellem Grethe og hendes fremmedgjorte Per, at kærligheden blusser op på ny. Det sker dog kun som konsekvens af, at den hårde og barske Johan, som Grethe har haft et godt øje til, dør. Novellen handler altså om kærlighedens lidelse (Grethe), død (Johan) og opstandelse (via Per).
I den centrale novelle ”Midsommerfesten” finder man samme fortællebudskab, som er, at det er via det onde og lidelsen, at man når det gode. Det sker ved at ”forfatteren” inddrager ”læserinden” i en dialog om den fortælling, han sidder og skriver om bl.a. Georg og Alma. De to sidstnævnte bliver en fordobling af ”forfatteren” og ”læserinden”, og når via deres sokratiske samtale frem til en form for fælles forståelse, selvom Georg gør denne smertelig for Alma.
I samlingens tredje novelle ”Septembertaagen” bliver hovedpersonen, der læser om døden på et værelse, langsomt opmærksom på dødens konkrete indtrængen gennem det åbne vindue i form af den symbolske tåge. Han er nemlig blevet indkaldt som soldat og venter på at blive sendt i farefuld aktion. Mens de er ude på mission, opruller fortællingen soldatens forhold til farens død som soldat i Første Verdenskrig. Hvor farens død har været et uvirkeligt fortrængt fravær ligesom den også er fortrængt fra hverdagslivet, forsøger novellen at vise, at dødens nærvær skaber en helt anden dybere mening og bevidsthed.
Hvad der forbinder de tre noveller synes at være forsøget på at finde mening i død, ondskab og lidelse, og som noget der peger frem mod (næste)kærligheden samt mod det, der kan ophæve den lidelsesfulde fremmedgørelse.