Hans Hansen opfatter sig primært som dramatiker - det gør hans måde at skrive på kort og klar, som det talte sprog, og det betyder, at hans bøger er ret lette at læse.
Som man måske kunne tro, er det ingen naturlov, at en let læselig tekst er let at skrive. Faktisk kræver det et stort kunstnerisk arbejde at iklæde en historie et enkelt og knapt sprog. Hans Hansen arbejder bevidst med sprogets rytme, klang, farve, musik - noget der har betydning for læseoplevelsen.
En historie af Hans Hansen kendes ofte på, at den lever videre også efter det sidste punktum. For som læser giver man sig uvilkårligt til at spørge sig selv: hvordan ville det egentlig være gået, hvis ...? Man begynder på en måde at snakke med bogen.
I øvrigt er Hans Hansen lidt af et rodehoved. Det siger han i alt fald selv, for han kan ikke skrive historier efter dispositioner eller forudbestemte strategier. Selvfølgelig ved han i store træk, hvad han vil have det til at handle om. Men det vigtigste for ham er titlen. Før han kender den, kan han ikke rigtig komme i gang med skriveriet - som foregår i hånden. Men når titlen først er der, så går det sådan set af sig selv.