Baggrund

Citat
”Jeg har lyst til at råbe, om de ikke kan se, hvor meget de ydmyger sig selv. Så mange mænd mod en pige på 13. Ha, det er til grin. Men jeg skal ikke nyde noget mere. Jeg holder vejret, mens de ridder forbi, aer hoppens hals og krummer mine tæer sammen i de gamle, bløde støvler til mine lægge kramper.”
”Synnes hævn 1 – Flugten”, s. 34.

Kirsten Sonne Harild er født på Bornholm i byen Melsted i 1962. Selv fortæller hun, at hun som barn ikke drømte om et liv som forfatter. Hendes mor arbejdede som journalist, og Harild kunne ikke se noget tiltrækkende i det liv, tværtimod, for som hun siger: ”Faktisk så havde jeg slet ikke lyst til det i mange år, fordi min mor skrev så meget, da jeg var barn. Det larmede helt vildt meget, fordi hun skrev på skrivemaskine, og det lugtede også, fordi hun røg cerutter samtidig.” (Pallesgavebod.dk: Interview med Kirsten Sonne Harild i anledning af hendes 50-års fødselsdag.)

Alligevel må litteraturen have tiltrukket hende. I hvert fald valgte hun at læse dansk på Københavns Universitet efter at have fjumret lidt rundt efter hf eksamen. Der skulle dog gå yderligere 10 år efter danskstudiet, før hun debuterede som børnebogsforfatter. I de år arbejdede hun som redaktør ved Gyldendals Bogklubber, så selvom hun ikke var skrivende, havde hun fingrene i børnebøger hver dag. Helt konkret blev det en sygemelding, der satte skriveriet i gang, fortæller hun: ”I 2001 blev jeg pludselig syg hen over sommeren og blev sygemeldt fra mit job. Jeg havde aldrig drømt om at skrive bøger, men pludselig en morgen, efter at jeg havde haft en mærkelig drøm om en hemmelig underjordisk by på Nordbornholm, begyndte jeg at skrive, og fra da af var hele processen som en uafvendelig lavine. Jeg sagde op på mit job og skrev romanen færdig på et halvt år.” (Maria Roslev: Mailinterview med Kirsten Sonne Harild. Forfatterweb, marts 2014.) Det blev hendes debutroman ”Den hemmelige by 1”, der udkom i 2003 – det første bind i en trilogi om to børns møde med de underjordiske på Bornholm.

Nu er Kirsten Sonne Harild fuldtidsforfatter og har udgivet mere end 70 bøger. Hun er kendt for en lang række romanserier for børn og unge, og både hendes heste-serier ”Pony & Co.” og ”Pjok og Petrine”, fodboldserie ”FC Englene” og westernserie ”Død eller levende!” hitter hos børnene. Westernserien har hun lavet i samarbejde med Jan Solheim, som hun også har arbejdet sammen med om krimiserien ”Cornelius krut”. Til de helt små har hun lavet en billedbogsserie om drengen Willi i samarbejde med Inger Tobiasen, der også har stået for alle illustrationer til ”Pjok og Petrine”.

Udover at skrive børnebøger holder Harild foredrag og arrangerer skriveværksteder. Hun skriver også historier sammen med børn på afdelingen for kræftramte børn i skolen på Rigshospitalet, om det siger hun: ”Det betyder meget for mig at give redskaber og skriveglæde videre. Det kan ikke sammenlignes med en almindelig undervisningssituation, men er i meget højere grad en udveksling, synes jeg – og det er utrolig givende og inspirerende at være i så nær skabende kontakt med netop de børn og unge, som jeg jo skriver til.” (Maria Roslev: Mailinterview med Kirsten Sonne Harild. Forfatterweb, marts 2014.)

Kirsten Sonne Harild har tre døtre – Emilie, Tilde og Amanda. Sammen med den mellemste datter Tilde har hun lavet Vina-bøgerne – en læs-let serie om islænderhesten Vina, der er familiens hest i det virkelige liv. Forfatteren bor i dag på Østerbro i København.