Kirsten Sonne Harild skriver bøger til børn og unge. Hun skriver til alle aldre, men er især god til at skrive til de helt unge læsere. Det lette, præcise sprog gør bøgerne nemme at læse for nylæsere, og hendes plotdrevne fortællestil holder dem fast. Og netop det lette sprog er væsentligt for forfatterne, for som hun siger: ”Med mine egne bøger har jeg også det meget vigtige succeskriterium, at det gerne må være let at læse, så også børn og unge, som har sværere ved læsningen får lyst til at flytte ind i bøgernes verden.” (Maria Roslev: Mailinterview med Kirsten Sonne Harild. Forfatterweb, marts 2014.)
Forfatterskabet er vægtigt og er især kendetegnet ved det serielle. Elleve forskellige serier er det blevet til indtil nu, og man kan godt regne med, at der kommer flere. Og Harild mestrer virkelig serieformatet. Hun formår at sætte fokus på en gruppe – et fodboldhold eller et showhold f.eks. – der kan danne seriens overordnede ramme, altså den store historie, og samtidig skrive interessante hovedkarakterer frem, der kan udvikle sig igennem de små plotdrevne fortællinger, som hvert bind udgør.
Forfatterskabet er også kendetegnet ved de genrespecifikke bøger. Både hendes krimiserie og westernserie viser, at hun har styr på genrernes klassiske kendetegn, og så er det tilmed nyt at finde en dansk western, der fungerer.
Tematisk kredser forfatterskabet om heste, fodbold, dans og mysterier, og netop disse emner henter forfatteren bl.a. fra sig selv. Hun fortæller: ”Jeg var selv så heldig at dyrke både ridning, dans, fodbold, sang, volleyball og teater, da jeg var barn og ung. Det ses vist tydeligt i mine bøger.” (Maria Roslev: Mailinterview med Kirsten Sonne Harild. Forfatterweb, marts 2014).
Men venskab, børns hverdagsliv og overgangen fra barn til teenager er uanset emne også en gennemgående tematik i forfatterskabet, og det er kendetegnende for Harilds serier, at børnene let kan identificere sig med karaktererne og deres problematikker.
Det skinner igennem i hele forfatterskabet, at Harild har stor respekt for sine læsere. Selv siger hun om det at skrive til børn: ”Jeg kan mærke, det holder hjertet varmt. Jeg skriver ærligt til børn, og det gør mig glad! ” (Bente Lembo og Martin Damgård: Hun har verdens bedste job. Nordjyske Stiftstidende, 2012-05-08).