I skrivestil bliver Sonya Hartnett hverken sentimental eller kynisk. Men hun har en mørk og hård stil, der ydermere kan betegnes som kompromisløs og direkte. Hun er en pessimistisk forfatter, der samtidig kan skrive meget poetisk og bevægende.
Hartnetts forfatterskab er til stor debat i hendes hjemland, Australien, for hun er svær at sætte i bås. Debatten går på, om hun er børneforfatter, ungdomsforfatter, eller blot forfatter (underforstået for voksne). De tre romaner, der er oversat til dansk, har alle børn, teenagere og unge voksne som hovedpersoner. Men, og det er måske skismaet i debatten, temaerne for hendes forfatterskab er meget seriøse og mørke.
Et særligt tema for Hartnetts forfatterskab er børns naturlige dyriskhed og hensynsløshed, og dette tema kæder hun ofte sammen med grove omsorgssvigt som voldeligt misbrug af børn, sindslidelser, døden, social isolation og ekstrem fattigdom. Men som hun selv siger: ”Jeg har brugt meget tid på at forsvare mine bøger imod de kritikere, der ser dem som værende for komplicerede; for voksne i deres tilgang; for dystre til at kunne være børnelitteratur. Dette er min skæbne.
Jeg skriver egentlig ikke til børn: Jeg skriver kun til mig selv, og til de få mennesker, som jeg håber på at tilfredsstille – og jeg skriver for fortællingens skyld.” (Interview på www.literature.britishcouncil.org).
Genremæssigt placerer forfatterskabet sig inden for Southern Gothic, en amerikansk undergenre til Gothic-genren, der indlemmer overnaturlige og usædvanlige begivenheder i sin plotstruktur med henblik på at undersøge sociale spørgsmål og for at bringe de amerikanske sydstaters kulturelle værdier frem for en dag.
At Hartnetts litteratur er i familie med denne genre, skinner igennem i eksempelvis den lokalkolorit, som hun bruger meget plads til at male frem. Omgivelserne er moser, store tunge og dystre forstadskvarterer, hvor al menneskelig snak og aktivitet forstummer, forsømte og forældede gårde meget langt ude på landet. Steder, der ligesom lever deres eget liv udenom menneskene, der beboer dem. Menneskene er afsporede, isolerede, til tider grusomme og lever under ekstreme forhold såsom den store depression.
Sonya Hartnett forklarer: “Hvis jeg gør noget som helst med mine bøger, så er det at opfordre folk til at tænke sig grundigere om og iagttage verden mere indgående. […] Jeg forsøger at skrive bøger der går ud på mere end bare at fortælle en historie.” (Interview på www.achuka.co.uk).