YAHYA HASSAN

Citat
”VI RYGER EN JOINT OG HOLDER ØJE/ SÅ KOMMER HAN SAMMEN MED EN ANDEN PÆDAGOG/ OG BENJAMIN SIGER AT DET ER EN BABBELAP LIGESOM MIG/ DET ER MIN LILLEBROR SIGER JEG”
”YAHYA HASSAN”, s. 56.

En opvækst med vold og forældrenes omfattende omsorgssvigt er omdrejningspunktet i ”YAHYA HASSAN” (2013). ”Jeg skriver selvbiografiske digte fra underklassen om et historisk forældresvigt.” (Tarek Omar: Digter: Jeg er fucking vred på mine forældres generation. Politiken, 2013-10-05), siger Hassan selv om digtsamlingen. Han skriver autofiktion, dvs. at digtenes jeg er lig forfatteren, og indholdet er udpluk fra hans korte, men begivenhedsrige liv. Digtene, som er skrevet med store bogstaver, er narrative og mundrette. Tonen er aggressiv, flabet og fuld af foragt. Hassan har kun had til overs for sine forældre og deres livsførelse.

Samlingens første digt hedder BARNDOM og er fortællingen om, hvordan Yahya og hans søskende bliver slået af deres far. Søsteren tisser i bukserne af angst, mens Al Jazeera kører på fjernsynet i baggrunden. Farens overgreb er et tilbagevendende tema, hvorved digtene bliver en åbenlys protest mod den patriarkalske familiestruktur. Men når Hassan efterfølgende overfalder en uskyldig pige ved et busstoppested, illustrerer digtene også, at vold avler vold.

50760480

Uden at lægge fingre i mellem beskriver Hassan en opvækst med manglende voksenkærlighed, dobbeltmoral, indbrud, jointrygning, tyveri og politijagt. Forældrene bliver skilt, og faren får en ny kone og nye børn. Moren administrerer hele boligkompleksets kollektive, sociale bedrageri, og Hassan sætter ild til deres lejlighed, laver indbrud, sælger hash og bliver tvangsfjernet.

I enkelte digte indflettes ord fra arabisk, oftest i forbindelse med beskrivelser af muslimske traditioner som ramadan og eid. Andre digte er skrevet i et bevidst forkert dansk, med omvendt ordstilling og manglende bøjningsendelser. Det gælder især samlingens sidste og længste digt, der omhandler tiden lige op til, at ”YAHYA HASSAN” skal udkomme. Jeget kan kalde sig selv forfatter, er en sund og velintegreret ung mand. Han skriver mails til sin redaktør og læser korrektur på digtene, og selvom den nye intellektuelle identitet ikke nødvendigvis betyder, at han endegyldig har lagt Islam og kriminaliteten bag sig, står han alligevel tilbage som en modnet og stærk person.