Da han i 1990 havde modtaget H.C. Andersen-Medaljen (den fornemste børnebogspris i verden, kaldet ’den lille Nobelpris i litteratur’) i Williamsburg, USA, takkede han for prisen med en tale, hvori han bl.a. sagde:
" Men der er to ting, jeg ved en masse om. Vi er alle født som børn - over hele verden, og vi har alle haft en barndom, vi må forholde os til.
Jeg mener ikke, at barndommen er ens over hele verden, men vi har alle været små i en verden, hvor det er de voksne, der bestemmer.
Men der er alt for mange voksne, der mener, at barndommen er den lykkeligste tid i ens liv. Det var dengang, hvor somrene var længere end nu, det regnede kun om natten, og himlen var mere blå. Men det er slet og ret ikke sandt!
Børn skal opdrages. De skal lære at tilpasse sig samfundet, den accepterede adfærd og samfundets love og regler.
Det gør ondt at blive opdraget. Måske husker vi slet ikke de stærkeste smerter og de hårde kampe, vi havde for vores ret til at have ret. Måske starter opdragelsen allerede, inden vi bliver født.
Det værste, der kan ske for et barn, når det skuffer de voksnes forventninger, er at blive sat uden for døren. Der står det så med en følelse af koldt mørke i sig og banker på døren for at komme ind igen. Men døren bliver ikke åbnet, før det passer den voksne at gøre det.
Jeg tror, at vi alle har oplevet dette på en eller anden måde, men så længe vi ikke forstår, hvad vi som voksne gør imod vores børn - eller vover at nærme os vores egen barndom - vil vi fortsætte med at såre vores børn - og os selv som voksne mennesker.
Det er som om, at vi voksne glemmer, at vores liv er grundlagt i barndommen, og at den er hovedkilden til kommunikationen mellem os selv og yngre mennesker, og at den giver os vigtige oplysninger om os selv som hele mennesker"
(Efter "OPSIS KALOPSIS" nr. 1/1991, side 31)