Tormod Haugen

pædagogisk konsulent Bent Rasmussen, 2001.
Main image
Haugen, Tormod
Foto: POLFOTO

Indledning

Tormod Haugen debuterede i 1973 med bogen: Ikke som i fjor. En fortælling om den 7-årige Jørgen, der er lidt bange og forsigtig, men han trives godt sammen med sin sommerveninde Maria. Tormod Haugen er en sjældent indfølt skildrer af barndommen. Uanset om man er født i Norge, Danmark eller andre steder i verden, vil man kunne nikke genkendende til de problematikker, han skriver om. Barndommen er det tema, som han igen og igen kredser om i alle sine romaner for børn og unge.

 

25404939

Blå bog

Født: 1945 i bygden Trysil i Norge.

Uddannelse:  cand.mag. fra universitetet i Oslo med almen litteraturkundskab som hovedfag.

Debut: Ikke som i fjor. 1973.  (Ikke oversat til dansk!).

Priser: Kirke- og undervisningsdepartementets præmie i 1975 for Natfuglene, i 1976 for Zeppelin og i 1990 for Skriget fra junglen. De norska barnbibliotekariernas pris i 1979 for Joakim. Deutscher Jugendbuchpreis i 1979 for Natfuglene. Sarpsborgspriset i 1979 for Joakim. Nordisk Børnebogspris i 1986 for Dagen, der forsvandt og og Vinterstedet. Kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris i 1984 for Dagen, der forsvandt. H.C. Andersen-Medaljen i 1990.

Seneste udgivelse: Prinsusse Klura og dragen. Høst, 2004. (Prinsusse Klura og dragen (norsk), 2004). Oversat af Nanna Gyldenkærne.

Artikel type
boern

Om Tormod Haugen

Tormod Haugen er født 1945 i bygden Trysil i Norge - o. 200 km nordøst for Oslo - tæt ved den svenske grænse (Värmland). Hans far arbejdede i banken, moderen var hjemmegående, og han har to yngre søstre. I bogen Synnadrøm (1977) beskriver han de store forandringer, som hans fødested har været ude for. Mange er flyttet bort, de tomme gårde, motorvejene, som pløjer sig igennem landskabet, moderne fritidshuse, som ikke passer ind i miljøet, osv.

Det var en meget svær bog for ham at få hold på, og først da han i samråd med sin forlagsredaktør besluttede sig for at skrive bogen som en slags lyrisk prosa på dialekt, fik bogen en form, som kommer tæt på menneskene og bygden. Han skildrer et lille døende samfund, hvor der har boet mennesker i århundreder, men når de sidste mennesker flytter bort, forsvinder der også et stykke historie, en verden med myter og eventyr - og frem for alt et sprog, en dialekt. Gennem drengen Runar, der sammen med sin familie er nogle af de sidste faste beboere, oplever læseren stemningen i den affolkede bygd.

Tormod Haugen er cand.mag. fra universitetet i Oslo med almen litteraturkundskab som hovedfag og tysk og kunsthistorie som bifag. Efter sin eksamen arbejdede Tormod Haugen i to år på Munch-Museet i Oslo. I dag lever han som forfatter og oversætter.

Debut

Tormod Haugen debuterede i 1973 med bogen Ikke som i fjor . En fortælling om den 7-årige Jørgen, der er lidt bange og forsigtig, men han trives godt sammen med sin sommerveninde Maria, der både er høj og modig.

Jørgen har ikke meget selvværd og selvtillid og føler sig som den dummeste i verden. Den ældre Martin - kaldet Ekle Martin - udnytter Jørgens svaghed, driller, håner, mobber. Heldigvis ændrer tingene sig til det bedre, da Maria og Jørgen med brug af både fantasi og intellekt bestiger den store sten, hvad der må siges at være deres barndoms ’manddomsprøve’. Pludselig føler han, at han kan noget og er noget.

Allerede i debutbogen ser man tydeligt forfatterskabets hovedmotiver, nemlig respekten for og solidariteten med barnet - og de voksnes tankeløshed. De voksne er ikke onde, snarere ulykkelige og depressive. Ikke som i fjor er ikke udkommet på dansk.

Barndom

Tormod Haugen er en sjældent indfølt skildrer af barndommen. Uanset om man er født i Norge, Danmark eller andre steder i verden, vil man kunne nikke genkendende til de problematikker, han skriver om. Barndommen er først og fremmest det tema, som han igen og igen kredser om i alle sine romaner for børn og unge. Tormod Haugen har altid haft en meget direkte linie til sin egen barndom. Han legede meget, han læste meget, men han følte sig også meget ensom under sin opvækst.

"barndommen har altid været nærværende i mig. Jeg har altid set livet i en sammenhæng. Der findes ingen port, man går igennem og kommer ud som voksen på den anden side. Min barndom har været en vigtig kilde til information om mig selv og mine følelser. Det er smertefuldt at være der, for vi oplever alle at blive svigtet i barndommen. De voksne ønsker ikke bevidst at svigte barnet, men de gør det alligevel, det er næsten en naturnødvendighed"
(Tormod Haugen i "OPSIS KALOPSIS")

På mange måder er det sværere at være barn i dag end nogensinde tidligere, har Tormod Haugen sagt til det svenske tidsskrift "OPSIS KALOPSIS". "Vi bor midt i verden hele tiden!" Han mener, at presset på de voksne er større i dag, end da han selv var barn, og at dette pres smitter af på børnene. Derfor er det enormt krævende at være barn og ung i dag.

Det centrale for Tormod Haugen er, at børn skal være elsket, så kan man overvinde ensomheden, aleneheden, som er et livsvilkår for mange børn i dag - og som det måske har været altid. At nogen ser en og synes om en, som man er - og ikkeikke, som man burde være - er det helt centrale for Tormod Haugen - og det går igennem alle hans bøger som en meget tydelig rød tråd.

H.C. Andersen-Medaljen

Da han i 1990 havde modtaget H.C. Andersen-Medaljen (den fornemste børnebogspris i verden, kaldet ’den lille Nobelpris i litteratur’) i Williamsburg, USA, takkede han for prisen med en tale, hvori han bl.a. sagde:

" Men der er to ting, jeg ved en masse om. Vi er alle født som børn - over hele verden, og vi har alle haft en barndom, vi må forholde os til.
Jeg mener ikke, at barndommen er ens over hele verden, men vi har alle været små i en verden, hvor det er de voksne, der bestemmer.
Men der er alt for mange voksne, der mener, at barndommen er den lykkeligste tid i ens liv. Det var dengang, hvor somrene var længere end nu, det regnede kun om natten, og himlen var mere blå. Men det er slet og ret ikke sandt!
Børn skal opdrages. De skal lære at tilpasse sig samfundet, den accepterede adfærd og samfundets love og regler.
Det gør ondt at blive opdraget. Måske husker vi slet ikke de stærkeste smerter og de hårde kampe, vi havde for vores ret til at have ret. Måske starter opdragelsen allerede, inden vi bliver født.
Det værste, der kan ske for et barn, når det skuffer de voksnes forventninger, er at blive sat uden for døren. Der står det så med en følelse af koldt mørke i sig og banker på døren for at komme ind igen. Men døren bliver ikke åbnet, før det passer den voksne at gøre det.
Jeg tror, at vi alle har oplevet dette på en eller anden måde, men så længe vi ikke forstår, hvad vi som voksne gør imod vores børn - eller vover at nærme os vores egen barndom - vil vi fortsætte med at såre vores børn - og os selv som voksne mennesker.
Det er som om, at vi voksne glemmer, at vores liv er grundlagt i barndommen, og at den er hovedkilden til kommunikationen mellem os selv og yngre mennesker, og at den giver os vigtige oplysninger om os selv som hele mennesker"
(Efter "OPSIS KALOPSIS" nr. 1/1991, side 31)

De sorte fugle

Hovedpersonen i Natfuglene (1976) er drengen Joakim, hvis far plages af dårlige nerver, en dyb depression. Faderens sygdom smitter naturligvis af på den øvrige familie - også på Joakim, der er angst for alt og alle. Om natten er han bange for de sorte fugle, som - tror han - kommer om natten.

I fortsættelsen Joakim (1979) er faderens angstneurose blevet så alvorlig, at han må indlægges på hospitalet. Joakims mor, der har kæmpet i mange år for at holde sammen på familien, giver op og ønsker skilsmisse. Joakim føler sig svigtet af de voksne, som uden at inddrage ham handler hen over hovedet på ham.

Børnene i Tormod Haugens bøger bliver ofte ’til-intet-gjort’ - i overført betydning! - med eller mod deres vilje, og Joakim må kæmpe for ikke at forsvinde.

Sorgen er sammen med ensomheden og angsten de mest grundlæggende livsvilkår, vi har, mener Tormod Haugen. Det kan lyde tungt og ubærligt, men man må lære at sætte ord - eller billeder - på sin angst. Joakim lukker f.eks. natfuglene inde i skabene om natten, så der kan blive plads til at tænke på andre ting udenfor.

Familien, et lille samfund

Tormod Haugen fremstiller ofte familien som et lille samfund, der på godt og ondt er et spejl af det rigtige samfund. De kræfter, der styrer familielivet, møder vi rundt om i verden. I en familie findes magt og afmagt, autoritet og ydmyghed, underkastelse og ligeværd. På samme måde er samfundet bygget op. Nogen har magt, andre ikke.

Undertiden fremstiller Tormod Haugen ligefrem familien som en diktaturstat, et autoritært mini-samfund, hvor nogen undertrykker, og andre undertrykkes. Set ud fra den vinkel kan man sige, at alle Tormod Haugens bøger indeholder en god portion meget direkte samfundskritik.

Uden navn

I romanen Zeppelin (1977) ankommer den 10-årige Nina og hendes forældre til familiens sommerhus og opdager, at der har været nogen i huset. På en blå gummisko er ordet Zeppelin malet. Ninas forældre reagerer - hvad man godt kan forstå - med angst, utryghed og usikkerhed, men for Nina bliver Zeppelin et trylleord, der måske kan give hende en ven, og som måske kan hjælpe hende til en forståelse af sig selv og sine forældre.

Nina er nemlig ’overelsket’, overvåget, får ikke sit eget rum, omklamres af sine forældre, men mødet med drengen, der har været inde i sommerhuset, bliver skelsættende for hende. Hun møder nemlig en dreng, der har for ’megen’ frihed. Hans forældre er ret lige glade med, hvad han gør, og drengen overvejer faktisk at begå selvmord. Ninas forældre har filosofien, at lykkelige mennesker er rare! Det må Nina nødvendigvis tolke som: at være lykkelig er at være sød og lydig - og at være ulykkelig er at være dum og ulydig! Mødet med drengen hjælper Nina til at se sine forældre, som de er - og at acceptere dem! Men Nina tager også affære i relation til drengen. Hun opsøger simpelt hen hans forældre og tager initiativ til at få ham hentet tilbage.

I Zeppelin har drengen ikke noget navn. Tormod Haugen har om dette sagt: Nej, han gav mig aldrig sit navn. Jeg lærte ham ikke tilstrækkeligt at kende!!

Drengen er som så mange andre af Tormod Haugens børnepersoner usynlig, og for at blive synlig, må han - underligt nok - løbe bort, forsvinde!!

Det svære liv

Jeg forstår ikke, hvad der er i vejen med mig, sagde Britt, - jeg er næsten aldrig glad, kun en gang imellem. Og jeg græder så meget. Jeg føler mig alene, og det er så frygteligt, når ingen vil snakke med mig. Og pludselig føler jeg noget i mig, som jeg ikke engang selv ved, hvad er, og jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Men jeg får lyst til at snakke med nogen om det, men jeg har ingen.

Så fortvivlet er situationen for den 13-14-årige Britt i Til sommer - måske (1978), og hun har det vitterligt ikke nemt. Hun vokser op i et kærlighedsløst hjem, der er præget af en hidsig og dominerende far og en nervesvækket mor, men heller ikke hos den ældre broder Kristian er der støtte at hente. Han udnytter hele tiden situationen til sin egen fordel, og for at det ikke skal være løgn, så er veninderne i skolen veninder, når de er værst, intrigante, drillende og mobbende. Det er næsten ikke til at bære. Og det kan Britt da heller ikke. Hun drives til sidst så langt ud, at hun helt opgiver at tro på noget godt i tilværelsen og bliver alvorligt syg indlagt på et hospital.

Heldigvis er der to personer, der hjælper Britt i hendes vanskelige situation, nemlig kvinden Elvira Lund, der selv ved, hvad det vil sige at være udskudt og ramt af samfundets fordomme - hun får et barn med en mand, der ikke vil være ved, at han er faderen - og skolekammeraten Håkon. Britt oplever for første gang i sin tilværelse to sikre holdepunkter, og at nogen bryder sig om hende og har behov og lyst til at være sammen med hende.

At søge efter sin far

Romanen Farlig færd (1989) er en allegorisk jeg-roman med den forhenværende kongesøn Taro som fortæller. Han kigger som 30-årig tilbage på sit liv, især på sin traumatiske barndom. Da Taro er 11 år gammel, siger hans elskede far en dag til ham: Taro, min søn, se dette og glem mig aldrig. Og næste dag er faderen væk! Moderen er død nogle år forinden.

Taro beslutter at drage ud for at finde sin far, der efter sigende forlod sit folk for at søge efter livets sande værdier. En medvirkende årsag til faderens forsvinden er dog også en ond rivalisering med broderen, Ridderen af det sprukne skjold.

Det bliver - som i alle gode eventyr - en lang og farefuld rejse for Taro, men basalt set er det igen, igen en Tormod Haugen-historie om de voksnes svigt i deres stræben efter at realisere sig selv. Faderen vil - som det hedder i et sted i bogen - udslette grænser og udvide begreberne om frihed . Det kan lyde meget smukt og idealistisk, men i et heftigt opgør mod slutningen af romanen, råber Taro: Men hvorfor skal jeg som søn beundre ham? Har han ikke forladt mig? Har han ikke holdt mig udenfor? Har han ikke hele tiden krævet og forlangt, at jeg skal klare, at han er som han er, at jeg skal finde mig i hans smil, hans stjerner og solopgange, og hvorfor lytter han ikke til mig, når han lytter til så mange andre? Hvorfor kan han ikke se, hvad jeg har brug for, når han forstår andres nød og hjælper dem?

Farlig færd er en smuk og vedkommende roman!

I Torneroseslottet - og udenfor

Også i Det hvide slot (1981) er familien et spejlbillede af samfundet. Handlingen starter med en folkesagaparodi: prinsen dræber trolden, gifter sig med prinsessen og drømmer frem et eventyrslot, hvor de skal leve lykkeligt til deres dages ende. Et Torneroseslot med kaskader af roser omkring.

Selve hovedhandlingen viser, hvordan det siden går for dem, der isolerer sig i egen deres lykke, lukker virkelighedens verden ude og foragter almindelige menneskers stræbsomme tilværelse. Dybest set handler Det hvide slot om medmenneskelighed, om at være oprigtigt interesseret i andre mennesker og om at påtage sig et socialt ansvar.

Det er Tormod Haugens påstand, at Kongens og Dronningens overdrevne beskyttelse af prins Elm i virkeligheden er en undertrykkelse af ham. Atmosfæren i det eventyrlige slot er kold og kærlighedsløs, så Elm må langsomt kæmpe sig fri og drage ud i virkelighedens verden.

Man må kende sine egne behov og turde udtrykke dem, men denne evne har alle ikke fået lov til at udvikle i barndommen, og det gør dem som voksne handlingslammede, mener Tormod Haugen, der også selv er opdraget til at passe ind i samfundsnormerne. Netop derfor blev han også ’usynlig’, akkurat som mange af personerne i hans romaner.

Menneskets vigtigste behov er kærlighed og ømhed, men disse behov bliver ikke taget alvorligt nok. Barnets og den voksnes verden bør ikke være så adskilte, for en tæt kontakt er vigtig for et barns udvikling! Også disse problematikker vender Tormod Haugen gang på gang - og på en meget indtrængende måde - tilbage til i sine romaner.

Operaen "Slottet det vita"

I 1987 opførte man Slottet det vita som opera på Kungliga Teatern i Stockholm som et storstilet projekt, hvor flere tusinde elever fra høgstadiet (7.-9. klasserne) og gymnasieelever var med i processen.

Eleverne læste Tormod Haugens roman, besøgte operaen, så, hvordan kulisserne blev skabt, de filmede, tegnede og skrev om projektet. I forestillingen medvirkede et kor fra Adolf Fredriks Musikklasser, en skole, hvor man lægger stor vægt på musik. Desuden medvirkede unge dansere fra Riddarfjärdsskolan.

Tormod Haugen skrev selv manuskriptet. Musikken blev komponeret af Sven-David Sandström, der foruden at være komponist også er professor i komposition. Instruktør og koreograf var Donya Feuer, og Peter Tillberg stod for scenografien. Kostumerne havde Kerstin Hedeby kreeret.

At forsvinde eller blive set?

I Dagen, der forsvandt (1983) bor Willem alene med sin far. Pga. faderens manglende omsorg og opmærksomhed, laver Willem sin egen fantasiverden, men samtidig har han en skræk for ikke længere at være synlig. En skræk, der samtidig kan være blandet med ønsket om at forsvinde helt.

Et ønske, der i romanen Vinterstedet bliver ført længere ud, idet hovedpersonen Andreas tager ud til familiens sommerhus - ’Eden’ - angiveligt for at begå selvmord. Så langt når Willem ikke ud, men Peter Pan-figuren lokker med Aldrig-Land, der er en parallel til Peter Pans Never-Never-land. Willem opdager, at han i sin usynlighed ikke er alene, for det vrimler med usynliggjorte børn. Fantasiverdenen hjælper ham imidlertid til at forstå sig selv og bryde sin isolation og træde frem og sige: Her er jeg.

Det er igen usynlighedsmotivet, der er det helt store centrale tema i Dagen, der forsvandt , der er en fascinerende og flot lille roman. Man aner, at noget må have forandret sig - eller vil forandre sig!

At finde sig selv - i live!

Hovedpersonen i Vinterstedet (1984), Andreas, er taget til sommerhuset for at begå selvmord. 17 år og en dag gammel ønsker han kun at blive 17 år og to dage gammel, som det udtrykkes i romanen.

Hvert andet kapitel er nutid, hvert andet er tilbageblik til barndommens somre. Igen handler det om de voksnes svigt, især føler Andreas sig svigtet af faderen, der ikke tager Andreas i forsvar, da han bliver anklaget for tyveri. Heller ikke moderen ser sønnen, som han er. Hun har et billede af, at Andreas skal blive som faderen, blive det samme som faderen, tage faderens rolle på sig.

Vinterstedet er en roman med mange planer, men Tormod Haugen sætter igen fokus på oprør og identitet, på ensomhed og forladthed.

Og så mærkede han det. Fra mellemgulvet løb en skælven gennem kroppen. Et skrig blev født. Det pressede sig op og ud, det tvang sig ud mellem tænder og læber, det drev Ingelas hænder væk og slog mod Mats, så han slap taget og faldt til gulvet.
Andreas kunne ikke holde op. Skriget varede ved, begyndte igen, men sluttede ikke

Det befriende skrig markerer måske, at han har frigjort sig fra de voksnes forventninger, at han har fundet sig selv og er trådt ud af barndommen. Men slutningen er åben, for de sidste to linier i romanen lyder:
Huden føltes tynd, men hjertet slog varmt.
Var han klar? Ja, nu var han klar.

Er han klar til at begå selvmord - eller til at finde sig selv - i livet? Et vigtigt spørgsmål til diskussion!

En forfatter i dialog med sig selv

Ideen til Romanen om Merkel Hanssen og Donna Winter og den store flugt (1987) fik Tormod Haugen, da han af en tysk skoleklasse blev spurgt om en af sine personers baggrund. Da han sagde, at han ikke vidste det, blev klassens lærer næsten vred. "Du bør da vide det, det er dig, der er forfatteren!" Og det gav ham ideen til at skrive den lidt mærkelige og anderledes roman, hvor forfatteren koketterer og leger med læserne.

Tormod Hansen vil selvfølgelig først og fremmest fortælle en god og spændende historie, men samtidig holder han løbende læseren orienteret om forfatterens overvejelser om det at skrive en roman. I romanen kaldes forfatteren hele tiden forfatteren , men aldrig ’jeg’!!

Tormod Haugen bryder hele tiden illusionen. Han fortæller om sine møder med forfatteren, han reflekterer om personerne og handlingen, m.m. Og hvad opnår han med alt dette? Først og fremmest viser han, at realisme og fantasien er to ligeværdige udtryk for en forfatters kreative måde at udtrykke sig på. Også en realistisk fortælling er arrangeret og manipuleret, og den er ikke mere virkelig end en fantastisk fortælling, for den er først og fremmest en illusion, noget forestillet.

Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at selv om Tormod Haugen leger med sin læser, så har han hele tiden det samme konsekvente børneperspektiv for øje. De voksne burde med deres større livserfaring vide bedre. De burde vide, at det er forkert, at børn skal virkeliggøre forældrenes drømme, og at børn ikke skal undgælde for voksenverdenens problemer og konflikter. Det er ikke børnene, men de voksne, der skal bære verden videre!

Romanen om Merkel Hanssen og Donna Winter og den store flugt afviger da heller ikke - rent handlingsmæssigt - grundlæggende fra de andre Tormod Haugen-romaner, idet romanen som den grundlæggende realistiske handling har, at Merkel og Donna, der begge er 11 år og forsømte, stikker af for en nat for at råbe de voksne op. Akkurat det samme tema som i Zeppelin : man må løbe bort, forsvinde - for at blive synlig!!!

Hvis børn var uden drømme...

Skriget fra junglen (1989) er en tyk og mærkelig roman om en skør børnepsykolog, som tager drømmene fra børn for at kunne anvende dem til et livsfarligt våben. Børn bliver lykkeligere uden drømme, siger han, men sådan er det naturligvis ikke. En dag begynder en jungle pludselig at vokse op i Oslo. Den svæver nogle centimer over jorden. En del børn og nogle voksne går ind i den, mens andre støder imod en kold, hård mur.

Junglen breder sig, og der oprettes evakueringspladser rundt om i storbyen. Både videnskabsmænd og politikere forsøger at løse gåden, der kommer katastrofehjælp - tæpper og telte - fra andre dele af verden. Det er den helt omvendte verden - og lidt flovt, synes politikerne. Det viser sig, at junglen er udsprunget af børns drømme og fantasier, der selvfølgelig ikke kan holdes i ave.

Bogen har undertitlen En filmroman og er opbygget som en TV-serie med korte klip fra en scene til en anden. ’Rollelisten’ er fyldt med filmstjernenavne og bogpersoner. Også Tarzan spiller - selv om han er usynlig - en vigtig rolle i bogen.

I bogen beretter Tormod Haugen også om et folk ved navn Zhahdinerne, der glemmer, at deres liv er en forlængelse af barndommen. Det bliver årsag til både personlig ulykke, uhæmmet træfældning, krig og andet ondt. Zhahdinerne glemmer, at man bør vise respekt for andre, men for at kunne forstå andre, være medfølende, er det nødvendigt at bevare barnets følelser.

En af personerne i Skriget fra junglen , en ældre kvinde, der hedder Loretta Jacobsson, opdager en nat, hvorfra hendes skyldfølelse kommer. Hun drikker hver morgen en øl, og det er hendes store hemmelighed, som hun er flov over. En aften - da hun er lidt ude af sig selv - tager hun en ekstra pilsner og hører pludseligt moderens røst: Mådehold er bedst!

Og det får Loretta til at gøre op med sin mors mådeholds-filosofi og sin egen skyldfølelse. Det bliver begyndelsen til hendes udvikling til en meget mere levende og modig person, end hun nogen sinde tidligere har været.

At lukke døren til "Barndommens land"

I Øglerne kommer (1993) er hovedpersonen den næsten 12-årige Tim, der som alle Tormod Haugens hovedpersoner er næsten seismografisk sansende. Han lever sammen med sin mor - faderen forsvandt pludseligt ud af deres liv for fem år siden - men Tim føler, at et eller andet er helt skævt. Der sker små og underlige begivenheder i hans og moderens ellers så rolige dagligdag. En ven ændrer sig radikalt - og forsvinder, og en fremmed mand dukker op og lejer sig ind hos moderen. Vejret er underligt, heden trykkende. Det er som om, at en ny jungle er ved at vokse frem.

Og der er vitterligt en ny regntid på vej. Også fortidens store dyr, de store øgler, er på vej tilbage. Det viser sig, at alle de beboere i området, der har en længsel efter at kunne magte at være bedre over for andre mennesker, har forandret sig til øgler, der er befriet for alle voksenverdenens snærende og begrænsende bånd. Et tema, der som nævnt tidligere går igen i næsten samtlige Tormod Haugens bøger.

Der er mange lag i Øglerne kommer, men det essentielle, nemlig at lukke døren til barndomslandet med et kæmpe ur-brøl og antydningen af, hvordan ’det nye land’ ser ud, er fornemt beskrevet. Det er en flot bog om at finde ind til det essentielle i tilværelsen - og i sig selv!!

Hvad er sandheden?

I Zarens juveler (1994) opdager en ung novice i Mongoliet, at månens lys er ved at forsvinde. I Norge forfølges den 12-årige Nikolaj af mørke, mystiske væsner, og overalt omkring ham sker der uforklarlige ting. Romanen udspiller sig dels i en fantastisk og magisk verden i Mongoliet, dels i det moderne realistiske Oslo, men det fantastiske plan går ind over det virkelige og det rokker ved læserens virkelighedsbegreb. Hvad er virkelighed? Tormod Haugen gør hele tiden læseren usikker på realismen. Er den sandheden??

Fantasy og urgamle legender flettes sammen med en spændingsroman og civilisationskritik, f.eks. at køb og salg-mentalitet påvirker menneskers følelser for hinanden på en negativ måde. Derfor får vi også historien om en fange i Mongoliet, der tvinges til at fortælle legenderne bag de 7 juveler, kendt som zarens juveler. De kan omsættes til umådelig rigdom, men de kan også give månen dens svindende lys tilbage og dermed sikre menneskers længsler, drømme - og overlevelse.

Centralt i fortællingen står Nikolaj Sverd og hans russiske oldemor, barnet og den gamle kone, der stadig har sanserne åbne for andet end det håndgribelige og begribelige. Endnu en gang tegner Tormod Haugen et frysende og præcist portræt af et ensomt barn, der må finde sig egen vej gennem livet. Tormod Haugen har stor sympati for de små, ensomme voksne, der er faret vild i verden og desperat nægter at tage imod hjælp. I bogens univers er der faktisk hjælp at få for den, der tør gå ind i mørket. Om Zarens juveler har Tormod Haugen selv sagt: Det er "en bog om at se, om at tilegne sig evnen til at gennemskue, hvad tingene egentlig indeholder."

Med begge ben i den blå luft

Hovedpersonen i Luftvandreren (1999) - den 12-årige Waldemar Wegge - bor sammen med sin far i en storby. Waldemar har mistet sin mor ved en bilulykke, da han var 6 år. Faderen, der er forfatter, har fået en skriveblokering efter moderens tragiske død. Han er plaget af skyldfølelse og kan ikke åbne sig for Waldemar. Så på en måde har Waldemar også ’mistet’ sin far.

Imidlertid begynder der at ske mærkelige ting for Waldemar, især da han på natlige ture i parken opdager, at han på forunderlig vis kan gå i luften - og han møder andre, der også har fået denne forunderlige evne! Det giver ham på mystisk vis - og bogstaveligt talt - overblik og frihed til at kunne overskue sin situation - og komme videre i sit liv. Også faderen får løst op for sin store sorg, kommer ud af sin puppe og kan pludselig skrive igen.

Som i mange af Tormod Haugens romaner sker der overnaturlige ting, men på sin vis er romanen realistisk nok. Luftvandreren handler simpelt hen om at gennemleve en stor sorg, og at det også er vigtigt at være opmærksom på børns sorg, men romanen handler også om voksenverdenens mange skjulte dagsordener og uforståelighed, der kan gøre børns liv problematisk og svært. Også en skoleklasses ejendommelige liv og hierarkier er godt og interessant fortalt og vil kunne danne afsæt for en god diskussion i de ældste klasser i folkeskolen.

Poetisk trilogi

Med de tre poetiske - og herlige - fortællinger om Gloria, Georg og Edvard viser Tormod Haugen en helt ny side af sig selv - og så alligevel ikke. Det er stadigvæk børnevinklen, han ser tingene ud fra, det fryde- og smertefulde ved den spirende forelskelse og kærlighed i børnenes univers, der vender op og ned på alt!

Georg og Gloria (og Edvard) - en fortælling om kærligheden (1998) handler om den allerførste spæde kærlighed. Georg elsker Gloria, men Gloria ænser ikke Georg. Hun ser kun Edvard, seje, flotte Edvard. Først da Georg næsten har opgivet, sker der noget. Edvard fyrer en sand lammer af til Gloria: Som om jeg kunne falde for en der var så grim. Georg griber modigt ind (mod overmagten), og får tørre tærsk af Edvard, men Hun (Gloria) tog forsigtigt hans hånd. Han slap den ikke.

I Hjerte og smerte (og Taj Mahal) (1998) bliver Georg og Gloria kærester, men det er ikke helt nemt med den kærlighed, for hele tiden er kæresteforholdet dirrende og følsomt, men også modstridende og paradoksale følelser sniger sig ind i forholdet - og ikke at forglemme: det første kys:

De gik tavse lidt.
Månen skinnede, stjernerne lyste,
de var alene i parken.
Glorias hånd var varm i Georgs hånd.
Georgs hånd var varm i Glorias hånd.
De standsede.
Georgs læber var tørre.
Gloris læber var bløde.
Så gik de videre.

Hellou og gudbai (og efterårets regn) (1999) er tredje bind. Georg og Gloria har stadig kun tanke for hinanden, men kærligheden testes med jævne mellemrum. Den slides, det bliver efterår. For altid, siger Gloria. I evighed, siger Georg, men hvad sker der? Han plejer at sige i AL evighed ! Et møde mellem Gloria og Georg kikser - så pludselig skete der noget, der ikke var til at forklare.

Georg sendte brevet gennem sit hjerte,
forsigtig gennem regnen
mod Glorias vindue.

 Gloria lod hjertet bære papiret ud gennem vinduet
gennem parken, under månen
mod Georgs vindue.

 Pludselig fyldte skyerne himlen.
Stjernerne slukkedes.
Månen trak sig tilbage.
Regnen begyndte igen,
slog mod vinduer og asfalt,
æbletræer og ribsbuske,
ramte en forpjusket hund og endnu én,
og opløste brevene, der var på vej
fra vindue
til vindue.

 Det er næsten ikke til at bære, men sådan er kærligheden altså også, og den - og børn og andre barnlige sjæle - har Tormod Haugen en fantastisk indsigt i.

Og så er det værd at huske Lilian Brøggers fornemme, indfølte og geniale illustrationer, der meddigter, fortolker og løfter de tre poetiske bøger.

Afslutning

Tormod Haugen er en strålende sprogkunster, der hele tiden - og mere og mere - udfordrer sine læsere. Han udforder også med sine synspunkter, om at de voksnes handlinger påvirker børn på godt og ondt. Derfor er Tormod Haugens også vigtige for voksne at læse, men primært er hans bøger for alle. Bøger er - som han har udtrykt det - for dem, der har lyst til at læse dem!

Bibliografi

Bibliografi

Haugen, Tormod:
Ikke som i fjor. 1973 (Ikke oversat til dansk!)
Haugen, Tormod:
Natfuglene. (1) 1976 (no 1975) *
Haugen, Tormod:
Synnadrøm. 1977 (Ikke oversat til dansk!)
Haugen, Tormod:
Zeppelin. 1977 (no 1976)
Haugen, Tormod:
Til sommer - måske. 1978 (no 1974)
Haugen, Tormod:
Joakim. (2) 1979 (no 1979)
Haugen, Tormod:
Det hvide slot. 1981 (no 1980) *
Haugen, Tormod:
Dagen, der forsvandt. 1984 (no 1983) *
Haugen, Tormod:
Romanen om Merkel Hanssen og Donna Winter og den store flugt. 1987 (no 1986)
Haugen, Tormod:
Vinterstedet. 1986 (no 1984)
Haugen, Tormod:
Farlig færd. 1989 (no 1988)
Haugen, Tormod:
Skriget fra junglen - en filmroman. 1991 (no 1989)
Haugen, Tormod:
Øglerne kommer. 1993 (no 1991) *
Haugen, Tormod:
Zarens juveler. 1994 (1992) *
Haugen, Tormod:
På sporet av frøken Detektiv. 1993 (Ikke oversat til dansk!)
Haugen, Tormod:
Jonas og Maja. 1997 (Ikke oversat til dansk!)
Haugen, Tormod:
Georg og Gloria (og Edvard) - en fortælling om kærligheden. (1) 1998 (no 1996)
Haugen, Tormod:
Hjerte og smerte (og Taj Mahal). (2) 1998 (no 1997)
Haugen, Tormod:
Hellou og gudbai (og efterårets regn). (3) 1999 (no 1998)
Haugen, Tormod:
Luftvandreren. 2000 (no 1999) *
Haugen, Tormod:
Under fuldmånen 2002 (no 2001)
Haugen, Tormod:
Prinsusse Klura og dragen 2004

Om Tormod Haugen

Elleve nordiske børnebogsforfattere. 1979 (81.5) Af Jakob Gormsen. Gyldendal.
OPSIS KALOPSIS - om barn- och ungdomskultur. 1987 (30.166405) Nr. 1-1987.
OPSIS KALOPSIS - om barn- och ungdomskultur. 1990 (30.166405) Nr. 6-1990.
De skriver för barn och ungdom. 1991 (81.01) Översatta nutidsförfattare. Bibliotekstjänst.
OPSIS KALOPSIS - om barn- och ungdomskultur. 1991 (30.166405) Nr. 1-1991.
Barlby, Finn:
Den hårde(ste) kerne - om Tormod Haugen. 2003 I: Plys 17, side 163-168.
Jakobsen, Gunnar:
Man kan ikke gå på vandet : men hvad med luft. 2006. I: Plys. - [Nr.] 23, (2006). - S. 205-210.

Links

Links

Den frie encyklopædi. Artikel i leksikonet Wikipedia med komplet bibliografi og linkliste. Siden er på norsk.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Tormod Haugen