Vigtige vinkler

Hans Chr. Hansen har altid en alvorlig vinkel på sine historier og er god til at sætte fokus på børns ømme punkter, der ofte har en universel karakter. Han kalder nogle historier for “overhudshistorier”, hændelser, som er lette at glatte ud, mens andre historier er “underhudshistorier”, hvor handlingen kommer mere ind under huden på læseren.

Det er - understreger han - også vigtigt ind imellem at holde skrivepauser. “Jeg har det altså sådan, at historierne også skal sige mig noget!”

Hans Chr. Hansen er meget bevidst om, at historierne altid skal have en eller anden form for litterær værdi. Det skal simpelt hen være en god historie. Og her er det afgørende at lytte efter sig selv, når man skriver, mener han. “Jeg er et lidt melankolsk gemyt, lidt af en sortseer, og derfor er det vigtigt - også for mig selv - at tro på, at noget kan blive bare lidt bedre, at man kan se en lille lysning i en måske lidt sort verden.”