Billedrammer

Allerede forsiden til Evige Bjerg og de tre stærke kvinder viser, hvordan Irene Hedlund leger med lagene i sine billeder.

Et let stiliseret bambuskrat på lakrød baggrund, antyder det univers, der er historiens klangbund, og derover lægger hun en billedramme, indenfor hvilken hun viser de agerende og de roller, de spiller i fortællingen.

Moderen i baggrunden, datteren i den nederste forgrund sammen med bedstemoderen, der har slynget Evige Bjerg op i luften, hvor han nu midt i billedet hvirvlende er på vej ud til tilskueren. Bevægelsen er gengivet uden at billedets hovedindtryk af ro og stram harmonisk helhed går tabt, hvad der forlener tyngden i den massive mandskrop med en absurd, men elegant lethed.

Billedrammen i sig selv og det, at den brydes både udefra, af en fugl, der sidder i bambuskrattet og indefra, af Evige Bjerg, der ovenikøbet også er ved at bryde ud af billedfladen og ind i den tredimensionale virkelighed, gør os opmærksom på, at der er veje ind og ud af billedet, og at vi fra det øjeblik, bogen tages i hånden, er i grænselandet mellem vores egen og billedets virkelighed, og selv kan bestemme, hvor langt vi vil med.

Ved at lege med grænserne for sig selv åbner billedet sig og inviterer tilskueren til at gøre det samme.