Irene Hedlund

Lise Lotte Larsen, 2000.
Main image
Hedlund, Irene
Foto: POLFOTO

Indledning

Dansk forfatter og illustrator

De mest åbenbare kvaliteter i hendes billeder er ro, harmoni og klarhed, kvaliteter, der gør billederne lette at orientere sig i. I 1983 udkom billedbogen Evige Bjerg og de tre stærke kvinder, et værk, hun har et særligt forhold til: "Det var min første helt selvstændige produktion. Jeg gav mig selv lov til at bruge et år på opgaven, noget som desværre er helt urealistisk i det lange løb, men jeg føler selv, at resultatet stod mål med anstrengelserne."

 

26667143

 

Blå bog

Født: 8. marts 1947.

Uddannelse: Uddannet på Kunsthåndværkerskolen 1982.

Debut: Illustrationer til Thøger Birkeland: Rasmus og hængekøjen. Gyldendal, 1981. (billedbog).

Litteraturpriser: Forlaget Fremads Jubilæumsfonds legat, 1983. Kulturministeriets Initiativpris, 1987. Kulturministeriets Illustratorpris, 1992. Statens Kunstråd. Arbejdslegat, 2005.

Seneste udgivelse: Andersen, H. C.: Loppen og professoren. Klematis, 2007. (Billedbog).

Artikel type
illustratorer

Introduktion

Irene Hedlunds teknik er enkel og let at beskrive. Hun bruger en markeret konturstreg og fylder ud med afstemte akvareller. Men der er ingen etiket, der bekvemt og dækkende beskriver hendes stil.

De mest åbenbare kvaliteter i hendes billeder er ro, harmoni og klarhed, kvaliteter, der gør billederne lette at orientere sig i. Når man spørger hende, om hun tegner sådan, fordi det er til børn, svarer hun ved at henvise til det, der fascinerede hende selv som barn.

"Som barn elskede jeg japanske træsnit med deres klare farveflader og tydelige konturstreg. Akkurat som jeg kunne lide Anders And, der har de samme kvaliteter. Det er nok derfor, mine billeder også har noget af den samme klarhed. Jeg tror ikke på, at børn skal have finkulturel voksenkunst - men selvfølgelig skal de have kvalitet."

At det er børn, hun henvender sig til, forklarer hun ganske enkelt med, "at børn i modsætning til voksne er storforbrugere af billeder."

Irene Hedlund var en af de mange nye illustratorer, der trådte ind på børnebogsscenen omkring 80´ernes begyndelse. Hendes første illustrationer, billederne til Thøger Birkelands Rasmus og Hængekøjen, er stilmæssigt atypiske for hendes produktion, måske forårsaget af betingelserne for deres tilblivelse: "På det tidspunkt var jeg blank rent arbejdsmæssigt og havde sagt ja til at lave billederne på én måned. Det var alt for lidt tid! Jeg måtte lave, hvad jeg ville, så de var ikke kedelige at lave. Men teksten er egentlig for lang som billedbogstekst. Der blev for lidt plads til billederne."

Men herefter markerede hun sig hurtigt med sit særlige fabulerende billedsprog. I 1983 udkom billedbogen Evige Bjerg og de tre stærke kvinder, et værk, hun har et særligt forhold til: "Det var min første helt selvstændige produktion. Jeg gav mig selv lov til at bruge et år på opgaven, noget som desværre er helt urealistisk i det lange løb, men jeg føler selv, at resultatet stod mål med anstrengelserne."

Evige Bjerg og de tre stærke kvinder


    Copyright: Irene Hedlund

Copyright: Irene Hedlund

Historien er et japansk eventyr om, hvad der sker, når ungdommelig mandlig og kvindelig styrke mødes og forenes med alderens visdom.

Indenfor stilens rammer af ro og enkelhed er persontegningen alligevel udtryksfuld og i skildringen af hovedpersonen Evige Bjerg ganske enkelt charmerende. Hvem kan stå for den overvægtige sumobryders paradoksale blanding af maskulin og babyagtig charme, og hvor ser man sødere smil end det, der kruser hans mund, da han forventningsfuld stikker en usædvanlig kort og buttet pegefinger frem for at kilde den unge pige i siden?

Irene Hedlund tegner historiens fysiske rammer, så det ligner japansk natur med bambus, bjerge og krogede træer, og japansk kultur med kontrasten mellem det harmonisk enkle i hverdagen og det kejserligt overdådige ved hoffet.

Også forenklingen i tegnestilen og den stramme harmoni i billederne er med til at give historien japansk kolorit. F. eks. er der en let stilisering i skildringerne af de forskellige japanske naturelementer, der gør dem til noget mere end realistiske rammer for fortællingen. Deres funktion bliver først og fremmest at være en del af mønsteret i billedet.

Men at forenkle og lægge vægten på de indre forhold af ro og spænding i det mønster, billedets elementer danner, er ikke bare et stiltræk, Irene Hedlund bruger i Evige Bjerg og de tre stærke kvinder for at ´japanisere´ sit billedsprog. Det er et træk, der generelt karakteriserer den måde, hun lader billedunivers og virkelighed forholde sig til hinanden på.

Billedet refererer i højere grad til sit eget univers end til virkelighedens, det taler sit eget sprog og følger sin egen logik. Samtidig leger Irene Hedlund med billedsprogets virkemidler på en måde, der dels gør sproget klart og sjovt, og dels fylder de tilsyneladende så enkle og overskuelige billeder med mange flere lag og historier, end de umiddelbart giver indtryk af.

Billedrammer

Allerede forsiden til Evige Bjerg og de tre stærke kvinder viser, hvordan Irene Hedlund leger med lagene i sine billeder.

Et let stiliseret bambuskrat på lakrød baggrund, antyder det univers, der er historiens klangbund, og derover lægger hun en billedramme, indenfor hvilken hun viser de agerende og de roller, de spiller i fortællingen.

Moderen i baggrunden, datteren i den nederste forgrund sammen med bedstemoderen, der har slynget Evige Bjerg op i luften, hvor han nu midt i billedet hvirvlende er på vej ud til tilskueren. Bevægelsen er gengivet uden at billedets hovedindtryk af ro og stram harmonisk helhed går tabt, hvad der forlener tyngden i den massive mandskrop med en absurd, men elegant lethed.

Billedrammen i sig selv og det, at den brydes både udefra, af en fugl, der sidder i bambuskrattet og indefra, af Evige Bjerg, der ovenikøbet også er ved at bryde ud af billedfladen og ind i den tredimensionale virkelighed, gør os opmærksom på, at der er veje ind og ud af billedet, og at vi fra det øjeblik, bogen tages i hånden, er i grænselandet mellem vores egen og billedets virkelighed, og selv kan bestemme, hvor langt vi vil med.

Ved at lege med grænserne for sig selv åbner billedet sig og inviterer tilskueren til at gøre det samme.

Fladt og dybt

Samme slags indbydende forside som til Evige Bjerg har Irene Hedlund brugt til flere andre af sine billedbøger, og i dem ses også andre eksempler på hendes leg med billedsproget. Den illusion af realistisk tredimensionalitet i billedet, som hun skaber ved at lægge billedrammer ind over en baggrund bryder hun igen ved at lade to- og tredimensional billedlogik støde sammen som små knaldperler rundt om i billedet.

På forsiden af Evige Bjerg var det en fugl, der selvom den sad i baggrundens bambuskrat, blev forgrund i forhold til det billede, der var lagt ind som mellemgrund ovenpå baggrunden. Umuligt efter tredimensionale regler, men logisk når man betragter hele billedet som fladt.

På forsiden af Den grådige kat giver den indlagte ramme og dens blå indhold dybde i forholdet mellem katten og billedbaggrunden, men selve rammen er tegnet som flad.

Alligevel kan fem frække mus både ligge og gå på rammen, som om den alligevel har dybde, og en af dem er endda i stand til at sno sin hale ind mellem ramme og indhold og rundt om rammen, så man må spørge sig selv, hvilket forhold den ramme egentlig har til sit indhold? Svaret må blive, at det er et, der ihvertfald ikke er kendt fra den almindelige virkelighed, hvor fladt er fladt og dybt er dybt og rammer normalt ikke lader sig skille fra deres indhold af en selvbevidst musehale.

Som man kan se af ovenstående eksempler slipper Irene Hedlund afsted med at lege med paradokser og bruge en hel del surrealistisk logik i sine billeder, uden at de af den grund kommer til at anfægte tilskuerens fornemmelse af tryg forankring i en venlig, velkendt verden. "Mine billeder er surrealistiske på en meget børnevenlig måde", siger hun. Med det lune i hendes enkle, bløde streg og varmen i farverne bliver det surreelle i hendes billeder til en morsom og fantasifuld udvidelse af virkelighedens muligheder.

Da Oscar blev tosset

copyright: Irene Hedlund

    Copyright: Irene Hedlund
Copyright: Irene Hedlund

Da Oscar blev tosset er hverdagsrealisme i en modernists udlægning. Teksten focuserer på en skildring af absurditetens indbrud i et barns verden. At skulle i børnehave står for Oscar som et truende tab af alt det, der udgør hans identitet.

Tekstens scoop er skildringen af den fornemmelse af opløsning, der griber Oscar ved udsigten til forandring. Enhver tre-årig må kunne føle på sin krop, hvordan Oscar har det ved tanken om børnehaven, når teksten fortæller, at Oscar er overbevist om at komme til at se ud som bamsen Erik, efter den har været i bad og er blevet opsvulmet og knortet.

Denne konkrete, fysiske beskrivelse lægger bunden for en forståelse af det mere abstrakte i Oscars frygt for børnehaven, f.eks hans angst for helt at forsvinde. Her opgiver teksten at beskrive og henviser istedet frækt til billedet med et Se bare! Billederne svarer veloplagt igen ved at vise Oscars tøj i bevægelse, men uden en krop til at bevæge den, en overbevisende visualisering af usynligheden.

Der er andre eksempler på et sådant direkte og effektivt samspil mellem tekst og billede, men der er også en form for arbejdsdeling mellem de to. Groft sagt giver teksten først og fremmest en indlevet beskrivelse af Oscars identitetskrise.

Billederne viser, at processen ikke behøver være farlig. Da Oscar vasker bamsen og forskrækket ser, hvordan den svulmer op, lader Irene Hedlund ganske vist forskrækkelsen genspejle sig i katten og to fugle, der ser på. Men hele sceneriet vises på en rolig grøn baggrund, og der er sommerblomster og små sjove dyr at falde i staver over. Billedets hovedudtryk er tryghed.

Afstanden mellem tekst og billede bliver større mod fortællingens slutning. Teksten overlader det til Oscar selv at finde en løsning på sin identitetskrise, og den viser, at han løser sit problem abstrakt.

Oscar tænker sig frem til de noget hypotetiske fordele, der kan være ved at have en mor, der går på arbejde og f.eks. passer karrusellen i Tivoli og måske giver en gratis tur. Og på den baggrund vælger Oscar endelig at overgive sig til børnehaven. Alt i alt en nøjsom slutning, der ikke stiller hverken Oscar eller sin læser meget i udsigt.

Billederne skildrer uafhængigt af teksten de helt konkrete fordele, Oscar her og nu får ud af at gå i børnehave. På en varmt gul baggrund ses glade børn, fuldt optagede af hinanden og spændende legetøj, mens Oscar, rimeligt tilfreds, gumler sin mad. Og pædagogen, der omsorgsfuldt pudser næsen på en lille pige, ser så godmodigt rar ud og er så ualmindelig kreativt mønstret påklædt, at hun underfundigt afvæbner både børns og voksnes eventuelle fordomme om pædagoger.

På spørgsmålet om, hvorvidt det abstrakte og resignerede ved tekstens slutning vil overdøve det konkrete og positive i billederne og dermed virke desillusionerende på bogens læsere, siger Irene Hedlund:

"Jeg opfatter Rifbjergs bog som en udviklings- og frigørelseshistorie. Og hvor smertefuld frigørelsen end kan være, er den nødvendig for barnets videre udvikling. At Oscar ikke forstår, hvad der foregår, opfatter jeg ikke som noget negativt. Jeg tror, at mindre børn bevidst eller ubevidst er klar over og accepterer, at der er meget af det, de voksne foretager sig, som de ikke forstår. Men selv om Oscar selv opfatter børnehaven som noget frygteligt, har jeg helt bevidst gjort børnehaven til et varmt og trygt sted. Og derfor tror jeg heller ikke, at bogen vil efterlade læseren desillusioneret, men tvært imod gøre ham eller hende lidt mere tryg ved selv at skulle i børnehave."

 

Levende billeder til eventyr og gysere

Copyright: Irene Hedlund 
Copyright: Irene Hedlund

Jeg tror børn har brug for at vælge mellem alle genrer. I en udviklingsfase er de til eventyr - i en anden mere til det realistiske. Det er derfor vigtigt, at der er så bredt et spektrum som muligt inden for børnelitteraturen at vælge mellem. Men jeg foretrækker at illustrere eventyr fremfor realisme. Og så elsker jeg at illustrere gys og gru-bøger. Men en illustrationsopgave, som f.eks en skolebogsillustration, hvor jeg slavisk skal følge en tekst uden mulighed for at bruge fantasien, keder mig. Det er næsten betingelsen, når man har et arbejde man sidder alene med, at der er det univers, man kan gå ind i. Ellers er det mere spændende at komme ud blandt mennesker."

Spor af fantasi findes på flere planer i Irene Hedlunds billeder. Ikke bare i hendes opfindsomme beherskelse af billedsproget, men også i det leben af sjove væsner og dyr, der befolker hendes billeder. Foruden deres dekorative, kompositoriske funktion indgår de på forskellig måde i fortællemæssige sammenhænge.

Copyright: Irene Hedlund

    Copyright Irene Hedlund
Copyright: Irene Hedlund

Historien om Den grådige kat, der æder alt, hvad den ser, er skematisk i sin enkelhed. Et monotont stigende crescendo, der ender i et brag, hvorefter vi er tilbage ved udgangspunktet.

Irene Hedlund bryder det monotone - og gør billederne sjove at gå på opdagelse i - ved at lade fem små mus (dem fra forsiden) supplere og kommentere tekstens personer indtil omkring midten af bogen. Herefter afløses de af andre små dyr, der titter uventet frem fra lommer, bag billedrammer osv.

Uden at billederne mister deres præg af overskuelighed, får Irene Hedlund anbragt mange af den slags ´subkulturer´ i sine billeder. Det kan som i Den grådige kat være skikkelser, der er nyskabelser i forhold til teksten og mere eller mindre lever deres eget liv i billederne, eller det kan være figurer fra teksten, hvis betydning i billedet forstørres og bruges til mere end det, teksten lægger i dem.

I Den arrige kone, der handler om en svinehyrde, der må skaffe sig af med sin galsindede kone for at kunne leve lykkeligt til sine dages ende, er det svinehyrdens grise, der bruges til at belyse hovedpersonens karakter og kommentere hans oplevelser.

Billederne afslører, at svinehyrden har et nært og solidarisk forhold til sine grise, næsten som var de hans børn. De følger ham overalt, og tit tager han en af de mindste kærligt på armen.

På den måde bliver det lettere for billedbogslæseren at placere sin sympati hos den rette, selvom teksten ikke fortæller noget specielt positivt om svinehyrden. Billederne gør det fra starten klart, at svinehyrden har et sympatisk fortrin fremfor sin kone: Han er istand til at etablere et harmonisk forhold til andre væsner.

Det samme forhold mellem svinehyrden og hans kone viser Irene Hedlund på en lidt mere indirekte måde ved altid at tegne svinehyrden barfodet, mens konen er udstyret med de mest klodsede, brune snøresko - foruden at hun helt konkret er tegnet som en stor, tyk, entandet, strithåret, vredt stirrende, virkelig arrig kone.

De to gyserbilledbøger, Skygge-Per og Ulven i sneen, har blå som eneste farve, men rigeligt med fabulering og forvandling i billederne kompenserer for de manglende farver. Her er træer, der bliver til uhyggelige væsner, en sofa og en lillebror, der forvandles til blodtørstige ulve, og i Skygge-Per er det skygger, der fordrejes og bliver levende i midnatssceneriernes effektfulde blå farve.

Her udbygger billederne med både hårrejsende og humoristiske effekter tekstens eksperiment med at skille person og skygge og lade dem konfrontere sig med hinanden. Som f.eks. i sidste billede, hvor Per og hans skygge begge ligger og sover. I drømme-talebobler anbragt over deres hoveder kan man se, at Per tæller hvide får, hans skygge, Sorte-Per, tæller sorte får.

I billederne til Modløse Marabu, en allegorisk fortælling om en ensom marabustork, er farverne afstemt efter hinanden på en måde, der er på en gang dæmpet og lysende. Som f.eks. i et af de første billeder fra søen, hvor Marabu mørk og tung står i ankeldybt mudder på en lyseblå baggrund, mens en frise af hvide, gulnæbbede pelikaner flyver op bag ham.

Her fremgår det klart, hvad Irene Hedlund mener, når hun om den blå farve generelt siger: "Jeg anser den blå farve for meget vigtig, da den både støtter og fremhæver de øvrige farver for mig."

Flere steder i billederne bruges fugleflokke som en slags ornamenter i billedet, og her lægger det mønsterprægede i hendes kompositionsteknik sig op ad det symbolske i teksten. Både tekst og billede er symbolske snarere end realistiske skildringer af livet for en marabustork ved en afrikansk sø.

Lærke og Jeppe - året rundt

copyright: Irene Hedlund

    Copyright: Irene Hedlund
Copyright: Irene Hedlund

Irene Hedlund har en særlig forståelse for børn med læsevanskeligheder, fordi hun selv i skolen havde problemer med læsning. Noget der i øvrigt blev medbestemmende for hendes valg af karriere.

"I folkeskolen blev det meget tidligt konstateret, at jeg var ordblind, og mine matematiske evner var heller ikke noget at råbe hurra for. Til gengæld opdagede jeg hurtigt, at jeg var bedre til at tegne end de fleste andre elever, og at det var her, mit styrkeområde lå. Jeg drømte derfor meget tidligt om en karriere i den retning."

Letlæsningsserien Lærke og Jeppe betegner ved den vægt, der er lagt på billederne, en afgørende fornyelse af genren. De har tegneseriens appel, men ligner stadigvæk ´rigtige´ bøger.

"I Jeppe-Lærke bøgerne har jeg brugt alt det, jeg har lært gennem 12 års illustratorarbejde. Selv om teksten er en realistisk hverdagsskildring af to børns oplevelser gennem et år, fik jeg både tid og rum fra forfatter og forlag til at bruge min fantasi - og ikke blot gengive tekstens virkelighed.Det var helt bevidst, at jeg ville benytte mig af tegneseriens virkemidler og samtidig tilføre illustrationerne ´mystiske´ figurer, der lever deres eget liv, og som ikke har noget som helst med bogens egentlige handling at gøre. Den svage læser, for hvem det kan være noget af en opgave at læse en hel side, kan så hvile øje og tanke ved at gå på jagt efter disse figurer, inden han igen går i gang med den anstrengende læseproces."

Og på en sjov måde gør billederne selv opmærksom på, at tekst og billede taler hver sit sprog, med eftertryk på taler. Disse billeder insisterer nemlig på at tale. I næsten hvert eneste billede er der talebobler, men de er fyldt med billeder, ikke med ord. F.eks. er Lærkes lillesøster ofte udstyret med en taleboble med en sigende isvaffel indeni.

Kælegrisen

copyright: Irene Hedlund
    Copyright: Irene Hedlund
Copyright: Irene Hedlund

Det indiskutabelt børnevenlige i Irene Hedlunds stil ligger ikke alene i hendes malebogsagtigt enkle teknik. Også den bevægelighed, der ligger gemt i stilens rolige harmoni, åbner billedet mod barnet. Alle de små brud og glidninger i hendes avancerede og vittige leg med billedsprogets virkemidler lokker til en fordybelse i billedet. Her er ikke tale om en adaptering til et barnligt erfaringsniveau.

Hendes billeder overrasker uanset hvilket erfaringstrin, man befinder sig på. Og fordi de altid er givende for en analyserende symbolsk tolkning, men på den anden side ligesåvel kan nydes og forstås umiddelbart, kan man så at sige vokse med hendes billeder.

Det kan man også med Irene Hedlunds fortælling om Kælegrisen, der er tegnet og fortalt, så det lille barn får mulighed for uden besvær og med stor fornøjelse at dele et voksent menneskes tanker om et substantielt emne.

Det er en enkel men essentiel historie om jagten på kærlighed. En lille tyk og glad gris, der har alt bare ikke én at kæle med, flyver på blå vinger ud i verden for at finde en anden gris at slå sig sammen med. Den møder forskellige grisetyper, vortesvinet, sovetrynen, sparegrisen osv, indtil den til sidst taber sit hjerte til et vildsvin.

Med deres let surreelle effekter giver billederne handlingen dybde og nuancer. F.eks antyder de en sammenhæng mellem det at finde kærligheden og at have jordforbindelse. I starten af fortællingen er kælegrisen højt oppe. Den sidder i et snurrigt træ, der er så højt, at en giraf kun lige kan stikke hovedet op nederst i billedet. Og hele fortællingen igennem holder grisen sig svævende over jorden, først hos vildsvinet lander den og får fast grund under fødderne.

Som en subtil kommentar til den ånd, hvori kælegrisen indleder sin odyssé, ser vi kælegrisen flyve afsted over et landskab med bjerge og et lille tempel, der bringer mindelser om Grækenland, hjemstedet for myter og idealer.

For hver gris, kælegrisen besøger, skifter det omgivende sceneri, og man kan få meget sjov ud af at undersøge, om det nu er i samklang med den pågældende grisetypes fremherskende karaktertræk. Det er vel ikke helt tilfældigt, at sparegrisen er anbragt i omgivelser, der med sine skyskrabere og en lille Manneken-Pis bringer tankerne hen på hhv. New York og Bruxelles?

Om sin fremtidige udvikling siger Irene Hedlund: "Jeg vil helst udelukkende lave billedbøger, men er nødt til at påtage mig andre opgaver også. I øjeblikket er jeg i gang med en billedbog, som jeg også selv har skrevet teksten til. Og det er nok den vej, jeg vil forsøge at gå. Jeg regner med, at jeg resten af mit arbejdsliv vil være i gang med at udvikle en form, for finder man først ´formen´, er man efter min mening gået i stå.

Ellers er min udvikling i lighed med stort set alle andre illustratorers præget af de dårlige økonomiske vilkår for den 4-farvede danske billedbog. Man tvinges let til at gå på kompromis - dels ser forlagene gerne, at man skal blive færdig med opgaven til en bestemt tid, dels ønsker banken et afdrag på kassekreditten. Og det kan være svært at se stort på to så mægtige instanser og lade opgaven tage den tid, den i virkeligheden skulle have."

 

Bibliografi

Illustrerede værker for børn og unge.

Birkeland, Thøger:
Rasmus og hængekøjen. 1981 (bi)
Hedlund, Irene:
Evige Bjerg og de tre stærke kvinder. 1983 (bi 39.12)
Barrie, J.M.:
Peter Pan og Wendy. 1984
Hedlund, Irene:
Den arrige kone. 1986 (bi 39.12)
Mouritzen, Peter:
Skygge-Per. 1987 (bi)
Hedlund, Irene:
Den grådige kat. 1988 (bi 39.12)
Nørregaard, Karen:
Ulven i sneen. 1988 (bi)
Rasmussen, Bent:
Hvad laver solen - når den ikke skinner ? 1988 (bi)
Reuter, Bjarne:
Rejsen til Morgenrødens Hav. 1988
Berliner, Frantz:
Modløse Marabu. 1989 (bi)
Hedlund, Irene:
Den nysgerrige mus. 1989 (bi)
Faurby, Bent:
Fastelavn er mit navn. 1990
Faurby, Bent:
Hjemme hos Jeppe. 1990
Faurby, Bent:
På kælkebakken. 1990
Faurby, Bent:
Påskeferien. 1990
Faurby, Bent:
Dragen. 1991
Faurby, Bent:
Heksejagt. 1991
Faurby, Bent:
Hjemme hos Lærke. 1991
Faurby, Irene:
En hule i skoven. 1991
Faurby, Bent:
Kanoturen. 1991
Faurby, Bent:
Nu er det jul igen. 1991
Faurby, Bent:
Sandslottet. 1991
Faurby, Bent:
Tror du på spøgelser? 1991
Hedlund, Irene:
Dit stjernetegn og dig. 1992 (14.1)
Hedlund, Irene:
Kælegrisen. 1993 (bi)
Hedlund, Irene:
Tornerosefuglen. 1994 (bi)
Hedlund, Irene:
Brutalis - historien om et meget vredt næsehorn. 1995 (bi)
Hedlund, Irene:
Mikkel Møl og regnbuen. 1997 (bi)
Hedlund, Irene:
Prinsen på den gule ært. 1999 (bi)
Andersen, H. C.:
Sommerfuglen. 2004 (bi)
Andersen, H. C.:
Det er ganske vist! 2005 (bi)
Andersen, H. C.:
Loppen og professoren. 2007
Irene Hedlund har illustreret flere bøger, især letlæsningsbøger.

Læs mere om Irene Hedlund.

Gitz-Madsen, Nana:
Irene Hedlund. 1985 Bibliotekscentralen.
Gade, Elsa:
Kulturministeriets illustratorpris i 1992. 1993 I: Børn & bøger. Årg. 46, nr 2, side 4-6.
Skafte, Ulrike T.:
Skibet er ladet med fantasi - interview me Irene Hedlund. 1993 I: Bogmarkedet. Årg. 139, nr 40.
Min kone har en anden! 2005 I: Dansk. - 2005, nr. 3. - S. 4-5 : ill. Om Irene Hedlunds arbejde med illustration af H.C. Andersens eventyr.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Irene Hedlund

Om illustratoren

Links

Her får man de vigtigste pejlemærker i Irene Hedlunds forfatterskab. Årstal for litterære priser, angivelse af debut og markante værker, henvisninger til biografier i håndbøger og links til omtaler på nettet.