Irene Hedlund

Irene Hedlunds teknik er enkel og let at beskrive. Hun bruger en markeret konturstreg og fylder ud med afstemte akvareller. Men der er ingen etiket, der bekvemt og dækkende beskriver hendes stil.

De mest åbenbare kvaliteter i hendes billeder er ro, harmoni og klarhed, kvaliteter, der gør billederne lette at orientere sig i. Når man spørger hende, om hun tegner sådan, fordi det er til børn, svarer hun ved at henvise til det, der fascinerede hende selv som barn.

"Som barn elskede jeg japanske træsnit med deres klare farveflader og tydelige konturstreg. Akkurat som jeg kunne lide Anders And, der har de samme kvaliteter. Det er nok derfor, mine billeder også har noget af den samme klarhed. Jeg tror ikke på, at børn skal have finkulturel voksenkunst - men selvfølgelig skal de have kvalitet."

At det er børn, hun henvender sig til, forklarer hun ganske enkelt med, "at børn i modsætning til voksne er storforbrugere af billeder."

Irene Hedlund var en af de mange nye illustratorer, der trådte ind på børnebogsscenen omkring 80´ernes begyndelse. Hendes første illustrationer, billederne til Thøger Birkelands Rasmus og Hængekøjen, er stilmæssigt atypiske for hendes produktion, måske forårsaget af betingelserne for deres tilblivelse: "På det tidspunkt var jeg blank rent arbejdsmæssigt og havde sagt ja til at lave billederne på én måned. Det var alt for lidt tid! Jeg måtte lave, hvad jeg ville, så de var ikke kedelige at lave. Men teksten er egentlig for lang som billedbogstekst. Der blev for lidt plads til billederne."

Men herefter markerede hun sig hurtigt med sit særlige fabulerende billedsprog. I 1983 udkom billedbogen Evige Bjerg og de tre stærke kvinder, et værk, hun har et særligt forhold til: "Det var min første helt selvstændige produktion. Jeg gav mig selv lov til at bruge et år på opgaven, noget som desværre er helt urealistisk i det lange løb, men jeg føler selv, at resultatet stod mål med anstrengelserne."

Copyright: Irene Hedlund

Historien er et japansk eventyr om, hvad der sker, når ungdommelig mandlig og kvindelig styrke mødes og forenes med alderens visdom.

Indenfor stilens rammer af ro og enkelhed er persontegningen alligevel udtryksfuld og i skildringen af hovedpersonen Evige Bjerg ganske enkelt charmerende. Hvem kan stå for den overvægtige sumobryders paradoksale blanding af maskulin og babyagtig charme, og hvor ser man sødere smil end det, der kruser hans mund, da han forventningsfuld stikker en usædvanlig kort og buttet pegefinger frem for at kilde den unge pige i siden?

Irene Hedlund tegner historiens fysiske rammer, så det ligner japansk natur med bambus, bjerge og krogede træer, og japansk kultur med kontrasten mellem det harmonisk enkle i hverdagen og det kejserligt overdådige ved hoffet.

Også forenklingen i tegnestilen og den stramme harmoni i billederne er med til at give historien japansk kolorit. F. eks. er der en let stilisering i skildringerne af de forskellige japanske naturelementer, der gør dem til noget mere end realistiske rammer for fortællingen. Deres funktion bliver først og fremmest at være en del af mønsteret i billedet.

Men at forenkle og lægge vægten på de indre forhold af ro og spænding i det mønster, billedets elementer danner, er ikke bare et stiltræk, Irene Hedlund bruger i Evige Bjerg og de tre stærke kvinder for at ´japanisere´ sit billedsprog. Det er et træk, der generelt karakteriserer den måde, hun lader billedunivers og virkelighed forholde sig til hinanden på.

Billedet refererer i højere grad til sit eget univers end til virkelighedens, det taler sit eget sprog og følger sin egen logik. Samtidig leger Irene Hedlund med billedsprogets virkemidler på en måde, der dels gør sproget klart og sjovt, og dels fylder de tilsyneladende så enkle og overskuelige billeder med mange flere lag og historier, end de umiddelbart giver indtryk af.