- Copyright: Irene Hedlund
Jeg tror børn har brug for at vælge mellem alle genrer. I en udviklingsfase er de til eventyr - i en anden mere til det realistiske. Det er derfor vigtigt, at der er så bredt et spektrum som muligt inden for børnelitteraturen at vælge mellem. Men jeg foretrækker at illustrere eventyr fremfor realisme. Og så elsker jeg at illustrere gys og gru-bøger. Men en illustrationsopgave, som f.eks en skolebogsillustration, hvor jeg slavisk skal følge en tekst uden mulighed for at bruge fantasien, keder mig. Det er næsten betingelsen, når man har et arbejde man sidder alene med, at der er det univers, man kan gå ind i. Ellers er det mere spændende at komme ud blandt mennesker."
Spor af fantasi findes på flere planer i Irene Hedlunds billeder. Ikke bare i hendes opfindsomme beherskelse af billedsproget, men også i det leben af sjove væsner og dyr, der befolker hendes billeder. Foruden deres dekorative, kompositoriske funktion indgår de på forskellig måde i fortællemæssige sammenhænge.
- Copyright: Irene Hedlund
Historien om Den grådige kat, der æder alt, hvad den ser, er skematisk i sin enkelhed. Et monotont stigende crescendo, der ender i et brag, hvorefter vi er tilbage ved udgangspunktet.
Irene Hedlund bryder det monotone - og gør billederne sjove at gå på opdagelse i - ved at lade fem små mus (dem fra forsiden) supplere og kommentere tekstens personer indtil omkring midten af bogen. Herefter afløses de af andre små dyr, der titter uventet frem fra lommer, bag billedrammer osv.
Uden at billederne mister deres præg af overskuelighed, får Irene Hedlund anbragt mange af den slags ´subkulturer´ i sine billeder. Det kan som i Den grådige kat være skikkelser, der er nyskabelser i forhold til teksten og mere eller mindre lever deres eget liv i billederne, eller det kan være figurer fra teksten, hvis betydning i billedet forstørres og bruges til mere end det, teksten lægger i dem.
I Den arrige kone, der handler om en svinehyrde, der må skaffe sig af med sin galsindede kone for at kunne leve lykkeligt til sine dages ende, er det svinehyrdens grise, der bruges til at belyse hovedpersonens karakter og kommentere hans oplevelser.
Billederne afslører, at svinehyrden har et nært og solidarisk forhold til sine grise, næsten som var de hans børn. De følger ham overalt, og tit tager han en af de mindste kærligt på armen.
På den måde bliver det lettere for billedbogslæseren at placere sin sympati hos den rette, selvom teksten ikke fortæller noget specielt positivt om svinehyrden. Billederne gør det fra starten klart, at svinehyrden har et sympatisk fortrin fremfor sin kone: Han er istand til at etablere et harmonisk forhold til andre væsner.
Det samme forhold mellem svinehyrden og hans kone viser Irene Hedlund på en lidt mere indirekte måde ved altid at tegne svinehyrden barfodet, mens konen er udstyret med de mest klodsede, brune snøresko - foruden at hun helt konkret er tegnet som en stor, tyk, entandet, strithåret, vredt stirrende, virkelig arrig kone.
De to gyserbilledbøger, Skygge-Per og Ulven i sneen, har blå som eneste farve, men rigeligt med fabulering og forvandling i billederne kompenserer for de manglende farver. Her er træer, der bliver til uhyggelige væsner, en sofa og en lillebror, der forvandles til blodtørstige ulve, og i Skygge-Per er det skygger, der fordrejes og bliver levende i midnatssceneriernes effektfulde blå farve.
Her udbygger billederne med både hårrejsende og humoristiske effekter tekstens eksperiment med at skille person og skygge og lade dem konfrontere sig med hinanden. Som f.eks. i sidste billede, hvor Per og hans skygge begge ligger og sover. I drømme-talebobler anbragt over deres hoveder kan man se, at Per tæller hvide får, hans skygge, Sorte-Per, tæller sorte får.
I billederne til Modløse Marabu, en allegorisk fortælling om en ensom marabustork, er farverne afstemt efter hinanden på en måde, der er på en gang dæmpet og lysende. Som f.eks. i et af de første billeder fra søen, hvor Marabu mørk og tung står i ankeldybt mudder på en lyseblå baggrund, mens en frise af hvide, gulnæbbede pelikaner flyver op bag ham.
Her fremgår det klart, hvad Irene Hedlund mener, når hun om den blå farve generelt siger: "Jeg anser den blå farve for meget vigtig, da den både støtter og fremhæver de øvrige farver for mig."
Flere steder i billederne bruges fugleflokke som en slags ornamenter i billedet, og her lægger det mønsterprægede i hendes kompositionsteknik sig op ad det symbolske i teksten. Både tekst og billede er symbolske snarere end realistiske skildringer af livet for en marabustork ved en afrikansk sø.