”Det har ikke været et bevidst ønske at skrive en bandeordsbog. Det var Møgungen, der kom først. Møgungen fortæller. Deraf sproget. Det er verden set gennem hans temperament. Og det var det sprog, der skulle til for at fortælle den historie,” (Annamette Fuhrman: God jul for helvede. fuhrmannfordig.blogspot.dk, 2010-12-12) fortæller Mette Hegnhøj om processen med at skrive debutbogen ”Møgungen”, der udkom i 2010.
Handlingen foregår i en svensk skov, hvor den velmenende pædagog Helge har taget Møgungen med på telttur. Historien fortælles af Møgungen selv. Han er en vred, ung dreng, hvis problematiske familierelationer optrævles gennem kursiverede tilbageblik. Han er væbnet med brændglas og dynamit, og han elsker at sætte ild til ting, brokke sig og tisse på bålet. Men bag den hårde facade er han en sårbar, ung mand, der savner sin lillebror og nogle voksne rollemodeller. Da Helge falder og slår sin fod, og en stor elgtyr samtidig tramper ind i deres lejr så Møgungen må søge tilflugt i et højt træ, sættes drengens mod for alvor på prøve.
28502761
Sproget i bogen er karakteristisk ved de mange gentagelser. Teksten stammer sig igennem ved systematisk at opremse to ord i træk. Eksempelvis hedder socialpædagogen Helge Helge, han er dybt fascineret af elge elge og myren, der er et flittigt flittigt dyr. Møgungen bander og laver nye ord med forstavelsen pis-. Herudover har Mette Hegnhøj en forkærlighed for lydord som KLASK, SVITTSJ, RÅÅÅRK! PYH! Disse onomatopoietika – lydefterlignende ord – er alle med til at skabe stemning og afspejler, at fortællingen er skrevet efter devisen, at man skal vise ikke fortælle.
”Møgungen” er en billedroman, hvor tekst og illustration i fællesskab formidler historien. Lars Vegas har holdt collagerne af elgspor, regnvejr og campingliv i primært grønne og orange nuancer. Illustrationerne afspejler samtidig Møgungens følelsesmæssige udvikling, idet han bogstaveligt talt går fra at have hovedet fyldt af dynamitstænger til at have et ellevetakket gevir og en helikopter på hjernen.