Små frø

Citat
”Ine krøller kuglen ud. Det er kemikersiden fra Hvad kan jeg blive? Tuschen er gået igennem. Ine vender siden om. E + I. I et rødt sprittuschhjerte.”
”Små frø”, s. 43.

Mette Hegnhøjs ”Små frø” er en af udgivelserne i serien ”Kontekst og intertekst” fra 2014, hvor nutidige forfattere har skrevet en række ungdomsbøger med udgangspunkt i tematikkerne fra forskellige kanoniserede værker. Mette Hegnhøj har skrevet en kortroman med afsæt i Herman Bangs novelle ”Irene Holm” fra 1890 om den sky danselærerinde, der kommer til en lille provinsby for at undervise i dans. Ved et afdansningsbal bliver hun opmuntret til selv at vise, hvad hun kan, men hun falder og bliver til grin.

51252152

Hegnhøjs historie foregår i nutiden, hvor veninderne Ine og Katrine netop er begyndt i 1.g. De får en ambitiøs vikar i kemi med initialerne IH. De keder sig, tager i Aldi efter skoletid og begynder så småt at interessere sig for de ældre drenge på gymnasiet. Elevrådsformanden Ebbe har et godt øje til Ine, der er en stille, indadvendt pige. Efter noget tid dropper Katrine ud af skolen, og Ine fordyber sig herefter mere og mere i sin kemibog. Hun terper og lærer bogen udenad. Da de trækker kemi til eksamen, hjælper hun gladelig sine klassekammerater med det periodiske system og forskellige kemiske forbindelser, men på selve eksamensdagen får eleverne i hendes klasse oppisket en stemning, der resulterer i at hele klassen overværer Ines eksamen. Den går desværre ikke som forventet. Hun står forvirret og skuffet tilbage, og er i tvivl om hun efter dette nederlag skal fortsætte med at læse kemi. Hendes selvværd har fået et ordentligt hak.

For Ine har kemien også været en flugt fra forældrenes kuldsejlede forhold, hvor moren er bortrejst i flere dage ad gangen, og faren gerne ser, at Ine ikke er hjemme, så han kan pleje sin hemmelige affære.

Titlen er flertydig i og med, at den både er de to ord, som de ældre elever stempler i panden på de nye 1.gere den første skoledag, men også hentyder til de små plantefrø, som Ines mormor møjsommeligt sår i sit drivhus. Undervejs i ”Små frø” bladrer Ine flere gange i en oversigt over mulige studieretninger, og spørgsmål som ”hvem er jeg?” og ”hvad kan jeg blive?” er centrale i fortællingen.