Da Anden Verdenskrig sluttede, fordrev den sovjetiske hær millioner af tyskere. De såkaldte folketyskere var bosat i områder, som nu tilhørte Sovjet, og de måtte flygte til Tyskland. Her blev de med myndighedernes tvang indlogeret i private tyske hjem, og der blev ikke taget venligt imod dem i et Tyskland, der led menneskeligt og økonomisk efter krigen.
”Landnahme”, 2004 (”Erobring”, 2005), fortæller én af disse flygtninges historie: Den indesluttede, stædige og fysisk stærke dreng Bernhard Haber. Han ankommer sammen med sin familie til den østtyske by Guldenberg efter krigens afslutning, og vi følger hans liv i byen 50 år frem, til midten af 1990’erne.
Familien er opsat på at opbygge en ny tilværelse, selvom de chikaneres nådesløst af de lokale, fordi de er fremmede. Bernhard bliver kaldt polak af sine klassekammerater. Faderen, der er snedker og har mistet sin ene arm i en sovjetisk fangelejr, opbygger et værksted, som på mystisk vis brænder ned. Bernhards elskede hund Tinz bliver fundet død med ståltråd om halsen. Faderens pludselige død bliver afskrevet som selvmord. Bernhard er en overlever. Han er barsk, hævngerrig, og han er ikke tro mod andre end sig selv.
25854012
Efter endt skolegang går Bernhard i snedkerlære, og han bliver kommunist for at deltage i tvangskollektiviseringen af byens landbrug. Senere smugler han flygtninge fra DDR til Vesttyskland. For pengene opbygger han et snedkerværksted og ender med at blive én af byens mægtigste forretningsmænd. Trods sin ydre succes forbliver Bernhard dog et desillusioneret og afstumpet produkt af krigen.
Hovedfokus i historien er på almindelige mennesker og deres hverdag, og de skelsættende historiske begivenheder, som DDR gennemgår i løbet af Bernhards opvækst og voksenliv, danner baggrundskulisse. Historien er fortalt kronologisk af fem forskellige mennesker, der på hver deres måde kender Bernhard: Klassekammeraten, ungdomskæresten, svigerinden, arbejdskollegaen og naboen.
Sproget er klart og let tilgængeligt, og stilen er realistisk. ”Erobring”s hovedtemaer er de meget barske vilkår, som krigsflygtningene levede under i Østtyskland, især på grund af lokalbefolkningens modvilje. Det østtyske samfunds udvikling fra 1950 til midten af 1990’erne er det andet hovedtema i bogen.