Christoph Hein

Artikel type
voksne
mag.art. Abigail Josephsen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Main image
Hein, Christoph
Foto: Wikipedia

Christoph Hein er anerkendt som én af Tysklands største nulevende forfattere, og hans værker, der sætter fokus på tysk historie og nutid, tæller både teaterstykker, romaner, børnebøger og essays. Han fik sit internationale gennembrud omkring 1980, mens han levede i DDR. Hans nuancerede og kritiske skildringer af tilværelsen bag Jerntæppet er ét af hans hovedtemaer, hvilket blandt andet ses i ”Tangospilleren”.

Christoph Hein er især kendt som kritiker af DDR-regimet før Murens fald og senere af det kapitalistiske, genforenede Tyskland. Karakteristisk for forfatterskabet er, at han fortæller den store historie gennem sine realistiske, stille skildringer af menneskeskæbner.

 

26438691

Blå bog

Født: 8. april, 1944 i Heinzendorf, Schleisen, Tyskland (nu Polen).

Uddannelse: Filosofi og logik, Karl Marx Universitetet i Leipzig, cirka 1970.

Debut: Schlötel oder Was solls. En komedie sat op på Volksbühne i Østberlin. 1974.

Litteraturpriser: Heinrich Mann Prisen i DDR, 1982. Den Vesttyske Kritikerpris, 1983. Mara Cassens Prisen i Hamborg, 1986. Stefan Andres Prisen, 1989. Lessing Prisen i DDR, 1989. Erich Fried Prisen i Wien, 1990. Berlins Litteraturpris, 1992. Bundesverdienstkreuz (Fortjenstkorset – den eneste officielle tyske orden), 1994. Peter Weiss Prisen, 1998. Første præsident af tysk PEN, 1998.

Solothurner Litteraturpris, 2000. Den østrigske statspris for europæisk litteratur, 2002. Schiller Prisen, 2004. Walter Hasenclever Litteraturpris, 2008. Eichendorff Litteraturpris, 2010. Gerty Spies Litteraturpris, 2011. Uwe Johnson Pris, 2012. Den Internationaler Stefan Heym Pris, 2013.

Seneste udgivelse: I hans tidlige barndom en have. Gyldendal, 2006. Oversat af Hanne Lund.

Baggrund

”’De har været løsladt fra fængslet i hele tre måneder, hr. Dallow,’ sagde han endelig. ’Vil De ikke i gang med et arbejde? Det er ikke Deres privatsag, kære hr. Dallow. Som De ved, støder De derved an mod moral og normer i vores samfundsmæssige liv. Det findes der mange utiltalende ord for.’”

”Tangospilleren”, s. 123.

Christoph Hein blev født i 1944 i den tyske (nu polske) by Heinzendorf i Hitlers Stortyskland. Hans mor var hjemmegående og hans far protestantisk præst. Ved afslutningen af Anden Verdenskrig flygtede familien til Bad Düben ved Leipzig. Her gik Christoph Hein i folkeskole, men myndighederne forhindrede ham i at fortsætte på gymnasiet. Det skyldtes, at hans far var præst, hvilket ikke var velset i DDR. Christoph Hein tog derfor som 14-årig alene til Vestberlin for at få en studentereksamen men nåede dog ikke at blive færdig. For i 1961 blev Berlinmuren opført, og han flygtede tilbage til DDR for at være sammen med sin familie.

Nu var han ikke kun præstesøn men også landsforræder, og det vanskeliggjorde hans tilværelse: ”Jeg blev en mester i disciplinen 'eksmatrikulering. Jeg måtte forlade aftenskolen, filmskolen, ja til sidst fik jeg ikke engang lov til at blive snedker,” fortæller Christoph Hein (Marc-Christoph Wagner: En forfatter skal udforske det fundament som samfundet bygger på. Information, 2006-09-03). Han måtte derfor tage de jobs, han kunne få, blandt andet som montør, boghandler, tjener og journalist.

Omsider fik han i 1964 lov til at tage sin studentereksamen, og han fortsatte på Karl Marx Universitetet i Leipzig i 1967, hvor han studerede filosofi og logik. Sideløbende engagerede han sig i teaterverdenen, og han blev instruktør på Østberlins berømte teater Volksbühne, og fra 1974 også dramatiker. I 1978 forlod han teatret for at koncentrere sig om at skrive, og han fik sit internationale gennembrud omkring 1980.

Christoph Hein nægtede at lade sig kue af DDR-myndighedernes kontrol og censur: ”Der var ting, jeg ikke sagde og ikke fik trykt, men hvis forlaget her i Øst ikke ville antage manuskriptet, sendte jeg det til Vestberlin.” (Tone Myklebost: De eksistentielle problemer er de samme. Information, 1999-01-29). Han udgav blandt andet romanen ”Horns Endeligt” helt uden tryktilladelse: ”Det var en modig forlægger – at handle mod censuren var ganske enestående. Det er nok eneste gang overhovedet i DDR.”. (Henrik Kaufholz: Æresborger efter kampafstemning. Politiken, 2011-06-18).

Christoph Hein blev i 1998 den første præsident for tysk PEN. Han har siden 1976 været bosat i en lejlighed i Weissensee i Berlin, først med sin første hustru, filminstruktøren Christina Hein, som han har to sønner med. Nu bor han her med operasangeren Maria Husmann.

 

Tangospilleren

”’Jeg kan ikke forstå, at sådan noget lader dig kold,’ sagde pigen forfærdet. ’Jeg er bare tjener,’ mindede Dallow om. Pigen protesterede. ’Du er et levende menneske, du er …’ Dallow afbrød hende og indvendte venligt: ’Og førhen var jeg tangospiller, men det er længe siden.’”
”Tangospilleren”, s. 164.

Christoph Heins ”Der Tangospieler”, 1989 (”Tangospilleren”, 1991), foregår i Leipzig i DDR i 1967 og 1968. Hovedpersonen, den 36-årige universitetslektor Hans-Peter Dallow, kommer hjem efter at have afsonet en to års fængselsdom for statsfjendtlig virksomhed. Hans kæreste er flyttet ud af lejligheden, mens han har siddet i fængsel, og han er fyret fra sit job på Historisk Institut.

Årsagen til dommen er absurd: Dallow har optrådt som vikarpianist ved en studenterkabaret på universitetet. Ét af de stykker, han spillede, var en tango, og sangteksten rummede en kritik af en højtstående embedsmand. Dallow føler sig uskyldigt dømt og uretfærdigt behandlet, for han var sprunget til som pianist i sidste øjeblik og havde ikke læst sangteksterne. Endvidere går det ham på, at hans rival på Historisk Institut, Roessler, er blevet forfremmet til en stilling, som han selv skulle have haft. Dallow bliver desillusioneret, apatisk og mister lysten til at arbejde.

Hans lediggang accepteres dog ikke af staten, og han bliver gentagne gange opsøgt af to Stasi-agenter, der først forsøger at overtale ham og dernæst tvinge ham til at tage arbejde på universitetet igen. Det nægter han, fordi det vil være at acceptere den absurde dom. Han forsøger at omgå presset fra statsmagten ved at tage et job som tjener på et ferieresort langt fra Leipzig.

Sideløbende med dette kører de russiske tanks ind i Prags gader – også kendt som Foråret i Prag – men det interesserer ikke Dallow. Han var som historiker kun optaget af fortiden, ikke nutiden, siger han, og nu er han ikke engang interesseret i historien længere. Han ender dog med at vende tilbage til universitetet for at overtage Roesslers stilling, da Roessler bliver afskediget. Hermed genindmelder han sig også i partiet og accepterer sin dom. Oprøret var kortvarigt og forgæves.

Vi følger Dallow gennem en 3. persons fortæller med adgang til Dallows tanke- og følelsesverden. På trods af at fortællingen er dramatisk og klaustrofobisk, er stilen stilfærdig. Hovedtemaet er individets afmagt overfor en absurd dom – og især statsmagten, og ”Tangospilleren” er derfor blevet sammenlignet med Franz Kafkas roman ”Processen”.