Christoph Hein debuterede som dramatiker i DDR i 1970’erne, og han har foruden teaterstykker skrevet adskillige romaner, noveller, børnebøger og essays. Han slog for alvor igennem i både Øst- og Vesttyskland i 1980 og regnes for at være en af Tysklands største, nulevende forfattere.
Individets vilkår i samfundet og især de psykiske og sociale konsekvenser, som et økonomisk og politisk undertrykkende samfund forårsager, er hovedtemaet i forfatterskabet. Alle hans værker udspiller sig i Tyskland – først DDR og senere det forenede Tyskland, og de store politiske omvæltninger og begivenheder i landets nyere historie fra 1960’erne og frem til nu, er helt centrale: Østflygtningenes tragiske situation efter krigsnederlaget i 1945, DDR-regimets undertrykkelse og kontrol, de radikalt politiske 1970’ere og statens kamp mod terror, Murens fald i 1989 og det rodløse liv i det genforenede Tyskland.
Christoph Hein var kritiker af DDR-regimet, lige som han også er kritiker af det kapitalistiske samfund, der har medført en ny ufrihed. I et essay fra 1996 beskriver han, at hans bestræbelse er at "sætte spørgsmålstegn i det humanes navn […] udforske det fundament og de hensyn, som samfundet bygger på, udelukkende i henhold til, hvor retfærdige og menneskeværdige de er". (Marc-Christoph Wagner: En forfatter skal udforske det fundament som samfundet bygger på. Information, 2006-09-03).
Han lader altid et enkelt individ være hovedfokus i sine fortællinger, og således skildrer han den store historie i det små. Hans fortællestil er realistisk, barsk og samtidig stilfærdig, og han afholder sig fra at være moralsk: "Jeg betragter mig selv som en fortæller. I min litteratur prøver jeg at skildre tingene så nøjagtig som muligt – uden at tage parti, uden had eller iver. Og uden medlidenhed! Medlidenhed og nøjagtighed passer ikke sammen. Det er ligesom med børnelægen – han kan heller ikke vise medlidenhed, hvis han skal træffe de rigtige afgørelser. Han må være iskold, hvis han skal hjælpe. På samme måde prøver jeg at unddrage mig. Jeg opfinder ikke mine personer for at fordømme dem. Jeg vil udforske og forstå dem. Jeg vil vide, hvorfor de handler, som de gør. Det er ikke op til mig at fælde en moralsk dom. Det overlader jeg til læseren." (Marc-Christoph Wagner: En forfatter skal udforske det fundament som samfundet bygger på. Information, 2006-09-03). Christoph Heins værker er vedkommende skildringer af epoker i Tysklands historie, og tematisk er de fortsat højaktuelle.