Christoph Heins ”Der Tangospieler”, 1989 (”Tangospilleren”, 1991), foregår i Leipzig i DDR i 1967 og 1968. Hovedpersonen, den 36-årige universitetslektor Hans-Peter Dallow, kommer hjem efter at have afsonet en to års fængselsdom for statsfjendtlig virksomhed. Hans kæreste er flyttet ud af lejligheden, mens han har siddet i fængsel, og han er fyret fra sit job på Historisk Institut.
Årsagen til dommen er absurd: Dallow har optrådt som vikarpianist ved en studenterkabaret på universitetet. Ét af de stykker, han spillede, var en tango, og sangteksten rummede en kritik af en højtstående embedsmand. Dallow føler sig uskyldigt dømt og uretfærdigt behandlet, for han var sprunget til som pianist i sidste øjeblik og havde ikke læst sangteksterne. Endvidere går det ham på, at hans rival på Historisk Institut, Roessler, er blevet forfremmet til en stilling, som han selv skulle have haft. Dallow bliver desillusioneret, apatisk og mister lysten til at arbejde.
Hans lediggang accepteres dog ikke af staten, og han bliver gentagne gange opsøgt af to Stasi-agenter, der først forsøger at overtale ham og dernæst tvinge ham til at tage arbejde på universitetet igen. Det nægter han, fordi det vil være at acceptere den absurde dom. Han forsøger at omgå presset fra statsmagten ved at tage et job som tjener på et ferieresort langt fra Leipzig.
Sideløbende med dette kører de russiske tanks ind i Prags gader – også kendt som Foråret i Prag – men det interesserer ikke Dallow. Han var som historiker kun optaget af fortiden, ikke nutiden, siger han, og nu er han ikke engang interesseret i historien længere. Han ender dog med at vende tilbage til universitetet for at overtage Roesslers stilling, da Roessler bliver afskediget. Hermed genindmelder han sig også i partiet og accepterer sin dom. Oprøret var kortvarigt og forgæves.
Vi følger Dallow gennem en 3. persons fortæller med adgang til Dallows tanke- og følelsesverden. På trods af at fortællingen er dramatisk og klaustrofobisk, er stilen stilfærdig. Hovedtemaet er individets afmagt overfor en absurd dom – og især statsmagten, og ”Tangospilleren” er derfor blevet sammenlignet med Franz Kafkas roman ”Processen”.