Willenbrock

Citat
”Du er bange, sagde han til sig selv. Han var overrasket, og han blev grebet af en følelse af skam og harme. Han anstrengte sig for at ryste det af sig, han prøvede at grine højt, men han fik kun frembragt en hæs, tonløs rømmen.”
”Willenbrock”, s. 159.

I 2000 udgav Christoph Hein ”Willenbrock” (”Willenbrock, 2002), der foregår i Tyskland i den kaotiske periode efter Berlinmurens fald i 1989.

Hovedpersonen er Berndt Willenbrock, og han er i slutningen af 50’erne. I DDR-tiden var han ingeniør på en maskinfabrik. Efter Murens fald er fabrikken gået fallit, og som mange andre østtyskere er han tvunget til at påbegynde en ny tilværelse. Han er derfor blevet brugtvognsforhandler i Berlin, og det bliver en god forretning, for der er stor efterspørgsel på tyske biler i det tidligere Østeuropa. Han anser sig selv for at være et godt menneske, en lovlydig samfundsborger og en kærlig ægtemand over for sin smukke kone Susanne, der driver en urentabel modebutik. Han har dog en svaghed for kvinder og går ikke af vejen for sidespring.

Alt går altså godt, indtil han ringes op af en tidligere kollega fra maskinfabrikken, der fortæller, at Willenbrock i DDR-tiden blev udspioneret af en anden kollega, der var Stasi-agent. Det gør Willenbrock utryg, og han frygter at blive indhentet af fortiden. Utrygheden forstærkes og udvikles til paranoia efter et indbrud i hans forretning, og da han senere bliver udsat for et voldeligt overfald af en østeuropæisk bande i sit sommerhus.

23912309

Han forsøger at få myndighederne til at tage affære og sikre ham retssikkerhed og tryghed i det nye genforenede land. Men forgæves. Han forskanser sig derfor bag tyverialarmer, og han køber en revolver af én af sine forretningsforbindelser, den russiske mafioso Krylov, så han kan forsvare sig. Det forstærker kun paranoiaen og lægger en alvorlig dæmper på livsmod og eventyrlyst. Da han en dag bruger revolveren mod en indbrudstyv, indser han, at overskridelsen af hans fysiske grænser har fået ham til at overskride de psykiske. Ham, der ellers var en god og retskaffen mand.

Romanen er fortalt af en 3. persons fortæller, der med en stilfærdig hverdagsrealisme følger Willenbrocks liv på nærmeste hold, så vi får et indblik i hans indre forandring. Hovedtemaet i ”Willenbrock” er de værdiskred og udfordringer, som Tysklands genforening har medført for almindelige mennesker. To væsentlige pointer er, at almindelige mennesker ofte overses og glemmes af myndighederne i rusen over store historiske landevindinger, og at Murens fald har medført en ny, usynlig mur.